Hop ind i Satans tidsmaskine

Lucifer - III

Retrorockerne i Lucifer udvider deres oeuvre med den klassisk betitlede ‘III’ og øser pulpfetich, rockerriffs og 70’er-stemning ud over os.

Kunstner
Titel
III
Dato
20-03-2020
Trackliste
1. Ghosts
2. Midnight Phantom
3. Leather Demon
4. Lucifer
5. Pacific Blues
6. Coffin Fever
7. Flanked by Snakes
8. Stay Astray
9. Cemetery Eyes
Forfatter
Karakter
4

 

‘Lucifer III’ er en opvisning i nostalgi. Johanna Sadonis, Nicke Andersson, Robin Tidebrink, Harald Göthblad og Martin Nordin laver musik, der sagtens kunne være skrevet i 1972, men som, på forunderlig vis formår at lyde frisk.

Hvor forgængeren ‘Lucifer II’ kørte lidt i tomgang og i højere grad bar præg af en pastiche af fortidens storhed, har Lucifer på treeren rent faktisk noget på hjerte. 

Chefen i dette band hedder Johanna Sadonis, og hendes vokal er klart i front på hvert eneste nummer. Hun giver den som en klassisk 70’er-crooner med tydelige tråde til ikoner som Jinx Dawson fra Coven og Grace Slick fra Jefferson Airplane. Sadonis har fået meget mere plads at boltre sig på, og hendes vokale spændvidde får lov til at bære sangene igennem. Særligt imponerende er det moderne rockoperatrack ‘Lucifer’, der løfter pladens midte helt til top, efter at den er blevet indledt af fræsere som ‘Ghosts’ og førstesinglen ‘Midnight Phantom’.

Sangen ‘Lucifer’ er en kærlighedshymne til den store Modstander, og Sadonis krænger sjælen ud i en hengivenhed for Djævlen, der spænder noget videre end almindelig sympati. De to leadguitarer under hendes sang giver den med rene og lirede licks og soli ,og sangen bliver løftet op til et klart højdepunkt. Omkvædet er fyrigt og smægtende, og Sadonis' kærlighedserklæring overskrider den ironiske distance og er så gennemført, at det tages alvorligt.



Fræs og rockerriff
Som vi efterhånden kan forvente af den evige retrorocker Andersson, der har skuet bagud, siden han først divergerede fra Entombed engang i 90’erne, er forståelsen af den tidsperiode, han vil hylde, helt i top.

Det er svært ikke at forestille sig bandet klædt i korte læderjakker når åbneren ‘Ghosts’ fyrer op for sine bløde 70’er-riffs, ligesom den californisk-inspirerede ‘Pacific Blues’ giver os en godt skud guitar, der lyder elektrisk på den gamle måde.

Anderssons trommer ruller dynamisk igennem pladen og lægger, sammen med Göthblads bastante bas, en god bund. Rytmesektionen er klart, hvor Lucifers bluesinspiration skinner mest igennem, og det giver musikken et groove, der i højere grad lægger op til dans end til mosh.

Og hvis man skal kritisere pladen, må det vel også være på den baggrund. Det er ikke en metalplade. Det er derimod ganske udmærket 70’er-hard rock med en dansabel og syng-med-venlig grundrytme, der tilfældigvis lægger sig op ad den tematik, heavy metal plejer at beskæftige sig med. Jeg forudser en strålende fremtid for denne plade, hvis sommeren arter sig til havefester og køreture i åben vogn.

Læs også vores interview med Johanna Sadonis og Nicke Andersson.