RF 25: Vægtløs under den samme måne
Mens sommerdagen blev til sommernat tog Vægtløs de store følelser og deres voldsomt buldrende men også poetisk nulrende musik med op på en stor scene.
Ingenting kan forhindre, at små struber skælver en forårsnat
Her i vores hjerter bærer vi en ny verden
Tag dit knuste hjerte og lav det til kunst
Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang
Der var noget at være nervøs for på Vægtløs’ vegne forud for deres Roskilde-debut. Dels havde Aalborgbandet fået den farverige, åbne og en del mere partyagtige Eos-scene frem for den måske lidt mere rock- og metalegnede Gaia, men der ud over lever Vægtløs sange meget i samspillet med publikum. Efter at have set bandet en del gange på mindre og mere øjenhøjdeprægede scener, hvor Vægtløs i meget høj grad skabte et fælles rum sammen med sit publikum, skulle bandet nu række langt længere ud. Spørgsmålet var, om de kunne det.
Vi fik allerede en del af svaret under første nummer, ‘Livet har så mange farver, lad os se dem alle’. Jeg har aldrig hørt Vægtløs spille så koncentreret skarpt. Det virkede, som om bandet havde haft nogle virkelig fokuserede øvere op til denne koncert. Man kunne mærke det langt bagud på pladsen foran Eos, da Troels H. Sørensen sang:
“Vi er alle små lysglimt og parenteser
Molekyler, der glider gennem universet”
Det føltes som passende ord at sende ud i sommerluften, og publikum virkede da også til at reagere på den voldsomme, sorgfulde, men også opløftende musik. Modsatrettet, men meningsgivende som syntese. Måske var det derfor, at der fandtes to energier blandt publikum på pladsen. I midten og bagud blev der moshet, og der syntes at finde en klassisk Roskilde-fejring af livet sted. Foran var energien mere rettet mod bandet og de følelser, der blev sendt ud mod os, som jeg har oplevet det så mange gange til Vægtløs’ koncerter. Jeg er sikker på, at Vægtløs satte pris på begge energierne. Livet har jo trods alt mindst lige så mange farver som rammen om Eos, og det er helt okay at fejre dem alle på alle mulige måder.
Andet nummer, ‘Ingenting kan forhindre, at små struber skælver en forårsnat’, indledes på Vægtløs’ album ‘Aftryk’ med Morten Nielsens digt om døden reciteret af Thomas Burø med alvorsfuld ophøjethed:
“Døden, den har jeg truffet, da jeg var dreng
Men kun som en stilhed hos nogen,
som jeg holdt af
Aldrig som noget omkring mig,
en kulde, en skygge,
ingen kan nævne ved navn eller vige fra”
Denne aften fik vi de samme ord udskreget med følelsesfuld patos. Det fungerede fremragende, og den eskalering i intensitet fulgte bandet op på med en voldsomhed og præcision i samspillet, som var virkelig vidunderlig at lytte til. Jeg tror faktisk ikke, jeg har hørt dem spille helt så skarpt før, som denne aften, hvilket siger en del, for bandet har leveret en stribe af virkelig gode koncerter. Også ‘Her i vores hjerter bærer vi en ny verden’ syntes at være løftet til et højere niveau, eller måske nærmere foldet længere ud i det tiltagende mørke på himlen over Roskilde Festival. Og det var rørende at høre Christian Jamet Bonnesens og Troels H. Sørensens stemmer i samklang. Begge syntes at projicere sangens emotionelle indhold langt ud over scenekanten. Meget rørende!
Crowdsurfing for livet
Rørende var det også, da Christian Holmberg, som sangen ‘Tag dit knuste hjerte og lav det til kunst’ handler om, ekstraordinært havde fået lov til at crowdsurfe til sangen. Christian kæmper mod kræften, og denne aften fik han så, på en festival han har en lang historie med, fejret livet sammen med os andre, sejlende på publikums hænder, inden han måtte skynde sig op på scenen og synge med i det store kor af folk fra miljøet omkring 1000Fryd, som bakkede Vægtløs op:
’Lad os droppe de her metaforer
Og sige det, som det er:
Jeg elsker dig i procent mere end noget tal
Vi er i live
Lad os fejre’
Et flot apex på koncerten, men også det afsluttende nummer ‘Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang’ rørte mig. Med en formaning om, at vi skal passe på hinanden, når vi gik ud i natten indledte Troels H. Sørensen sangen. Vi skulle snakke med hinanden og elske hinanden. Sådan blev en superaffektiv sang om et ungt menneskes tragiske selvmord til en voldsomt velspillet udgangsbøn om at være noget for hinanden. Således opløftede var vi blevet en lille smule vægtløse under den samme måne, som hævede sig over Roskilde. For det er jo sådan, det er. Vi er ikke ukendte for hinanden, for vi eksisterer sammen under den samme måne. Det mindede Vægtløs os om under en forbilledlig og rørende koncert i storformat.