... og musikken blev hendes skæbne

Løgn på løgn, men sandhed i musikken. Brutus' forsanger og trommeslager Stefanie Mannaerts fortæller om baggrunden for 'Unison Life', om at bruge sig selv i sin musik og om at vide hvad man vil.

Det er kun tre måneder siden belgiske Brutus udsendte ‘Unison Life’ til god international kritik. Om lidt indleder trioen deres europæiske tour, hvor de også gæster Danmark.
Stefanie Mannaerts er trommeslager og sanger i belgiske Brutus og har i løbet af de sidste år fået mulighed for at hellige sig musikken mere fuldt. Det har båret frugt og pladens tredje fuldlængde ‘Unison Life’ har fået gode anmeldelser i Kerrang, Metal Injection og mange andre steder – indeværende magasin inklusive.

Og nogen hemmelighed er det da heller ikke, at undertegnede har haft et godt øje til orkesteret siden deres opvarmningsshow for Cult of Luna tilbage i 2019 – før alting blev anderledes. Ikke nok med, at de spiller på både Radar og i Vega, så slår de også vejen forbi Refshaleøen til sommer, når årets Copenhell skal løbe af stablen.
Devilution var interesserede i, hvad der fik trioen til at klikke, og fik mulighed for at tale med en af de tre hovedpersoner – Stefanie Mannaerts.


Foto: Kemizz

Skæbnen
Stefanie Mannaerts er 33 år gammel, er fra Leuven i Belgien og tager sig af både vokal- og trommetjansen i trioen. Men det var egentlig slet ikke meningen til at starte med. Mannaerts fortæller os historien – som vi går ud fra, hun fortæller til snart sagt hvert eneste interview, uden det mindste spor af irritation.
– Jeg havde slet ikke lyst til at synge. Jeg ville bare spille trommer. Det har jeg gjort, siden jeg var lille, og vi lavede post-rock til at starte med. Vi havde dog lyst til at få en vokal på, men en dag, efter omtrent et halvt år, kom Stijn (van Hoegaarden, red.) ind i øvelokalet med en mikrofon, og sagde, at jeg måske bare kunne synge backingvokal.

Mannaerts griner og fortsætter:
– Jeg kiggede på ham, som om han var idiot, og spurgte “backing vokal på hvad? Vi har ikke nogen sang?!” Jeg bad ham og Peter (Mulder, red.) om at fortsætte med at lede efter en sanger, men efter lidt tid kom de til mig og sagde “vi må være ærlige, vi vil have du skal synge”. Og så gjorde jeg det.

At Mannaerts ikke som sådan er skolet mener hun også har betydning for den måde hun lyder.
– Jeg vil ikke lyde poleret. Jeg vil lyde som mig. Også selvom det er hårdt, og jeg hverken kan drikke eller ryge.

Brutus udvikler sig helt tydeligt organisk. Det er klart at mærke i lyden, men også når man ser på, hvordan bandet har bevæget sig. Men det centrale for Mannaerts er og vil altid være musikken.
Stefanie Mannaerts kommer fra en musikalsk familie. Bedstefar var forfatter af, hvad vi i mangel af bedre ord, vil kalde flamsktopsange, faren spiller americana og country, og moren er stor fan af alternativ rock fra årtusindskiftet. Sammen driver de en musikforretning i Leuwen, hvor Stefanie arbejdede sammen med Stijn var Hoegaarden.
Hun har spillet, siden hun var seks år gammel, fordi det var det hun ville. Hun understreger kraftigt, at familien ikke har presset hende, men at hun selv har kunnet mærke, det var det eneste rigtige. Grinende forklarer hun:

– Jeg gik hos en psykolog for et par år siden, og de fortalte mig, at jeg var den første patient, de nogensinde havde haft, der vidste, hvad de ville med deres liv. Alle andre kommer for at finde ud af det. Jeg kan være usikker på mange ting, men aldrig på det her.

– Mine første lommepenge, da jeg var seks år gammel, gik til at købe en cd. Aldrig en barbiedukke eller lignende. Jeg har altid vidst, at jeg ville lave musik. Og måske kommer jeg en dag til at åbne et bageri eller lignende, men det er ikke nu.



Rødder
Brutus kommer fra en baggrund i det belgiske punkmiljø, og selvom bandet efterhånden har opnået så meget succes, at størstedelen af den flamsktalende del af landet kender dem, er det stadig der, de har deres største opbakning.

– Der er stor støtte over det hele, og det oplever jeg generelt i scenen. Selvfølgelig er der nogle bands, der ikke støtter andre, men de fleste er bare glade, når det går andre godt. Og arrangører kan stadig huske, at de var blandt de første til at booke os. Og der er en del, jeg tror vi spillede omkring 100 belgiske shows de første to år, vi eksisterede, griner Stefanie Mannaerts.

– Jeg er meget glad for at være her. Jeg føler at vi er omringet af fede bands, lige fra undergrunden og op til de store headliners.

Belgierne er et folk, der er gode til at understøtte deres musikscene. Der er omkring 11,5 millioner indbyggere, men en levende og aktiv scene. Da vi talte med Colin H. van Eeckhout for et par år siden, var et mindesmærke for Amenra netop blevet indviet til en stor koncert i byen Menen, og det er svært for os at forestille sig i Danmark.
Men Stefanie Mannaerts fortæller at selv hardcoremiljøet, hvor de startede, stadig har ders ryg også selvom de nu spiller på ikke blot punkfestivaler, men også metal-, indie- og mainstream-ditto.

Og det handler i høj grad om ‘Unison Life’. Brutus’ nyeste plade, der har vist et band, der er blevet mere modent og – som kritikere ville fremføre – mere poleret.
– Selvom nogle folk måske syntes, vi var federe før i tiden, respekterer de stadig det arbejde, vi har lagt i ‘Unison Life’, og jeg er meget stolt af den. Vi har virkelig arbejdet hårdt, og vi er ikke længere det samme band, som vi var for snart ti år siden.

Det er helt tydeligt. Noget af råheden er barberet væk, det hele lyder godt og hænger sammen. Der er ikke meget punk-etos tilbage, men i stedet et fokus på en post-hardcorelyd og et gensyn med 90’ernes alt-rock. Stefanie Mannaerts forklarer sådan her:
– Vi er bare blevet dygtigere. Vi har haft bedre tid til at skrive, vi har arbejdet bedre. På ‘Nest’ havde vi to sange til overs, i denne session har vi haft 30. Den er nemmere at lytte til, fordi vi har gjort os umage. Hvor vi tog spring på de to første albums, har vi gravet dybt i den her.

– Vi har også fokuseret mere. Vi har altid gjort noget cheesy og noget hårdt, vi plejede bare at gøre det i samme sang. Nu kan vi godt tude i fem minutter og blaste i syv. Vi prøver ikke på at komme i radioen. Vi gør hvad vi har lyst til.

Da vi spurgte ind til punk-rock-kanten, var Mannaerts først lidt forbavset, men uddybede:
– Jeg synes, det er mere punk rock bare at spille et fedt beat. Og jeg synes, det er mere metal at sige hvad man mener, end at være vag og mystisk. Jeg føler, vi er mere punk nu. Vi gør, hvad vi har lyst til. Musikken er for publikummet.



Det betyder mere
Efter den store lockdown, hvor også Belgien gik i hi, har Stefanie Mannaerts for første gang givet sig selv lov til at sætte tempoet ned. Hvor hun tidligere har arbejdet, pendlet, øvet og spillet, fik hun endelig mulighed for bare at fokusere på musikken. Det betyder også, at hun har sagt sit job op i familiens musikforretning og fokuseret på bandet.

Som hun fortalte før, var det ikke meningen hun skulle være sanger. Det samme gjaldt for lyrikken.
– Jeg lod bare som om. Musikken kom fra mit hjerte, men ordene gjorde ikke. De var en eftertanke, og det var bare noget, jeg fandt på. Men roen gav mig plads til at skrive om noget virkeligt.

Mannaerts beskriver sin proces som et studie i ekstreme følelser.
– Hver gang jeg føler noget meget, skriver jeg det ned. Man ved, hvordan man har det, når man føler det rigtigt. Glad, vred, trist. Man kan beskrive det. Hvis man bare har det “normalt”, så kan man ikke rigtig sætte ord på. Og denne gang har jeg brugt mig selv.

– Musik er det største og det mest ægte. Det er en evig følgesvend, hvor man kan føle sig mødt, uden at skulle tale. Man kan sætte musik på til alle stemninger. Og det jeg gerne vil, er at være noget for nogen. Hvis nogen om halvtreds år siger “Kan du huske den der Brutus-plade? Den vil jeg sætte på” så ville jeg være lykkelig. Så kan jeg have gjort en forskel.



Og det ægte skinner også igennem. Vi fremhævede det i anmeldelsen, og når vi taler med Stefanie Mannaerts, bliver vi også bekræftet i det. Vi spurgte ind til ‘Liar’.
Med et lidt forlegent smil uddyber hun:
– Jeg lyver. Ofte. Sangen handler om mig. Jeg er typen, der løber fra ubekvemhed og konflikt. Jeg vil gøre alt for at aflede og overkompensere, hvis nogen har en konflikt. Og det er det, sangen handler om. ‘Unison Life’ betyder et liv i harmoni, uden skænderier og anstrengelse.

– Og jeg lyver for at komme tættere på det. For at få ting af vejen og sørge for, at andre ikke har det skidt. Jeg ved, det kommer tilbage og bider mig i enden, men jeg gør det alligevel. Jeg gør det hele tiden.

Mannaerts nævner eksempler; en ven, der har brug for råd, og spørger om de tager fejl. Eller når nogen spørger hvordan hun har det.
– Jeg har ikke lyst til at tale om den slags. Jeg vil bare være dum og glad. Men jeg er ærlig i min musik. Der vil jeg aldrig lyve.

Stefanie Mannaerts placerer alt i sin musik og i det at skabe. Og det er det absolut vigtigste for hende. Og adskillige gange i løbet af interviewet bliver vi mere end overbeviste om det. Mannaerts forklarer hvordan hun bliver opløftet af trist musik, og hvordan hun gerne vil sende den mulighed videre til andre.
– ‘What Have We Done’ var en drænende sang at skrive. Den er helt nøgen, men den gør mig glad. Jeg bliver glad af mørke akkorder. Hvis jeg hører radio, og en jublende lykkelig sang kommer på, føler jeg nærmest afsky. Og sådan tror jeg, mange har det. Jeg synes ikke,jeg er en mørk person, men jeg har nok en del mørke tanker.

– Men jeg vil bare gerne have, at folk som mig føler sig forstået. Jeg tænker ikke på alt muligt andet. Jeg vil bare lyde godt, sammen med mine venner. Det er meget vigtigt for mig. Nogle fungerer godt alene, men for mig er det nødvendigt, at vi skaber sammen.

– ‘What Have We Done’ er et godt eksempel. Den er jeg enormt stolt af, Stijn og Peter spillede noget, og jeg faldt ind. Vi fandt sammen om den sang og det var et vendepunkt. Ligesom ‘War’ var det. Vi tænkte, “Hvis vi kan gøre det her, hvad kan vi så ellers gøre?”. Og så gentænkte vi alt vi havde lavet.



Bandet er Stefanie Mannaerts anden familie, og det er interessant, hvordan noget kan være så tæt igennem så lang tid. Mange bands falder fra hinanden efter et årti, eller skifter ud i besætningen. Men ikke Brutus.
– Det er ligesom et hvilket som helst andet forhold. Vi gør os umage for at forstå hinanden og høre efter, hvad der egentlig bliver sagt. Vi gør os umage for at træde tilbage nogle gange og frem andre. Vi er ærlige, og siger hvad vi kan lide. Vi forsøger at tænke os om. Det er bare endnu et forhold.

Mannaerts eksisterer meget i nuet. Hun elsker hvad hun laver, hun elsker at spille med sit band, og det eneste hun håber på er at blve ved med at spille musik og udgive plader. Det danske publikum får lov til at opleve hende og Brutus på Radar 4. marts og på Vega to dage efter.