Et gruopvækkende sind

chat pile gods country

Oklahomas Chat Pile stiller skarpt på mental usundhed og samfundsmæssigt forfald i en sådan grad, at det forplanter sig til lytteren.

Kunstner
Titel
God's Country
Dato
29-07-2022
Trackliste
1. Slaughterhouse
2. Why
3. Pamela
4. Wicked Puppet Dance
5. Anywhere
6. Tropical Beaches, Inc.
7. The Mask
8. I Don't Care If I Burn
9. grimace_smoking_weed.jpeg
Forfatter
Karakter
4

Hvis Turnstile er lyden af millennials, der kaster sig ud i en angstpræget og mdma-omvundet desperat søgen efter det, der plejede at være sjovt og få dem til at føle sig i live, er Chat Pile det stik modsatte.
Oklahomakvartetten, der med deres to EP’er siden 2019 har har vakt mumlen i undergrunden, debuterer nu med første album. Og det er ikke en rar oplevelse, selvom det er en fremragende plade.



Skærende klarsyn
Der er flere årsager til at nævne Turnstile, og en af de vigtigste er naturligvis den enorme modsætning i konceptet, hvor marylandbandet bag et af sidste års bedste albums i den grad søger det, der fik dem til at føle sig i live i en verden, der tårner sig op i et mere og mere dystopisk krydspres. På den smukke, lyserøde plade, var fokus på flugten og eskapismen, og kun nogle steder skinnede den grå virkelighed igennem. Naturligvis var det det, der var pointen – altså, at man var nødt til at flygte ud i noget, der kunne få en til at udholde virkeligheden, om ikke andet så i små glimt. Dette budskab krævede dog en lidt dybere læsning.
I modsætning hertil, kaster Chat Pile sig hovedkulds ned i den plaster- og kanylefyldte forfaldne motelswimmingpool, der er billedet på USA anno 2022 – og ikke mindst den effekt, det sted har på dets indbyggere.



‘Why’ er andet nummer og er skånselsløst i sin udstilling af hjemløses vilkår og den måde, vi som samfund har indrettet os. Det er naivt og nøgternt i sin lyrik, men fremførslen gør det gennemtrængende. Raygun Busch, som forsangeren kalder sig, er ikke en talentfuld sanger i traditionel forstand, men er ikke desto mindre ekstremt effektiv i sin formidling af følelser og frustrationer og, skal det senere vise sig, psykoser og psykisk sygdom.

Hans stemme er skærende og brutal og bider sig gennem selv den mest distancerede ironiske facade hos en given lytter. For selvom man godt ved, at det ikke er sjovt at sove udenfor, bliver det alligevel så nærværende, når Bosch retorisk spørger, om vi selv har oplevet at have skab eller ringorm, at den efterfølgende skrigen “Have you ever had to live outside / I don’t want to live outside / Why / Why do people have to live outside”.

“En ægte, amerikansk horror story”, spytter Busch. Men horror story forstået som beskrivelse af rædsel, og ikke ækle klovne med spidse tænder. Den rædsel,vi skaber for hinanden og os selv, er langt værre end selv de mest gemene horrorfilm.
Og den observation er umulig at tage fra bandet fra Oklahoma. USA er et land i direkte forfald og afstanden mellem folk bliver større og større. I vores eget land taler vi om stigende polarisering og ulighed, men det er for intet at regne mod den tilstand en helt almindelig amerikaner står overfor, med alt hvad det indebærer af økonomisk og social usikkerhed, gæld, usundhed, klima- og miljømæssigt forfald, og hvad der nu ellers findes. I USA er det, for mange, umuligt at have håb for fremtiden. For der er ikke nogen tvivl om, at den bliver værre end nutiden.

Det indadvendte forfald
Lige så hæslig som indholdet i Chat Piles ironisk betitlede ‘God’s Country’ er, så matcher præsentationen af denne til fulde. Genren er “noise rock”, for så vidt denne sammensætning af ord tjener noget formål. På samme måde som danske Kollaps gjorde det sidste år, er den larmende, lodne, rå, skærende, skrabende og brølende lyd, den direkte manifestation af de skræmmende tematikker.

Noise rocken er på fremmarch i disse år, nok i høj gråd båret af navne som Lingua Ignota, Idles og andre i de omgivelser. Og som amerikanske Adzes beskrev for os, da vi talte med bandet for ikke længe siden, handler det i høj grad om afmagt, og om at tage kampen op mod en verden, der i stigende grad agerer fjendtligt over for folket.



Chat Pile opererer i høj grad med en industriel kant i lydbilledet, måske særligt båret af det elektroniske trommesæt, der danner det (a)rytmiske grundlag for musikken. De negative rum og de lydlige holder er med til at skabe den uhyggelige eller forstyrrende stemning, der driver værket. Samtidig holder de mere end de lover, og ‘Pamela’, et sørgmodigt værk om savn, tab og død, vækker mindelser om førnævnte Turnstile, hvilket er både en overraskelse, men også velkomment, med det in mente, at ‘God’s Country’ kan fungere som troldspejl for ‘Glow On’

Særligt sidste nummer, den knap ti minutter lange ‘grimace_smoking_weed.jpeg’, der, med udgangspunkt i noget så både tåbeligt og tidstypisk ironisk som et meme, der forestiller en afdanket McDonald’s-maskot, der ryger marijuana, men som i Chat Piles hænder bliver til en skærende og urimeligt ubehagelig skildring af en hashpsykose, der trækker tænder ud.

Buschs vokal er præcis så skinger og paranoid, som man forventer det i denne situation, og flere gange i løbet af pladen ridses nerverne af uforudsete og uforudsigelige brøl eller skrig, der flænger den koncentration, pladen forlanger af sin lytter.

Chat Piles ‘God’s Country’ er rå og rædsom og en stor, stor oplevelse.