Top 5 – Folkeskolens metaldarlings 2025
I denne uges top 5 sammenfatter en skribent sine erfaringer med, hvilke metalbands folkeskoleelever mest lytter til i år 2025.
Der er meget fokus på den danske folkeskole i disse dage. Derfor retter vi i denne uges top 5 blikket mod børnenes præferencer i metalmusikken. Så hvad går de metallyttende børn og lytter til i dag?
Empirien for denne liste er indsamlet på grundlag af, at undertegnede har arbejdet i folkeskolen i ca. 3 år efterhånden. Derfor er empirien ret anekdotisk, men det afspejler naturligvis også, hvad børnenes forældre præsenterer for dem. Med det sagt, så må disse bands have noget tilfælles. De formår ikke bare at appellere til børn, men at gøre indtryk nok til, at det er de bands, der sætter sig. De bands, som børnene har merch med og husker ved navn, og ikke bare er et eller andet band, som far ville se på Copenhell.
Om det siger noget godt eller skidt om bandsene, at de appellerer til børn, må være op til den enkelte at bedømme – men uanset hvad viser det, at metallen fortsat er en genre, der er stærkt forankret i traditioner. Med det sagt er listen også med til at understrege, at metallen bestemt har en fremtid hos de yngre generationer.
Lad os se på hvad det er for noget metal, som folkeskoleelever på mellemtrinnet i dag lytter til. Forhåbentlig kan disse bands være med til at forme ungdommen til at blive sympatiske, voksne mennesker, med autorititetsskepsis nok til at tage Mattias Tesfaye i armen og føre ham ud af døren.
1. Ghost
Der er ikke umiddelbart noget overraskende i, at svenske Ghost er en favorit blandt børnene, da lyden er catchy og storslået, og æstetikken gimmicky og udtryksfuld. Det er også perfekt gateway-metal, da det befinder sig lige i grænselandet mellem rock og metal. Derudover, så er det seriøs musik med et fjollet og legesygt udtryk. Spøgelser og djævle er velsagtens det, der drog de fleste af os ind i genren i første omgang, og det er Ghost vel egentlig bare en hyldest til?
2. Slipknot
Iron Maiden og Judas Priest er ikke længere farbands fra øverste hylde. Dog er det efterhånden bedstefar-bands fra øverste hylde. De er efterhånden blevet vippet af pinden af numetal-pionererne, Slipknot. Derfor må en del af Slipknots popularitet blandt børn forklares med popularitet i den nye forældregeneration.
En anden anden del af forklaringen ligger nok også i, at numetal nyder godt af en renæssance disse dage. Men den vigtigste forklaring må fortsat være det appellerende i sangskrivningen, maske-gimmicken samt Corey Taylors stærke levering af catchy omkvæd.
3. Metallica
Metallica vil nok være verdens største metalband i mange år endnu og bindeleddet for flere generationer, for ungerne er stadig tossede med det. Det interessante er dog, at børnene primært, hvis ikke udelukkende elsker det gamle. De går i 'Ride the Lightning'- og 'Master of Puppets'-trøjer, og forholdet til 'Black Album' lader primært til at være ‘Enter Sandman’.
Jeg spurgte en dreng i 6. klasse hvilket album, der var hans yndlings Metallica-album – og helt prompte, nonchalant og uden at tænke sig om fløj det ud af ham: “Kill ‘em All”. Personligt er jeg ikke enig, men det er det bedste svar, en 12-årig kan give.
4. Lorna Shore
De amerikanske deathcore-giganter i Lorna Shore er det nyeste band her på listen. Helt nye er de vel næppe, men gennembruddet og indtagelsen af Europas største scener gør dem til en af tidens mest aktuelle bands. Det er ekstrem deathcore skruet op på 11, uden omkvæd, hvor musikken samtidig er forsødet, dynamisk og harmonisk nok til, at det er indbydende og let at tygge og fordøje. Udover de store symfoniske armbevægelser er Lorna Shore jo også komisk og overdrevet i sin ekstremitet. Kombinationen af disse elementer må ikke bare være opskriften på Lorna Shores succes, men også deres appel til børn.
5. Baest
Herhjemme har Baest erobret mange unge hjerter. Sikkert gennem forældregenerationen, men helt sikkert også gennem det folkelige benarbejde, som Baest har lavet. Der er i hvert fald mangt en Baest-trøje at finde på linoleumsgulvene, typisk fulgt op med baggy bukser og en kasket. Baest er seriøse musikere, der tager håndværket alvorligt, men Baest handler også om at lege og have det sjovt – en bouillonterning og voksen realisering af det, som Onkel Reje i sin tid formidlede med serien om heavybandet. Det kan børnene helt sikkert mærke og tager det derfor til sig.
