Я твой слуга Я твой работник
Med fortiden og fremtiden midt i nuet. Sådan føltes det lidt, da de elektroniske pionerer Kraftwerk gik på scenen bag deres podier og leverede et solidt show.
Home Computer / It's More Fun to Compute
Spacelab
Airwaves
Tango
Man-Machine
Electric Café
Autobahn
Computer Love
The Model
Neon Lights
Metropolis
Christmas Mr. Lawrence (Ryūichi Sakamoto-cover)
Geiger Counter
Radioactivity
Tour de France / Tour de France Étape 3 / Chrono / Tour de France Étape 2
La Forme
Trans-Europe Express / Metal on Metal / Abzug
Planet of Visions
Boing Boom Tschak / Techno Pop / Musique Non Stop
Ekstra:
The Robots
Kraftwerks historie rækker 55 år tilbage i tiden til den vesttyske krautrock-scene, og deres tidlige sange fra album som ‘Autobahn’,’Radio-Aktivität’, ‘Die Mensch-Maschine’ og ‘Computerwelt’ er stadig blandt publikumsfavoritterne, når bandet optræder. Samtidig er de sange, der stadig har et indimellem forbavsende aktuelt og relevant blik på forholdet mellem menneske og teknologi. Mere om det senere.
79-årige Ralf Hütter er det eneste tilbageværende, originale medlem, efter medgrundlæggeren Florian Schneider forlod bandet i 2008 og døde i 2020. De to bærende medlemmer Karl Bartos og Wolfgang Flür forlod også bandet for årtier siden. Det var derfor Hütter flankeret af Henning Schmitz (synths og effekter), Falk Grieffenhagen (elektronisk slagtøj) og Georg Bongartz (videotekniker), der trådte ind på KB Hallens scene og som det første nummer gav os et medley af ‘Numbers’, ‘Computer Word’ og ‘Computer World 2’, en stærk åbningstrio. Lyden var sprød og afbalanceret, og tilpas høj uden at være ubehagelig. Det var sjovt at høre, hvordan Kraftwerk løbende har opdateret deres numre. Således har disse tre numre antaget en mere hårdtpumpet electro-form, der tydeligt har sit afsæt i amerikanske electro-kunstnere som Egyptian Lover og Afrika Bambaataa and the Soul Sonic Force, der mere eller mindre skylder hele deres karriere til kvartetten fra Düsseldorf. Sådan blev der sluttet ringe mellem fortiden og nutiden i sange, der tager afsæt i fremtiden hele aftenen igennem. Det er et smukt aspekt ved Kraftwerk, og det redder dem kontinuerligt fra en status som rent nostalgiband.
Vi bor i en computer
‘Computer World’, en sang som har 44 år på sin elektroniske bag, har en næsten skræmmende aktualitet. Med næsten profetisk nøjagtighed beskrev gruppen dengang, og nu i dag på scenen, overvågningskapitalismen og datamerkantilismen, som vi ser det i dag:
“Interpol and Deutsche Bank
FBI and Scotland Yard
Interpol and Deutsche Bank
FBI and Scotland Yard
Business, numbers
Money, people
Business, numbers
Money, people
Computer world
Computer world”
‘Home Computer’ og ‘More Fun to Compute’ havde smukke, farvestrålende visuals, men der var en næsten meditativ skønhed over at se kvartetten foran videoprojektionen, der placerede dem i næste sangs ‘Spacelab’. Nummeret er en personlig favorit, og denne aften ramte den rent til trods for billeder af en ufo, der svævede over Nyhavn og dernæst landede foran KB-Hallen, som balancerede mellem det søde og det decideret sakkarine. Uanset hvad, er det en exceptionelt dejlig synth-sequence, som sendte os på en sødmefyldt rumtur. Helt tosset var det at se Ralf Hütter vugge lidt, mens han spillede under ‘Airwaves’! Det var, som om han lidt glemte at opretholde robot-illusionen, og det var måske et lille forskræp om et større brud midtvejs i koncerten, hvor Hütter tonede helt frem som menneske.
Deep cuttet ‘Tango’ fik skovlen under mig med onde klange til sidst, mens kæmpehittet ‘Man-Machine’ havde et lidt mere hoppende antrit i vokalerne i omkvædet – sådan var det også sidst jeg så dem i DR’s Koncerthus. I alt var det rigtigt fedt, mens det efterfølgende ‘Electric Café’, som på plade er lidt middelmådig, fungerede udmærket her denne aften. Herefter fik vi et velfungerende triptykon af søde popsange med ‘Computer Love’, ‘The Model’ og ‘Neon Lights’. Især det sidste nummer landede flot, og efter en del mere hårdt dunkende materiale var det fint at høre de mere blødt klingende rytmer, ligesom det var skønt at høre Ralf Hütter synge på tysk – det burde han gøre oftere, og det var skønt at høre besyngelsen af de neonlys, der allerede på det tidspunkt, sangen blev skrevet, var nostalgisk retrofuturistiske. Sådan er det med Kraftwerk anno 2025. Sangene er gamle, men deres tvetydige forhold til teknologi er nærmest mere aktuelt i dag. Teknologien har aldrig været mere nyttig, men den har heller aldrig været en større trussel mod os.
Glædelig jul, hr. Hütter
Så fik vi det store brud med robotillusionen! Hütter talte direkte til publikum om hans venskab med den japanske komponist Ryuichi Sakamoto, som rækker helt tilbage til 1981, og om, at Sakamoto skrev japansk lyrik til den opdaterede version af ‘Radioactivity’, vi skulle få senere. Først fik vi dog et kort intermezzo i form af en slags live-remix af Sakamotos ‘Merry Christmas, mr. Lawrence’ som en hyldest til komponisten, der døde for to år siden. En passende optakt til en mere tungt tællende ‘Geiger Counter’ og førnævnte ‘Radioactivity’ opdateret med japansk lyrik. Sangen nævner også, ud over Fukushima, Harrisburg/Three Mile Island og Tjernobyl-katastrofen, der alle fandt sted efter sangen oprindeligt blev skrevet, og efterhånden som katastroferne er løbet til, har sangen også fået en hårdere techno-tempofyldthed. Sådan var det også denne aften.
Det efterfølgende ‘Tour de France’-medley og albumafslutteren ‘La Forme’ – Hütter er glødende fan af cykelsport – fungerede eminent, og det gjorde også tog-trilogien bestående af ‘Trans-Europe Express’, ‘Metal on Metal’ (nej, ikke den med Anvil) og ‘Abzug’, som bød på yderst tilfredsstillende bas, og således blev vi ført på ti-gears og skinner frem til endnu et dybt nedslag i bagkataloget, nemlig ‘Planet of Visions’ inden selve musikkens mekanik blev besunget i meta-mashuppet af ‘Boing Boom-tschak’, Techno Pop’ og ‘Musique Non-Stop’, og så var det (næsten) slut. I DR’s Koncerthus fik vi ‘The Robots’ fremført af bandets ikoniske robotter uden nogen mennesker på scenen, men denne aften kom bandet selv på scenen og spillede vel nok Kraftwerks største klassiker som en frydefuld afslutning på to timers yderst positiv skærmtid. Det var en fornøjelse at høre, for hvor det er rædselsfuldt kedeligt at høre AI lade, som om den er mennesker, der spiller musik, så er det vældig berigende at høre menneskemusikere lade, som om de er robotter, også når illusionen indimellem brydes af rørende, afvæbnende humanisme.