Blod på stemmebåndene
Navnet Julie Christmas indeholder både ordet jul og ordet christmas – og julen er, som titlen på hendes nye album, ‘Ridiculous and Full of Blood’.
Supernatural
The Ash
Thin Skin
End Of The World
Silver Dollars
Kids
The Lighthouse
Blast
Seven Days
Men der ophører højtids-ligheden så også … Tynget af sludgede guitarer, rundet af støj og drevet frem af hardcorens energi er musikken evigt omskiftelig, men altid forankret i mørket. Ofte kontrasteres dette anker i mørkets hjerte dog af skæve taktarter, der giver den fornemmelse af uro, evig flugt og skiftende et-fornemmelse, som både føles let forstyrrende, men også dybt tilfredsstillende. Lyt for eksempel til åbningsnummerets frenetiske amokløb i 6/8, eller de urovækkende 7/8 på ‘Thin Skin’, som også rocker hårdere, end de fleste sange har lov til. Og sikke en vokal-kraftpræstation!
Der er gået 14 år, siden Julie Christmas’ forrige album, hendes debut, ‘The Bad Wife’ udkom. Siden da har Christmas blandt andet haft et frugtbart samarbejde med Cult of Luna, og her på ‘Ridiculous and Full of Blood’ får hun virkelig vist sin stemmes udtryksfuldhed og æstetiske spændvidde. Allesteds på albummet finder man voldsomme kraftudladninger og hviskende fraser.
På ‘The Ash’ får vi et godt eksempel på Christmas’ evne til at skabe poetisk spænding:
“I can unleash like a train, roaring down a track.
You don’t want me in your face,
when I’ve knocked a couple back.
These days I‘m quiet, you make me still.
My head fills up with words,
I bend to your will.”
Gad vide, hvor længe det holder?
Et af mine absolutte favoritnumre på ‘Ridiculous and Full of Blood’ er det på en yderst positiv måde storladne og ekstravagante ‘The End of the World’, som netop gæstes af Johan Persson fra Cult of Luna. Det er i det hele taget et dygtigt hold, Christmas har samlet om sig. Bag trommesættet sidder Chris Enriquez fra Spotlights, som netop har spillet på Copenhell, og bassen betjenes af Andrew Schneider, som mange nok kender fra Ken Mode. Derudover har Christmas fået assistance af guitaristen John LaMacchia (Candiria) og tangentspilleren Tom Tierney (On the Might of Princess). Det er et sindssygt velspillende band hun har samlet, og de understøtter hende godt, men der er ingen tvivl om, at centrum på denne plade er Christmas og hendes ekspressive sang.
På de bedste numre understøttes den musikalske dygtighed fornemt af kompositioner, der føles langtidsholdbare og fængende. Og Christmas er bestemt ikke bange for at lukke op for posen. Lyt for eksempel til den voldsomt vredladne ‘Blast’ eller den fine ørehænger ‘Supernatural’.
Nej, vent.
Bare lyt til albummet i sin helhed. Du har fortjent det.