Roadburn Festival 2018 – Torsdag
På festivalens førstedag viste Roadburn sig endnu en gang som alle metalfestivalers soniske epicenter. Spændende musik. Suveræn lyd!
Så var man endelig tilbage på de helt rigtige kanter. Efter en pause fra festivalen sidste år vendte man i år atter snuden mod Holland og Roadburn Festival. Festivalen, der siden begyndelsen i 1999 har gået fra at være en fuzzet undergrundsfestival til at være en slags ambassadør for især stoner- og psych rock, går af mange for omtrent at være den bedste rock- og metalfestival overhovedet. Roadburn har stadig sine rødder solidt forankret i undergrunden, men når festivalen over de senere år har åbnet deres musikalske vindue, så de nu inkluderer også black metal samt andre forgreninger af ekstrem- og eksperimenterende rock- og metalmusik, synes det kun at have forstærket det bredere metalpublikums kendskab til herlighederne. Det havde igen i år resulteret i, at festivalen kunne melde alt udsolgt, inden den gik i gang.
Når man på ophøjet vis snakker om Roadburn som metalmusikkens undergrundsmekka, er der da også noget om snakken, og lad det gerne stå bøjet i psykedeliske neonfarver, at det for denne skribent nu en gang for alle definitivt er slut med ikke at vende tilbage. Er der noget, der igen viste sig at være sandt, så er det, at man som musikinteresseret festivalgænger kan regne med Roadburn. Det er langt fra alle festivaler, man kan sige det om. Selv på et år, hvor der på papiret muligvis ikke var helt så mange bookinger, der på forhånd fik éns øjne til at stå på stilke, som der har været tidligere år, viste Roadburn sig også i år at være en garant for musikoplevelser af stort, større og største format.
Detaljen, man ikke kommer udenom
Roadburn går ofte for at være noget andet og mere end den gængse metalfestival, hvilket også er sandt. På papiret ligner festivalen i byen Tilburg i Holland – eller Chillburg, som Roadburners gerne kalder den – ellers så mange musikfestivaler: Over fire dage kan festivalens 4000 betalende publikummer vælge imellem rundt regnet 120 koncerter fordelt på seks indendørsscener af interessante, varierende størrelser. På den største scene er der plads til 3000 publikummer, mens der på den mindste vel er plads til ca. 250. De tidligste koncerter på dagen starter ved 14-15-tiden, mens de sidste slutter mellem kl. 01 og 02. Kort sagt et ret klassisk festival-setup. Roadburn behøver imidlertid ikke rykke musikfestivalkonceptet op ved rødderne for at skille sig ud.
Hos Roadburn skal forskellen findes i detaljen. Det, der får en til at vende tilbage til festivalen, er, at på lige præcis denne festival er detaljerne ofte slet ikke til at komme udenom. Detaljen over dem alle på Roadburn handler om den livelyd, som især festivalens trofaste spillested siden 2005, 013, altid perfektionerer. Den lyd, man år efter år bliver serveret på især festivalens Main Stage samt på den mindre scene The Green Room, er altomsluttende detaljeret og må gerne være det epicenter, som andre musikfestivalarrangører tager udgangspunkt i, når deres hold af teknikere i den gode musikfestivaloplevelses tjeneste skal på udvekslingsekskursioner og lære af kollegerne. Ingen andre rock- og metalmusikfestivaler har min soniske tiltro på niveau med Roadburn.
En eksklusiv åbning
I år fik Roadburn fra start af kun yderligere forseglet det dedikerede bånd, som denne skribent tilskriver festivalen. Efter at havde været forbi The Grass Company samt fået sig et par velsmagende øl fra det lokale bryggeri Trappe på en bar, der ligger placeret i en gade, som i dagene omkring Roadburn fungerer som et festligt centrum for festivalen i det hele taget, og som strategisk ligger placeret blot en spytklat fra scenerne, var man på klokkeslettet 15:40 klar til at tage imod årets første navn på Main Stage, Waste of Space Orchestra.
Waste of Space Orchestra er et finsk ensembleband bestående af medlemmer fra Dark Buddha Rising og Oranzzi Pazuzu; to bands fra Tampere i Finland, der begge tidligere har givet flere koncerter på Roadburn, og som festivalen i år havde inviteret tilbage for sammen at give en eksklusiv koncert specialsyet til lejligheden. Det var i år første gang, at Roadburn havde udvidet deres overordnede signatur som festival til også at inkludere ikke kun denne, men to kuraterede koncerter (den anden var med et ensemble med islandske black metal musikere fra Misþyrming, Wormlust, Naðra og Svartidauði, som man kan læs om her), og begge havde man set meget frem til.
De ti finske musikere, der udgjorde Waste of Space Orchestra, bestod af hhv. tre guitarister, tre på keys, to trommeslagere, en bassist samt en vokal, der i løbet af det konceptuelle værk kaldet ’Syntheosis’ gik på omgang blandt tre af musikerne. Læg dertil en række imponerende visuals af Kalle-Erik Kosonen, der ligesom musikken var lavet til lejligheden, samt ikke mindst en livelyd, der hurtigt fik én til at tage de ørepropper ud, man ellers altid har i til koncerter, så man kunne give sig 100 % hen til volumen og tyngden, og man har en udfordrende åbningskoncert af den mere overvældende slags.
Læs anmeldelse af koncerten med Waste of Space Orchestra her.
Overrumplet af finsk styrke
Det er kutyme på Roadburn, at festivalens første koncerter ofte får et stort fremmøde. At man på forhånd havde regnet med et stort antal publikummer til koncerten med Waste of Space Orchestra gjorde det imidlertid ikke til en mindre imponerende oplevelse, da man så rent faktisk stod der. Main Stage var pakket. Så tæt stod vi, at denne skribent halvvejs inde i koncert måtte trække ud til siden. Ikke kun for at finde luft, men lige så meget, fordi jeg i en blanding af naivitet og skepsis ikke var helt forberedt på sådan at blive fuldstændig overrumplet af musikken. At se 3000 publikummer fra sidelinjen, der hver som en lignede karikaturbilledet på den trancesendte koncertgænger, har dog også sin egen attraktionsværdi. Når det, der som soniske ringe i vandet tilsyneladende når ud til festivalens helt brede publikum, og som formår at få et samlet publkum fra angiveligt 40 forskellige lande sluset ind i den samme tilstand, er en blanding af de to finske bands' signaturer af hhv. tung, jazzy psych black og okkult psych doom, ja, det er altså sådan noget, der gør, at man nu gerne anerkender alle de ophøjede fraser, der tilskrives festivalen.
Showcase i amerikansk aggressivitet
Allerede herefter skulle man så tage en af de nådesløse beslutninger, man på Roadburn dagligt bliver sat i stævne. Skulle man blive hængende ved den store scene for at se Earthless servere psykedelisk guitarlir med punch? Skulle man tage til Hall of Fame, en ny scene på festivalen, der for første gang i år gør, at man må på en mindre spadseretur gennem Tilburg for at komme fra den ene til den anden scene, og hvor det elektroniske enmands-funeral doom-band Stomach Earth lige straks gik på? Eller smutte til The Green Room for at se Uniform, en amerikansk duo som med deres pseudoindustrielle take på krasbørstig rockmusik læner sig op ad landsmændene i The Jesus Lizard. Ifølge word of mouth skulle man havde set Stomach Earth. Valget faldt dog på Uniform, hvis seneste studieplade fra 2017 denne skribent med glæde har hørt en del.
Koncerten med Uniform blev dog aldrig så aggressivt vedkommende, som man havde sat næsen op efter, og mindede mere om en showcase i stilistik og et bestemt amerikansk NYC-udtryk. Hvor bandets studieplader er indspillet med trommemaskine, havde de på Roadburn skiftet maskinen ud med et såkaldt rigtig menneske bag tønderne, nemlig Greg Fox, som mange sikkert kender fra Liturgy, og som senere på dagen skulle give koncert med sit band Ex Eye på selvsamme scene. Fox vil angiveligt lægge trommer til Uniforms kommende tredje plade, men på Roadburn havde trommemaskinen været at foretrække. Også selvom virtuosen Fox, der generelt synes at have lige så meget jazzsnilde i hænderne, som han har metal under neglene, minimerede sit spil og gjorde det mere kontant end normalt, havde man sat næsen op efter mere bidskhed.
Selv når en koncert på Roadburn ikke nødvendigvis lever op til forventningerne, er det dog ikke svært at tage også positive indtryk med derfra. Fra koncerten med Uniform er det den specifikke lyd fra guitarist Ben Greenbergs instrument, der takket være den sublime lyd på The Green Room stadig snurrer vellydende rundt i hukommelsen.
Glat, nyvasket svenskerhår med krøller af prog
Efter kort man kort havde tjekket det schweiziske droneband Sum of R ud på den eneste regulære barscene på Roadburn, Cul de Sac, vendte man mørket ryggen for i stedet at nyde de 25-28 grader med en øl og en lovlig joint. Som solskin, røg og godt selskab ofte har det med at føre med sig, mistede man tidsfornemmelsen, og den koncert, man gerne havde set med norske Årabrot, kom man ikke ind til, thi køen udenvfor spillestedet Het Patronaat på daværende tidspunkt syntes for omfattende. Det blev desuden kun til en lille bid af Converges koncert på Main Stage, inden man denne gang i god tid tog tilbage til Het Patronaat for at se stilfuld svensk prog med morgendagens undergrundsstjerner i Hällas.
Set i bakspejlet fortryder man, at man ikke så bare én af de to koncerter, som Converge i år gav på Roadburn. Converge har siden deres besøg på festivalen i 2016 fået et specielt og ret intimt forhold til Roadburn og festivalens publikum, hvilket i år blev sat i perspektiv ikke bare med to eksklusive koncerter, men også ved at bandets frontmand Jacob Bannon var inviteret til festivalen for at være kurator for en stor del af fredagsprogrammet. Som kurator trådte Bannon i fodsporene på en tradition, som Roadburn startede i 2010, hvor Tom G. Warrior var festivalens første kurator; en tjans, der sidenhen er blevet videregivet til Jus Oborn, Lee Dorrian og Mikael Åkerfeldt m.fl.
At være på festival handler dog også om noget så perverteret som at føle efter, og efter to koncerter i den tungere ende med Waste of Space Orchestra og Uniform var jeg på dette tidspunkt i humør til nogle lettere toner og kolde fadøl. Derfor valget af Hällas, for hvem det mere eller mindre lykkes at forene 70'er-prog med en lyd a la Uriah Heep, en melodiøsitet a la Iron Maiden, men også med en stærk fornemmelse for den brede popmelodi, der med lidt good will kunne sende tankerne i retning ad Fleetwood Mac. Størstedelen af koncerten stod i progrockens tegn, som vel kun svenskerne nu til dags kan lave den, men peekede, da nummeret ’Star Rider’ henimod slutningen af den 50 minutter lange koncert fandt vej til sætlisten. Nummeret er lige akkurat så flødebollet og generisk, at det var morsomt at se et tætpakket Het Patronaat koge festligt over, og selvom koncerten ikke gjorde én til fan, var førstedagsstemningen det værd.
Jazz– det nye sorte?
Herefter var det meningen, man ville have nappet et kvarter af Ex Eye, der spillede på The Green Room, men den mindre scene var simpelthen så stuvende fuld, at man ikke engang gav det forsøget. Bandet, der i øvrigt havde debutkoncert på sidste års Roskilde Festival, fortjener dog et par ord med på vejen. Det gør de, fordi de i år var med til at spå om mulige fremtidige veje for Roadburn. Ex Eye skillder sig ud, og alligevel gør de ikke. Med Colin Stetsons saxofon og Shahzads Ismailys bas som jazzy dronefundament har de en bund, der emmer af konservatoriemusikere, men som helt i stil med Roadburn samtidig kender til effekten af at lyde, som om man jammer.
Om de er konservatorieuddannede, eller om de jammer sig frem til deres sange, er i denne sammenhæng ikke så vigtig. Det interessante er, at den metode, de griber deres musik an på, i sidste ende resulterer i musik, der minder om det fundament af rockjams fra 60'erne og 70'erne, som Roadburn blandt andet bygger på. Til trods for at lighederne mellem eksempelvis et band som Earthless og dette jazzede "metalband" Ex Eye er til at tage og føle på, var de, måske på grund af deres anderledes musikalske herkomst, weekenden over the talk of the town blandt mange af årets publikummer, hvorfor det ikke vil være forkert at spå om mere jazzrelateret musik med Roadburn-kant på festivalen i fremtiden.
Svensk afmålthed perfektioneret
Efter at man havde tanket op på ølfronten med de betalingspoletter, som man køber i automater på 013, og som generelt gør ventetiden hos spillestedets barer stort set ikkeeksisterende, var krydset sat hos Cult of Luna & Julie Christmas’ koncert på Main Stage. Cult of Luna har været på Roadburn i både 2013 og 2016 og var i år altså tilbage. At blive inviteret til den samme festival tre gange på kun seks år kan måske virke som overkill. Eftersom Roadburn er en festival, der gerne bryster sig af at kunne præsentere eksklusive koncerter, har booker Walter Hoeijmakers dog formentlig set et scoop i at kunne få Cult of Luna og Julie Christmas til at spille deres fællesalbum ’Marnier’ (2016) fra start til slut for angiveligt sidste gang. Siden udgivelsen for to år siden har de opført den storroste plade på begge sider af Atlanten, uden at de dog har spillet pladen sådan rigtig mange gange. Med bookingen til Roadburn kunne de på forhånd annoncere, at dette altså skulle blive den sidste gang.
Eftersom jeg ikke er specielt glad for pladen, havde jeg ikke mange forventninger til koncerten. Det skyldes først og fremmest, at jeg har jeg det noget anstrengt med Julie Christmas’ vokal, der på ’Marnier’ minder mig om en skabet, måske ureflekteret udgave af Björk, som jeg har haft svært ved at håndtere. På den anden side har jeg heller aldrig været rigtig pjattet med vokalerne i Cult of Luna, som jeg ikke desto mindre helt overordnet har holdt utrolig meget af i snart ti år.
Koncerten var dog en overbevisende én af slagsen, der ikke blot fik mig til at holde af Christmas’ vokal som et slags letavantgardistisk noiseinstrument, men som også på ny fik mindet mig om, hvor let det er at holde af Cult of Lunas nedbarberede, simple og virkningsfulde tilgang til metalmusik i det hele taget. Dermed ikke sagt, at koncerten var nogen åbenbaring, ro på, men at overvære et band, der koger sit udtryk helt ind til essensen, og som hele koncerten igennem kan operere på et ambitionsniveau, der muligvis minder om klimakset i en Hollywood-film med skabede handlingsmotiver, uden at man dog på noget tidspunkt hæver paraderne og kommer ud af den højtravende fatning, som musikken vil have sit publikum sat i, det er altså imponerende.
Joints på kantstenen
Herefter skulle der rulles joints. Så da man havde fundet en kantsten i aftenvarmen, sad man og så på metalhoveder i mange aldre, mens man bare nød at være til. Lige så grænsesøgende og -nedbrydende, som Roadburns musikprogram kan synes sammenlignet med større og mere kommercielle metalfestivaler, lige så hyggelig og konform og miniputagtig er den nemlig at være på, når man en sjælden gang tager en pause fra musikken. Der er kort sagt rigtig god stemning. Hyggen ville selvfølgelig ikke være den samme, hvis der ikke var interessante koncerter forude. Det er klart. LIgesom den miniputagtige stemning formentlig heller ikke være lige så prissat, var det ikke for de altid tunge og ofte krævende koncerter, der ikke sjældent gør ens knold en smule mør.
4/20: Et æble om dagen …
Man nåede at danse et kvarters tid til psykedelisk dubstep med hollandske Bong-Ra i Green Room, inden det lidt efter skulle gå op for en, at noget, som ens knold åbenbart sjældent bliver for mør til, er den form for sludgy sydstatsdoom, som Weedeater i nu tyve år har svedt ud af deres forvaskede ærmer. Den primitive erkendelse gjorde man sig sidst på dagen, da bandet kl. 23:30 indtog Main Stage. Uretfærdigt var ens forventninger skruet i bund, og eftersom Harsh Toke og Une Misére, der spillede på to andre scener, hverken havde ens tillid eller egentlige interesse, var det vel i virkeligheden lige så meget i mangel på bedre, at man nappede sin vist nok fjerde koncert med Weedeater. At forventningerne var skruet i bund, skyldtes en vis fordomsfuldhed. Weedeater spiller sludge metal, men bliver aldrig rigtig farlige, ligesom de fifler også med stoner- og doom metal, uden at de dog bliver rigtig groovy. Sådan husker man dem i hvert bedst. Det er uretfærdigt.
Er underholdningsværdien fra frontmand Dave ’Dixie’ Collins ikke nok i sig selv, som han indstuderet balancerer Jack Daniels-flasker på fingrene, mens han bogstaveligt talt klør sig uafbrudt i røven og spinner sin kasket rundt, som var han den ildelugtende bartender, der forsøger at score kvinden på den anden side af disken ved på mislykket vis at lege ’Cocktail’, ja, så har Weedeater rent faktisk også musik, man let kan leve sig ind i. Sammenligner man med Eyehategod, blegner Weedeater muligvis som sludge metal, men som pakke leverede Weedeater igen en koncert, som man blev revet med af. Det hjalp også, at de spillede deres bedste album 'God Luck and Good Speed' (2007) i sin helhed.
Det hjalp sikkert også, at Dixie en halv time inde i koncerten, da klokken slog midnat, hyldede den årlige cannabisdag 4/20 ved at tænde sig et bonghoved på scenen og sende en røget hilsen ud til Roadburn og dens publikum. En stor del af salens publikum tændte selv op og bød cannabisdagen velkommen. ”An apple a day” sagde Dixie, før han hostede i mikrofonen, kløede sig i røven igen og gik videre til næste nummer...