Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 25: En succes, igen.

Updated
Vola

VOLA leverede en imponerende og stemningsfuld koncert på Copenhell, hvor musikalsk perfektion og visuelt sceneshow gik op i en højere enhed.

Kunstner
Dato
18-06-2025
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Onsdag aften på Copenhell blev forvandlet til en stemningsfuld oplevelse, da de dansk-svenske progressive anmelderdarlings fra VOLA gik på scenen under det mørke, men magiske skær fra Pandæmonium-scenen. Med et visuelt betagende sceneshow, der på smukkeste vis kombinerede lys, skygge og minimalistiske effekter, trak bandet publikum ind i deres drømmende og komplekse univers, hvor hvert nummer blev leveret med imponerende præcision og stor indlevelse.

Koncerten havde primært fokus på bandets seneste udgivelse, ’Friend of a Phantom’ (2024), som med sin moderne, næsten elektroniske og atmosfæriske lyd dannede en perfekt ramme om den slags aftenperformance, som VOLA formåede at skabe. Der blev dog også plads til enkelte afstikkere til ældre favoritter fra bagkataloget, hvilket gav koncerten en fin balance mellem nyt og velkendt. Selvom man måske godt kunne have åbnet lidt mere op for bagkataloget, savnede man det ikke – primært fordi kvartetten skabte en succesfuld helhedsoplevelse med det repertoire, de valgte at præsentere.

Musikalsk var VOLA af en helt anden liga end størstedelen af dagens bands på Pandæmonium. Bandet spillede utrolig tight og teknisk præcist og skabte en sammenhængende og helstøbt lyd, der fyldte den nye scene ud til perfektion – på en måde, der skabte associationer til dengang, hvor Pandæmonium-scenen var stedet, man fik de helt store musikalske oplevelser. Det var tydeligt, at der var lagt stor vægt på detaljerne, og ikke mindst på den dynamiske udvikling i setlisten. Bandet bevægede sig elegant mellem komplekse riffs, atmosfæriske passager og energiske, nærmest dansable grooves, som holdt publikum engageret hele vejen igennem.

Et af aftenens mange højdepunkter var ’These Black Claws’, hvor vokalist og guitarist Asger Mygind med sin karakteristiske stemme og karismatiske sceneoptræden fik support fra den ligeledes karismatiske Gavin Mistry, som leverede en indlevende rap. På samme vis fik vi det snigende ubehag på ’Bleed Out’, ’Stray to the skies’ fra bandets debut og ti-års-jubilar ’Inmazes’, fik os til at føle os 10 år ældre, inden 'Straight Lines' lukkede festen.

Selvom koncerten var formidabel fra start til slut, kunne man godt ønske sig en anelse længere spilletid. Med så stærkt et repertoire og en publikumsrespons, der tydeligt viste bandets voksende popularitet, ville det have været oplagt med flere numre og et endnu dybere dyk ned i deres katalog. I det mindste havde festivalen set lyset i mørket og netop givet VOLA den helt rigtige, tidsmæssige placering.

Samlet set var VOLA’s koncert på Copenhell en enestående oplevelse (igen), hvor musikalsk perfektion, visuel æstetik og sceneudstråling gik op i en højere enhed. De beviste, hvorfor de i dag regnes for et af Danmarks mest spændende og innovative metalbands, og efterlod publikum med en stærk fornemmelse af, at de havde været vidner til noget ganske særligt.