Psykosegaranti

dark buddha rising

Dark Buddha Rising er en syrekakofoni med toner af Jefferson Airplane og Siouxsie and the Banshees. Et gotisk trip ud i rummet og ind i sindet.

Titel
Mathreyata
Dato
13-11-2020
Genre
Trackliste
1. Sunyaga
2. Nagathma
3. Uni
4. Mahathgata III
Forfatter
Karakter
4

Dark Buddha Rising er intet mindre end et buddhistisk inspireret finsk drone-doom-band med black metal i kanten. Det er noget af en mundfuld at sige, og det er noget af en ørefuld at lytte til. Søbet ind i ritualer drager bandet tilhørerne ind og holder dem fanget i den paranoide transcendens, der lurer bag forstærkerne.

En kulsort ubåd
Engang, for mere end ti år siden, befandt undertegnede sig på en bar i Helsinkis Kallio-kvarter: det svarer vel nogenlunde til Nørrebro i København men med lidt flere stripklubber. Baren hed “Lepakkomies”, hvilket betyder “Flagermusemanden”. Og den aften spillede et projekt, der hed Halo Manash.

Halo Manash, for de mange, der nok ikke har dem i frisk erindring, spiller noget så tilgængeligt som rituel dark ambient. Det vil sige, at musikerne fremfører en form for okkult ritual, hvor musikken spiller en central rolle. Der var røgelse, kranier, gongonger, og hvad pokker ved jeg. Fuldstændig blæst på en eller anden lokal omgang skraldepot fik jeg placeret mig på første parket, helt oppe ved den lille forhøjning i det snævre kælderlokale, ritualet fandt sted i. Jeg sad direkte op ad højttalerne, og alt imens jeg så de to musikere fremføre værket, lod jeg vibrationerne køre direkte ind i kroppen. Det er noget af det tætteste, jeg har været på en religiøs oplevelse. Trippet var endeløst.

Grunden til, at jeg nævner det, er ikke kun, at både Dark Buddha Rising og Halo Manash er finner. Ej heller, at de har spillet sammen adskillige gange. Bunden i Halo Manash og Dark Buddha Rising er den samme. Det er den mørke skyggeside af 70’ernes bevidsthedsudvidende syrerock, opdateret og fokuseret af den natsorte kulde og melankoli, der er så naturlig i Finland. Det er ikke uden grund, at de var europamestre i selvmord i så mange år.

Dark Buddha Rising er rituelt på samme vis som ovenstående. De fire tracks opleves som en rejse gennem sindet, visualiseret på samme måde som så mange hippier oplevede det dengang. Men ubåden er kulsort: hvis blomsterbørnene rejste mod stjernerne, har Dark Buddha Rising sat kursen mod tomrummet mellem dem.



Dronen og bækkenet
To elementer står helt centralt i Dark Buddha Risings repertoire. Dronen er altafgørende. Som lyden af en ældgammel motor ligger den konsekvent i bunden af pladen, og hvisker og rumler, når lytteren et øjeblik tror, de har glemt den.
Den rumlende fornemmelse nederst i kroppen er det, der afgør om man kan lide genren eller ej. Hvis man er typen, der hellere vil stå for svingningerne selv, og foretrækker en pit, der ligner en slagmark, så er drone ikke genren for dig.
Hvis man derimod nyder at stå i jordskælvets centrum og mærke verden bevæge sig omkring en, medens organerne synes at finde nye pladser i kadaveret, så føler man sig hjemme.
Hvor tungt Dark Buddha Rising måtte føles, er bandet dog ikke interesserede i at konkurrere med titaner som Boris eller Sunn O))) i bestræbelserne på at være tungere end dommedag. I stedet anvendes dronen som et ledende princip i musikken. Den er den motor, der leder maskineriet i mål.
En stor del af det meditative og tranceinducerende i musikken stammer fra dronen, der leder tankerne hen på sitar og andre østlige instrumenter, der har netop dette formål, som kendt fra for eksempel de persiske dervisher, der opnår religiøs oplysning gennem trance.

Det andet bærende element er bækkenerne. Sjældent overtrumfer de resten af sættet, når der tales rytmesektion, men i Dark Buddha Rising er de absolut uovertrufne i deres kontrastprægede forhold til den tungtliggende bas og guitar. De luftige splashes, der deres steder matcher den Jefferson Airplane-lydende guitar på ‘Nagathma’, er en genistreg. Intet mindre.

Vokalsiden kunne fylde en hel anmeldelse, men det kan koges ned til det basale: de fungerer, både som hviskende, som passionerede Siouxsie-tributes, som lyden af de fortabte døde på ‘Nagathma’ eller som den frenetisk skrigende crescendofrempisker på den kolossale lukker ‘Mahathgata III’.

Helt ærligt tror jeg, Dark Buddha Rising fungerer bedst live. Måske helst i en lille skummel kælder et sted, hvor man kan redde sig både en gang tinnitus og en andenhånds hashpsykose. Men i en verden, hvor den slags ikke står lige for døren, er det op til lytteren at skaffe sig det selv. Og til det, er ‘Mathreyata’ oplagt.