Roadburn Festival 2014 - Torsdag

Devilutions gæstereporter havde en halvsløv Roadburn-førstedag, indtil en ondsindet supergruppe ødelagde livslysten på allerbedste vis.

I modsætning til sidste års hektiske start på festivalen var 2014-versionen en langt mere tilbagelænet og afslappet affære, i hvert fald indledningsvis. Efter en, for nogen, underholdende flyvetur onsdag, hvor hovedparten af slænget havde kigget dybt i sprittede smagsprøver i lufthavnen samt drukket rigeligt af de indkøbte flasker cognac og rom, tjekkede vi ind på et værre hippiehostel i Amsterdam for at overnatte; komplet med tvivlsomme elinstallationer placeret foruroligende tæt på brusehoveder og vandhaner, labyrintiske trapper, små annekser, hems, hunde og hjemmeklyt. Undertegnede krøb til køjs i rimelig tid, det er hårdt at være den eneste ædru i en gruppe af tilsølede drankere, men resten af slænget var selvfølgelig ude og vifte med ørerne og andre(s) kropsdele i Amsterdams natteliv.

Torsdag trillede vi alle noget klatøjede ud af soveposerne, dem der ikke gjorde det frivilligt eller af sig selv fik et lille ”los” af en spændt Dr. Space (”You guys awake?”) på sin morgenstuerunde, for at sikre sig, at vi alle var ved bevidsthed.  Aftalen var klar! Kl. 9.30 ude foran, sporvogn til banegården, toget mod Roadburn og glade dage.

Sløv begyndelse

Efter den obligatoriske forvirring over tog, spurt mod perronen og alt det der, stod vi endelig og i skide god tid på campingpladsen ude i Beekse Bergen (et navn, der er en koncentrationslejr værdig). Jeps, i år skulle der sgu soves i telt med de andre hardcore campister. Efter telte var slået op, og soveposer pakket ud, var der endda tid til at nyde en bajer på græsset, ryge en bønne og tage en slapper i solen, inden vi traskede mod bussen ind til 013-venuen i Tilburg. Nu skulle der krafteddeme noget tråd på bordet. Da vi kom af bussen, løb vi alle i forskellige retninger, de andre ville se Brutus, men jeg ville lige over og tjekke Sourvein ud, men nåede kun det sidste nummer. Jeg er ikke helt klar over, hvad jeg har lavet i de 45 minutter der gik, fra jeg stod af bussen, til jeg endelig befandt mig på Main Stage klar til at rocke. Men måske var det heldigt nok, da alle forlydender gik på, at hele koncerten havde været direkte ringe. Sidste nummer slugte jeg under alle omstændigheder, ikke at det smagte herligt, men et eller andet sted skal man jo starte på en festival.

Efter den lidet velsmagende klat, der var Sourvein, skulle der andre kager på bordet. Green Room bød på Regarde Les Hommes Tomber, fransk post black med sludgy elementer, der lugter en smule af Neurosis. De gjorde et hæderligt forsøg på at løfte den efterhånden lidt kedelige post black-genre et lidt mere grumt sted hen, men i længden føltes det lidt som at stå og høre det samme nummer igen og igen. Baren kaldte og larmede mere, end RLHT kunne overdøve, og jeg forlod min post i udkanten af Green Room for at få mig en lille fad og et hvæs af hvad som helst.

Øvelokalestemning

Næste stop var Napalm Death, der skulle spille et langsomt sæt. Hæ, ja, langsomt! Det skulle ikke misses. ND havde gravet dybt i gemmerne og i deres indre forpinte doomkrypt efter materiale til sættet, der blev akkompagneret af fremragende visuals lavet af den rumænske musiker og kunstner Costin Chioreanu, der blandt andet har lavet artwork til et nyere Arch Enemy-album. Undertegnede nød musikken, som var ganske fin om end en smule forsigtigt fremført til tider, men fremdeles nød jeg frontmand Barney, der simpelthen ejer en scene på en måde, ingen andre ejer en scene på. Hans energiske traven rundt og bjæffen stod i skarp kontrast til sættet rent tempomæssigt; et sæt, der efter bandets udsagn reflekterede deres forkærlighed for bands som Swans, Coil og My Bloody Valentine. Denne tempomæssige kontrast gjorde blot, at dette ikke bare var endnu en generisk stenet og introvert koncert, hvor publikum og band lukker sig om sig selv i deres kogere. Det her var noget så sjældent som en doomy, slæbende koncert med grindenergi, så doomy og slæbende, som ND nu kan blive. Nogle vil kalde deres præstation for usikker, og at den bar præg af, at de ikke følte sig tilpas i det langsomme tempo. Jeg opfattede det direkte modsat; de virkede til at more sig med det utraditionelle og eksperimenterende sæt, selvom det nok krævede flere sigende blikke udvekslet mellem bandmedlemmerne for at komme ind i numrene på de rigtige tidspunkter. Nogle kalder det usikkert, jeg kalder det øvelokalestemning.

Brutal supergruppekæberasler

Øvelokalestemning var der ikke meget af på torsdagens næste stop. Mine forventninger var lave, og lidet vidste jeg, at Corrections House ville rive Main Stage et nyt loch. Jeg forventede Ministry, Laibach og Skinny Puppy rip off, men hvad jeg fik, var en brutal kæberyster af udefinerbar størrelse. Der er en udpræget 90'er-industrialvibe over numrene, men med en doomet, sludgy bund, der sikkert kan tilskrives supergruppens sammensætning af medlemmer fra Eyehategod, Neurosis og Minsk. Bruce Lamont fra Yakuza leverede ondskabsfuld saxofon, der gjorde det ud for fascistiske dommedagstrompeter, mens Main Stage for en kort stund blev underlagt et brutalt styre af ondskab og fortvivlelse. Job well done!

Resten af aftenen gik med at stikke hovedet forbi diverse koncerter, uden dog at blive fanget af noget af det. Der var en kilometerlang kø til Conan på Heet Patronaat, så det var udelukket. Senere sneg vi os forbi True Widow, der led under en forfærdelig damevokal. Crowbar gjorde et hæderligt forsøg på at hive mig op igen, men selv grævlingeskæg og slummet sludge kunne ikke få gang i mig, efter Corrections House havde marcheret min sjæl ihjel. Sidste stop inden turen gik tilbage til teltet var Bong på Main Stage. For de uindviede kan jeg fortælle, at Bong er virkelig stenet og virkelig langsomt. Meget langsomt. Ikke det bedste band at placere ved midnat. Jeg holdt ud i et nummer eller to, men måtte give op. Der skulle samles kræfter til fredag, der var spækket med fede bands og fæle overlap!

Læs desuden anmeldelser af dagens koncerter med:

SOURVEIN
NAPALM DEATH
CORRECTIONS HOUSE
og
GRAVES AT SEA