Deprimerende dybder

Populær
Deprimerende dybder

Regarde Les Hommes Tomber har indkapslet følelsen af indestængt vrede og udefinerbar længsel. Med det gennemgående høje niveau er black metal-albummet 'Exile' et lytteværdigt album, der er værd at erhverve sig i en fart.

Titel
Exile
Dato
11-09-2015
Trackliste
1. L'Exil
2. A Sheep Among the Wolves
3. Embrace the Flames
4. They Came...
5. ...to Take Us
6. Thou Shall Lie Down
7. The Incandescent March
Karakter
4

Opsamlingen af mere eller mindre markante 2015-udgivelser lakker mod enden. Det skal den ikke gøre, uden at vi nævner den anden udgivelse fra franske Regarde Les Hommes Tomber, hvis første album udkom i marts 2013 og beklageligvis befandt sig uden for Devilutions radar i sin tid.

'Exile' er i sin helhed et mættet og dyrisk primalskrig fra et endnu tørstigt band, der i deres korte levetid kun har spillet i hjemlandet, afbrudt af en enkelt afstikker til 2014-udgaven af Roadburn, hvor det ikke lykkedes at ruske vor gæsteanmelder vågen nok, til at interessen blev vakt. Dette må enten være en formastelig fejlvurdering eller en indikation af, at kvintetten kan have optrådt uoplagt på spilledagen.

For de syv numre på 'Exile' er alt andet end monotone dødshymner. Teksterne vender kontinuerligt tilbage til bibelske tematikker, cirklende omkring gudefigurernes foragt for og manipulation og nedværdigelse af mennesket. Det er et perfekt supplement til musikkens deprimerende dybde.

Åbningsnummeret 'L'exil' er et af to atmosfæriske instrumentalnumre, hvis glidende overgang til 'A Sheep Among the Wolves'' tungt pulserende intro kalder masserne til skafottet og forløser den første tilbageholdenhed i et syv minutters buldrende stormvejr, med den lyse guitarlead som toneangivende thorshammer.

Det er præcis her, Regarde Les Hommes Tomber har mest til fælles med deres landsmænd og genrefæller i Alcest. I det hele taget vil den gængse Alcestlytter få meget ud af 'Exile', hvis indhold med samme lethed skiftevis tager knusende kvælertag og, fra tid til anden, lader lidt befriende luft passere gennem det storladne lydbillede.

Dette illustreres også i skiftet mellem instrumentale 'They Came...' og albummets bedste nummer, melodiske '...to Take Us', hvis homogene sammensmeltning i titlerne heller ikke er nogen tilfældighed. Det er en sjælden forløsning at høre, hvor godt det lykkes at understøtte det simple musikalske udtryk, også selvom lyden ikke er helt skrabet nok på albummet. Alligevel er 'Exile' sammenhængende, insisterende og veldrejet nok til at fæstne sig dybt i hukommelsen.