Det kunne have været bedre

Populær
Det kunne have været bedre

Opvarmningen til fremadstormende Dødning var hollandsk i form af bandet Greyline, der havde taget sig et lille musikalsk ophold i København.

Kunstner
Spillested
Dato
10-04-2010
Genre
Fotograf
Pressefotos fra bandets website
Karakter
2

Det danske metalsamfund er ikke af en sådan størrelse, at et forholdsvist ubemærket hollandsk band kan spille to aftener i træk i København på spillesteder med blot et par kilometer mellem sig. Hvorvidt bandet spillede for fulde huse sammen med Ferguson Overdrive på The Rock aftenen forinden vides ikke, men det hyggelige og væsentligt mindre spillested Beta, lige ved Amager Bio, var ikke proppet.

Bandet består af fire medlemmer, hvoraf den ene guitarist sidder i en rullestol, der er af racer-typen. Der er derimod ikke meget ræs over bandets blanding af rock, metal og stoner i store klangflader som det også kendes fra bands som Neurosis og Cult of Luna. Greyline har blot en lidt mere udpræget vægt på det rockede på trods af råb og halve growls indimellem.

I hvert fald i aftenens lyd på Beta, hvor hollændernes musik slet ikke lyder fyldigt nok. Trommerne er på grund af lokalets størrelse kun sparsomt mick’et op, og der er derfor slet ikke smæk nok i tammerne. Guitarer og bas kan ikke fylde rummet ordentligt ud – en stor skam, for der er faktisk masser af fede detaljer og idéer i guitaristernes spil.

En ordentlig druktur eller hva’?

Sanger og bassist Jabe lyder som om han har været på druk i 14 dage eller måske som om, han er ramt af en omgang med ondt i halsen og forkølelse. For de lyde, der undslipper hans hals er slet ikke på niveau med resten af bandets musik denne aften. Sagt på en anden måde: skønt lød det ikke.

Det er tydeligt at gutterne tror på deres værk, og det er også fuldt forståeligt, at bandet har et lille følge af fans med sig fra hjemmefra, for bandet rammer jævnligt ind i passager i sangene som i en større lyd ville være ekstatisk stort. Helhedsindtrykket blafrer lidt i vinden for på den gode halve time i selskab med bandet, når musikken vidt omkring og ikke alle udflugter fungerer lige godt i forhold til den samlende nerve i sangene.

Måske var Greyline blot uheldige med hals, lyd og mangel på fyldige basfrekvenser. Måske kræver musikken længere tid for førstegangslytteren (som denne anmelder). Sikkert var det dog at de ikke formåede at vælte Beta, men blot fik sat lidt ekstra fut under forventningerne til Dødning bagefter.