Top 5 – Sange om sammenbrud
Lydsporet til din sjæls formørkelse.
Sommeren går på hæld, og selvom mange har forbandet det nådesløst glødende øje i himlen over os, er det alligevel et faktum, at lyset gør os gladere, og selv tanken om dets fravær sænker lykkeniveauet.
Vi kan allerede mærke det nu. Vi har vænnet os til at komme ud om aftenen. De solskræmte blandt os måske først der. Og så sidde og nyde den nedgående ildkugles arv, når den lod os nyde at være udenfor, selv langt ud på natten.
Men en ændring vil komme. I har måske lagt mærke til det. Når man har siddet ude med næsen begravet i dyre øl, er et tusmørke pludseligt faldet over os. Det er ikke skræmmende endnu. Det er ikke koldt endnu. Det er ikke mørkt endnu.
Men det kommer. Og vi kan mærke løftet om undergangen i luften. Vi kan se den, når vores venners ansigter ikke længere står skarpt for vort syn, blot fordi klokken har passeret 21.
Mørket kommer.
Og det skal naturligvis have et soundtrack. Vi har i denne top-5 ikke valgt at fokusere på sne og is. Deres tid skal rask nok komme. Vi har derimod valgt at kigge på sjælens vinter. Eller måske nærmere sjælens vendepunkt, når det ikke længere er muligt at holde de mørke tanker fra livet, men de derimod kommer buldrende ind over os, som en udtørret dæmning, der endelig overvældes af en uventet stormflod. Det her er en top-5 over sange om sammenbrud.
5. Sunn O))) – Báthory Erzsébet
Er det problematisk at udnytte sin kammerats dybtliggende fobi for at skabe bedre kunst ved at udsætte ham for decideret overgreb? Ja, selvfølgelig er det det. Ligesom ‘Midnight in Paris’ var ekstremt fucked up.
Men nu er det jo gjort. Ekstremt klaustrofobiske Malefic blev låst nede i en kiste, da han skulle indspille vokalen til ‘Báthory Erszébet’ for at få den helt rigtige tone af desperation på, og det kan mærkes. Angsten er nærmest til at tage og føle på, og når anlægget skrues helt op, er det lige til at synke ned i dette rædselsvækkende mesterværk af en afslutter fra Sunn O)))’s ‘Black One’, der stadig står som et dystert midtpunkt i diskografien.
4. Nadja – Ossification
Hvor Sunn O))) spiller deres drone ætsende og skærende, har Aidan Baker i Nadja en anden indgangsvinkel. For selvom der er er rigelig med støj og diskant til øregangene, føles det i højere grad som at blive begravet i sand. Eller, i dette tilfælde, fanget i sin egen krop. ‘Body Cage’ handler om netop dette. “Ossification” betyder, at muskelvæv med mere omdannes til en hård, knoglelignede substans, der langsomt men sikkert betyder, at bevægelse bliver besværliggjort og til sidst umulig.
‘Body Cage’ handler om denne proces og det er umuligt ikke at blive fanget af den kvalme, langsomme stemning, hvori lytteren føler sig paralyseret i stigende grad.
3. Battle of Mice – At The Base of the Giant’s Throat
Julie Christmas’ ærgerligt kortlivede sideprojekt Battle of Mice udgav kun en enkelt LP, men denne, ‘A Day of Nights’, er spækket til randen med gode tracks. Få mere forstyrrende end ‘At the Base of the Giant’s Throat’, der stiller ind på partnervold og gaslighting i foruroligende grad. Christmas’ dissonante og skrigende vokal er det perfekte redskab til formidlingen af dette emne, hvori hun primært indtager rollen som “abuser”. Hvis ikke selve sangen er nok til at give gåsehud, vil det pinefuldt lange sample i slutningen af sangen, der skildrer et opkald til alarmcentralen, garanteret klare det.
2. Halo Manash – SYoMA
Engang for mange år siden befandt jeg mig i en kælder på en bar i Helsinki. Historien har jeg fortalt før.
Hvad jeg i mindre grad beskrev var hvordan Halo Manashs tunge, mørke og absolut hypotiserende ritual frembragte en hæslig følelse af intethed i min krop. I ovenstående anmeldelse forklarede jeg, hvordan jeg sad klos op ad højttaleren på første parket. Hvad jeg ikke beskrev var, at det handlede om, at jeg følte mig så meget som ingenting, at jeg var nødt til at have noget at klynge mig til, der mindede mig om, at jeg eksisterede. Min hånd var inde i højttaleren. Jeg lagde den direkte på enheden og den konstante brummen beroligede mig nok, til at sørge for, at jeg huskede mig selv.
Halo Manash er transcendent. Eller måske det modsatte, for der er ingen opstigning i deres absolut kosmiske nihilisme sat til musik. Det er et udtryk for en atavistisk trang. Et sjæleligt appel du vide, hvor tomheden lokker, og det at blive et med intet virker som et godt valg.
1. Chat Pile – grimace_smoking_weed.jpeg
‘grimace _smoking_weed.jpeg’ er kun kulminationen på en 40 minutter lang rejse gennem rædsel og hæslighed. Ofte lytter jeg til musik, jeg skal anmelde mens jeg arbejder, men i løbet af denne plade blev det mindre og mindre muligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Da jeg nåede til den ekstremt lange psykose af en afslutter, var min krop i totalt katastrofeberedskab. Hvis nogle af vores læsere tidligere har været så uheldige at stifte bekendtskab med generaliseret angst, var det præcis sådan, det føltes.
Hen mod fem-minutters-mærket var min vejrtrækning tydeligt påvirket, og det føltes som om jeg kunne mærke mine knogler.
Det er ikke nødvendigt at sige, at mit arbejde gik i stå imens, men jeg fandt det faktisk også næsten umuligt at genoptage det igen i ret lang tid bagefter. Buschs hektisk skrigende, paranoide vokal var sjæleflænsende og det var umuligt ikke at leve sig ind i vrangforestillingerne.