Alt tilladt - kuriøsitet påkrævet
I Koncerthuset viste Einstürzende Neubauten, de stadig er aktuelle, holder fast i deres rødder og at inspirationen flyder frit uden forfald til det velkendte.
2. Wedding
3. Nagorny Karabach
4. Die Befindlichkeit des Landes
5. Sonnenbarke
6. Seven Screws
7. Grazer Damm
8. Alles in Allem
9. Zivilisatorisches Missgeschick
10. How Did I Die?
11. Am Landwehrkanal
12. Ten Grand Goldie
13. Susej
--------
14. Taschen
15. La Guillotine De Magritte
16. Tempelhof
------
17. Let's Do It a Dada
Ligesom min kollega var jeg også til den meget afkortede seance på Roskilde Festival i 2015. En koncert, der for undertegnede mere end nogensinde før både demonstrerede Blixa Bargelds hyperkontrollerede side og den afdæmpede karakter, som ikke i samme grad var gennemgående i live-situationen de tidligere gange jeg har haft glæden af at se dem på dansk jord. Eneste gang jeg simpelthen er gået fra en Einstürzende Neubauten-koncert af ren og skær kedsomhed, og derfor var det da også med en lidt blandet smag i munden, at jeg afventede aftenens forestilling under de fine, siddende forhold i DR Koncerthuset. Dels også, fordi 'Alles in Allem', de gamle BZ-anarkisters seneste udgivelse fra 2020, var på tapetet, og den med enkelte undtagelser lød som en lettere uinspireret affære, i det mindste sidestillet med fordums bedrifter.
Kraut-nostalgi i højsædet
Derfor satte jeg i første ombæring større lid til opvarmningen, der her på tredjedagen var ingen ringere end kraut-legenden Michael Rother fra bl.a. Harmonia, NEU! og Kraftwerk. Sidstnævnte kun i de spæde år, hvor sideprojektet NEU! sammen med Klaus Dinger til gengæld var med til at inspirere den udvikling, som Kraftwerk sidenhen ville gennemgå, men det er så en helt anden historie. NEU! er stadig den dag i dag fokuspunktet, når Michael Rother står på programmet. Et band, der udviklede dét, man sidenhen har omtalt som motorik-beatet, hvor Rother var den harmonisk og ambient drevede guitarist/keyboardist, mens Dinger typisk supplerede med de mere grænsesøgende dele af NEU!-lyden.
En ikke-uvæsentlig faktor, når man som her ser Rother den dag i dag, der i trioformationen med Hans Lampe (trommer) og Franz Bargmann (guitar) holder sig tro mod den lyd, som definerede karrieren. Lampes maskinelle slag, kun afvekslet af et par trommehvirvler og hi-hats i ny og næ. Bargmann, som i sit sorte look i skyggen spiller så demonstrativt simpelt, at han i halvdelen af sættet faktisk på intet tidspunkt gør andet end at spille den samme powerakkord hele sange igennem. Og så selvfølgelig det naturlige midtpunkt, der udover sit hav af pedaler, og tilsvarende ledningehav på bordet til driften af samme, er katalysatoren for alle de indfald af key-flader og melodiske guitar-forløb, der svæver henover det konstante motorik-beat.
Alt forløber utroligt sikkert. Fra første sekund viser storskærmen en tilsløret motorvej i autentiske 70er-farvetoner. Numrene flyder sammen, hvor primært den bas-tunge 'Negativland' og det mislykkede forsøg på at spille en Harmonia-sang, som Covid i øvrigt fik skylden for, trådte en smule ud fra mængden, men det har nu også sin charme. Altså, forstået på den måde, hvor man trods alt må respektere et band, der på trods af så simplistisk en rytmik stadig bruger det til deres fordel og lyder så umiskendeligt meget som de er indspillet oprindeligt. Det kan så samtidig så tvivl om hvor friske og nye NEU! egentlig lyder i 2022, men er det nostalgi-faktoren man søger, så kan Michael Rother stadig sit kram – man savner bare lidt den Dinger´ske modpol, der tilføjer lidt mere kuriøse/skæve indfald undervejs, men kærligheden driver stadig værket her 50 år efter – og kærligheden kunne også føles begge veje i salen.
Den arty galskab lever videre
Nu skal vi dog ikke glemme, at det er de lidt yngre BZ-punkere, som er årsagen til, at vi sidder her i aften. En arty fortid, som på ingen måde fornægter sig på scenen – hvor ofte er det fx lige, at man ser nedløbsrør, metalcylindere, plastictønder og indkøbsvogne som instrumenter på scenen? Det ligner en legeplads, og det er da også den oplevelse, koncerten afspejler, gudskelov i stærk kontrast til det skrabede Roskilde-scenarie for syv år siden. Jeg sad hurtigt med fornemmelsen af nærmest at have glemt følelsen af, hvad der gør denne gruppe så unik, når først alt spiller som det skal, hvilket det gør her i aften. 'Wedding' er et tidligt højdepunkt i den trippede ende, tydeligt styret af Bargeld, der hele koncerten igennem er dirigentstokken, der holder resten af gruppen orienteret om start og stop undervejs med enkle håndtegn.
”I guess, all the empty seats in-between have died of Covid” - den dystre humor har heller ikke fortaget sig, og Bargeld har mange spontane samtaler med enkelte publikummer undervejs i løbet af aftenen. På et tidspunkt kommer en dame fx til at sparke til en kop, der giver genlyd i salen, hvortil Bargeld udbryder et tak, fordi det er spontanitet som dette, der definerer sjælen.
Utroligt befriende, ikke mindst med øje for det overflødighedshorn af instrumenter, som alt sammen skal gå op i en højere enhed. Bare for at nævne et par eksempler udover de førnævnte, så snakker vi alt fra tagplader, metalspande og en støvsuger med blæsefunktion til melodica, kazoo og en underlig motoriseret konstruktion, der vel bedst kan beskrives som en roterende række af savklinger i forskellige tonearter (!).
Det må unægtelig være svært at holde styr på det hele, og rygterne siger, at førstedagen i fredags også bar præg af mange frustrationer undervejs i sættet, men så kan man jo passende fryde sig over at have ventet et par dage, til formen var finpudset. Derudover er det mig stadig imponerende, at 'Alles in Allem' antager så markant mere spændende en karakter, når man hører/ser hele det arsenal af alternative virkemidler, som de gør brug af. Usædvanligt i det hele taget, at guitaren i et rockband er så tilbagetrukket i forhold til bassen og slagtøjet, men i Einstürzende Neubautens verden er alt tilladt, og det konventielle er kun at foragte – og tak i øvrigt for det.
Af højdepunkter bør især nævnes 'Wedding' og 'Grazer Damm' for de mere repetitive forløb, der ender ud i eksplosive crescendoer. 'Zivilisatorisches Missgeschick' er den underlige art-rocker, der mere end nogen andre indslag viser rødderne direkte tilbage til de industrielle år i starten af 1980erne. 'Am Landwehrkanal' er omvendt aftenens småkedelige indslag, hvor personligheden bliver mindre fremtrædende, men med den fuldstændigt forrygende 'Ten Grand Goldie' med endnu et komplet ubeskriveligt slagtøj på banen var det hurtigt glemt igen. Ekstranummeret 'Taschen' var båret af en trommerytme, spillet på lærredsposer fyldt med tæpper, fordi hvorfor ikke, og sådan kan man blive ved.
Art rocken lever med andre ord stadig dybt i Einstürzende Neubautens hjerter, også selvom håret er grånet og/eller blevet tyndere i toppen. Bargeld selv var trukket i det stive jakkesæt, naturligvis flankeret af bare fødder. Det traditionelle har stadig ingen plads i deres verden – det var så netop det, der gjorde Roskilde-koncerten så ordinær, og denne aften så umiskendeligt charmerende og underholdende. Det er i og for sig en bedrift, når man selv mere end noget andet foretrækker deres udgivelser fra 1987 – 1996, at de så stadig kan efterlade en med så stærk en eftersmag, selvom de på intet tidspunkt skuer længere tilbage end til 2000s 'Silence is Sexy'.
Om ikke andet er det i hvert fald et tegn på, at Einstürzende Neubauten anno 2022 stadig er et powerhouse, der ikke har mistet den inspiration, personlighed og autencitet, som har drevet dem helt fra starten, og så må jeg vist hellere lige få genhørt 'Alles in Allem' og se, om den kan så meget mere end jeg egentlig gik og troede.