Sort/hvid og iskold
Populær
Til trods for at det tog Cult of Luna lidt tid at finde frem til deres aggressive ambitionsniveau, så formåede de alligevel at levere en mørk og vedkommende koncert, der tilmed havde Roadburn-publikummet i sin hule hånd.
Der var en mindre tendens, der gik igen på årets Roadburn, nemlig en opprioritering af ligesindede bands, der – til trods for også flere tydelige forskelle – alle har det til fælles, at de inkluderer fortrinsvis mange mandlige medlemmer, som alle dyrker det, vi kan kalde for en form for melankoliens bombastiske vrede. Hos The Ocean, Leprous og Cult of Luna bliver der således råbt ufattelig meget, gerne indfølt, og gerne mens kroppene raser ud i epileptiske kraftanfald, som var selve eksistensberettigelsen på spil. Mens The Ocean og Leprous dog bevæger sig i den progressive metals univers, er Cult of Luna ”gladere” for at befinde sig i det postmetalliske. Disse bands var en slags nichenavne på årets festival.
Farveløst inferno
Det er trenden på Roadburn, at mange koncerter - i hvert fald langt størstedelen af de koncerter, der bliver afholdt på Main Stage, hvor Cult of Luna også spillede - akkompagneres af bagprojektioner, der er skabt til den enkelte koncert, og som tit er enten dommedagsprædikende, semipornografiske eller psykedeliske og som regel ganske underholdende og farverige. Disse projektioner kan gøre meget ved ens opfattelse af en koncert, specielt for et festivalpublikum, som er på en firedages diæt af quadruple øl og Hollands lovlige urter. Cult of Luna nedtonede imidlertid det kulørte sceneshow, idet de kun blottede en snert af deres seneste grålige pladecover til ’Vertikal’, som de brugte som en nedprioriteret, nærmest usynlig bagprojektion, der blev sværere og sværere at få øje på, som den timelange koncert skred frem.
For Cult of Luna handler eksistensens forsvinden således ikke om atombombers brændende paddehatte eller anden menneskelig dekadence, men om noget endnu mere monumentalt og ikke-figurativt, nemlig lysets svinden ind. Dét budskab – betydningen af lys - fik de i live-regi formidlet let og elegant, og i bagklogskabens klarhed er det paradoksalt nok dette mørke, der står klarest, som Cult of Lunas less-is-more-scenepolitik står tilbage som et imponerende skyggespil og som et af festivalens bedste sceneshows.
Rytmik og vrede
Musikalsk set tog det dog lidt tid for det syv mand store orkester af få sangene til at fungere. Efter en kort intro i skikkelse af ’The One’ kickstartede det ellers medrivende åbningsnummer fra ’Vertikal’, ’I: The Weapon’, koncerten på meget lidt medrivende vis, hvilket først og fremmest skyldtes høje stemningstangenter, der ikke virkede, som de skulle, samt pludselige opstød fra en ringe backingvokal, der stod ud på den ufede måde. Nummerets afsluttende og nedtonede postpassage hen imod slutningen virkede nærmest ekstravagant i sammenligning med resten af nummeret, og det er sigende for hele koncerten, at de stille og mere rytmiske passager generelt virkede bedre end de aggressive (hvilket i øvrigt også er tilfældet med CoL på plade).
’Finland’ dukkede blandt andet op som en smuk og iskold ballade, og den virkede netop overbevisende og indfølt på grund af dens suveræne rytmik samt en behersket distance til det aggressive udtryk. Derefter blev der tunet ind på bandets længste sang til dato, ’Vicarious Redemption’, som ikke er én af denne skribents favoritskæringer, hvorimod afslutningsnumre som den allerede klassiske ’Owlwood’ fra det forrige uspil, ’Eternal Kingdom’ (2008) samt den nyere ’In Awe Of’ satte deres tydelige spor i mørket.