Blackgaze uden kant

unnamed (4)
unnamed (1)
unnamed (3)
unnamed (2)

Et varieret trekløver, et udsolgt Pumpehus og et gavmildt publikum. Hvad kunne gå galt? Det kunne et fravær af kant.

Kunstner
Titel
+ Kælan Mikla + Birds in Row
Spillested
Dato
15-02-2020
Trackliste
1. - Les Jardins de minuit
2. - Protection
3. - Oiseaux de proie
4. - Autre temps
5. - Écailles de lune - Part 2
6. - Sapphire
7. - Le Miroir
8. - Kodama
Ekstranumre
9. - Là où naissent les couleurs nouvelles
10. - Délivrance
Fotograf
Stefan Bruse Thor Straten
Forfatter
Karakter
2

BlackAlcest marcherede i første geled, da den nu meget populære blackgazegenre så småt spirede i starten af det 21. århundrede. Med den formidable ep ‘Le Secret’ og gennembrudspladen ‘Sounvenirs d’un Autre Monde’ slog frontperson Neige bro mellem det smukke og det grimme, det blide og det aggressive. Siden da er det kun gået fremad for den Parisbaserede duo og deres livemusikere. Pumpehuset var udsolgt for at tage imod Alcest og deres udvalgte opvarmere – islandske Kælan Mikla og ligeledes franske Birds in Row.

Publikum var glade for Kælan Mikla og deres beats, der befinder sig i krydsfeltet mellem Robyn og Combichrist, og man kunne endnu en gang konstatere, at metalfans ikke kan danse. Men det var hyggeligt, da de prøvede.

heii livejournal xD
omg allesammen i dag var jeg til koncert med birds in row!! det var så syyyyygt xD det var som om de bare lissom sang direkte til mig hele tiden rawr!

Nej, nej, okay. Men mit liv blev spolet helt tilbage til midten af 00’erne, da Birds in Row gik på. Vaskeægte screamo med pandehår i øjnene og meget stramme bukser blev serveret, mens de tre musikere krængede sjælen ud for øjnene af lige dele ældre mænd i black metal T-shirts, der blev aldeles utilpasse, og entusiastiske unge klædt i fjer og høje hatte, der hoppede og dansede så meget, at eyelineren løb.
Der var smæk på franskmændene, og det var en forpustet forsanger, der dedikerede deres hoppeborgsriffs og følsomme akustiske passager til de, der på daglig basis var angste og havde det svært.

Personligt kunne jeg nu bedre lide Sum41’s riffs dengang i gymnasiet end nu i fransk kopimodel.

Les personnages principaux
Efter den oplevelse havde bundfældet sig, og den værste trang til at igangsætte en American Pie-marathon havde lagt sig, var det tid til hovednavnet. Bandet fandt deres pladser, inden hovedpersonen selv stillede sig midt på scenen til stor applaus fra publikum.

Neige er uanseelig og ydmyg og virker, trods sin efterhånden lange karriere, begejstret for, at vi er der. Han optrådte venligt og nærmest genert og kunne nærmest have fået publikum til at spise af sin hånd.

Alcest havde gravet i arkiverne efter numre med en mere håndfast tone. Det var ikke de allermest drømmende og æteriske skæringer, vi fik, derimod kom de fleste af dem forbi både hård guitar, skrigevokal og blasts.

Publikum var ellevilde. Hver eneste gang en sangtitel blev annonceret, jublede alle, og flere gange stod folk og klappede i takt, så man kunne blive helt i tvivl, om man var taget til Lars Lilholt på Sølund festival.
Problemet var bare, at det hele var så harmløst. Trods et fremragende lysshow, der fulgte musikken perfekt og skinnede lysegrønt, når tonerne var lette, og skiftede til kulsort og kridhvid i de hårdere passager, var der intet på spil.

Det er næsten imponerende at kunne spille black metal uden kant, men ikke desto mindre lykkedes det for Alcest denne aften. Den kritik, de tidligere har fået, er så småt blevet til sandhed, og musikken var aldeles uinteressant, omend pæn og velspillet denne aften.

Først til allersidst, da trommeslager Winterhalter fik lov at sparke løs i stortrommen i længere tid, var der en snert af vildskab. Denne blev ført over til første ekstranummer, ‘Là où naissent les couleurs nouvelles’ fra den otte år gamle, og ofte ganske oversete ‘Les voyages de l'âme’, der var aftenens første rigtig gode nummer. Det stoppede dog kort efter, da Alcest lukkede aftenen med en vuggevise i form af ‘Délivrance’.

Neiges guitar er flødefarvet. Det var denne aften også.