W:O:A Metal Battle: Templet - Lyngby
Populær
Det var et vellykket W:O:A Metal Battle-arrangement lørdag aften i Templet i Lyngby med godt og blandet metal. Vikingemetallerne i Heidra stak snuden længst frem og løb med sejren for denne runde.
Hele fire dystende bands og så eftersluk med to tidligere Battle-vindere i form af Aphyxion og Huldre gjorde, at starttidspunktet for dørenes åbning på Templet nødvendigvis måtte være tidlig. Og allerede kl. 18.30 blev der åbnet op for bøllebank ved randrusianske Prevail.
Kender man Kataklysm, så vil man måske vide, at canadierne har et album, der også hedder Prevail, og var man således sporet lidt ind på denne stil, så kunne man godt finde elementer, hvor danskerne faktisk lød, som Kataklysm gør i dag. Det var nemlig god, groovy dødsmetal med et twist af melodi fra tid til anden. Faktisk lød bandet som et mix af Kataklysm og Illdisposed lige i starten af koncerten, men i den tredje sang gik Prevail dog all in på sidstnævnte og spillede et riff, der lød som snydt ud af 'There's Something Rotten' i en '1-800 Vindication'-lyd.
I det hele taget var der mange ting, der var typisk dansk. Lige fra den klassiske, men måske også gennemtærskede stil med shorts og sorte t-shirts til musikkens favntag i et groovy sammensurium af dødsmetal og thrash metal. Når bandet groovede, var det førnævnte bands, som musikken mindede om, og når det gik stærkere, var det Hatesphere, som tankerne faldt på, mens musikken ubesværet gled ned. Prevail spillede med god energi, havde nogle udmærkede sange, men manglede et mere selvstændigt udtryk og var tydeligvis ikke så rutinerede endnu på en scene, og formåede derfor ikke at skille sig tilstrækkeligt ud. Men det velkendte bevirkede, at folk virkede underholdt.
Tydeligt erfarne
Man kunne have frygtet for publikumsfremmødet, når nu starten var så tidlig, som den var, men salen var allerede udmærket besøgt fra start, så helt galt var det bestemt ikke at være blandt de første bands på scenen. Heidra gik på som nummer to og havde både egne fans og erfaring med konkurrencer med i bagagen. Bandet vandt Mighty Fight Night sidste år og har derfor også erfaring med store scener, da bandet i præmie fik et show på Copenhell. Og så er bandet da heller ikke ligefrem spritnyt.
Det kunne mærkes. Det var et meget professionelt lydende band, som ydermere virkede rutineret på en scene. Musikken var et opkog af vikinge/black metal med små træk mod noget mere folkemetallisk. Et lag af keyboards satte en symfonisk baggrund til metallens riffs og den hæse vokal. Heidra gør helt sikkert dét, som bandet vil, helt rigtigt, men har man fulgt scenen i mere end tyve år, så vil man også vide, at der findes masser af svenske, norske og finske bands, som har lavet noget lignende for snart mange år siden.
Derfor kunne man måske godt ønske, at bandet fremover vil udnytte frontmandens rene vokal mere. For her er der en karakteristisk og personlig vokal, som endvidere lyder formidabelt til musikken. Hér ligger bandets mulighed for at gå egne vegne og blive mere unikke. På performance-siden var der ikke nogle af de andre dystende bands, der helt kunne matche dem, og publikum virkede allermest med på sagerne under Heidras halve time på de skrå brædder.
Ild!
Det teatralske element i Heidras musik lå langt fra næste bands toner, men det teatralske gik på sin vis igen, da Phoebus Cartel fra Esbjerg indtog scenen. Det var nemlig et band iført hvide skjorter og slips (og mindede på den måde måske lidt om et andet band fra Esbjerg, Kellermensch), og en frontmand, der indlevende udtrykte sig i ren weltschmerz. Bandet lagde ud med toner, der lød nærmest grungerockede, men fandt hurtigt over i noget, der lugtede lidt af Tool, men på et lidt mere rocket fundament. Svenskerne i Soen kunne også godt være en stor inspiration for bandet, som flirtede en del med progressive elementer.
Bandet havde problemer med vokalerne, når frontmanden og guitaristen skulle supplere hinanden. Det var til tider pivfalsk i det rene, men fungerede til gengæld fint, når guitaristen blot growlede. Growlet var det dybe krydderi til frontmandens mere hysteriske skrigestil. Rytmerne var udfordrende og interessante, og trommeslageren holdt med et solidt beat styr på de mange skift i taktart.
Sceneshowet gik lige et skridt videre end forventet, da frontmanden hev en bog frem og så ud, som om han messede sine vokallinjer ud. I sig selv ikke så specielt, men da bogen pludselig stod i lys lue, så var det en fin gimmick, og ilden så skidegodt ud på scenen. Afviklerne på Templet var måske mere uenige, da de ikke var blevet varslet om brug af pyroteknik på scenen, men heldigvis nåede skumslukkeren ikke i brug. Det var et udmærket show fra et band, der så ud til at have sunde ambitioner om at ville en masse og tænke ud af boksen, men endnu havde lidt endnu til målet, selvom den halve time i bandets selskab var ganske underholdende.
Forrygende forbedringer
Sidste dystende band havde også dystet aftenen før i Slagelse, sammen med blandt andet Heidra. Det var Abscission, som efter eget udsagn havde taget en masse af dommerkritikken aftenen før til sig, og på under 24 timer gerne skulle have udviklet sig en del. Skribenten var ikke til stede i Slagelse, men det var i hvert fald en glimrende koncert fra kvintetten denne aften.
Bandets dødsmetal har før begejstret, men denne aften virkede de endda en smule skarpere. De store stemninger i musikken virkede formidabelt, på en dunkel, dyster vis, selvom der også var klare melodiske referencer i musikken. Lidt som en mix af Behemoth med noget mere brutalt og teknisk dødsmetal. Bandet lod primært musikken snakke for sig, og det var småt med ord fra frontmanden, men showet var intenst nok til, at der ikke blev savnet noget på show-siden. Og som bandet undervejs selv mærkede, at publikum nød musikken, så blev der også headbanget mere og mere, og et skævt smil på læben blev heller ikke ualmindeligt.
Der er selvfølgelig store dele af musikkens elementer, som ikke er helt ukendte for en dødsmetal-lytter, men det er sammensætningen og en overordnet stærkt fængende sangskrivning, som gør, at Abscission kommer med noget absolut relevant til genren.
Tid til fri leg
Mens de dystende bands sundede sig ovenpå deres koncert, dommerne voterede og gav ris og ros til bandene, så var der mere musikalsk lir til publikum og tid flere besøg i baren. Først var det de unge knægte fra Ribe i Aphyxion, hvis nylige debutalbum har fået masser af imponerende ros fra ind- og udland. Bandet havde god lyd og leverede en glimrende koncert bestående af sange fra debuten.
Lyngby blev flere gange til Slagelse (hvor WOA-Battle havde foregået aftenen før), når frontmand Michael Vahl på ægte rockstar-facon takkede publikum for supporten. Men ellers var det snorlige og rutineret på den gode måde.
Huldre afsluttede ballet med træskodans og fællessang. Et band, der har hele pakken fra det visuelle, som passer perfekt til den originale musik, der blander folkemusik med metalliske elementer. På papiret måske ikke direkte nyt, men vokalen er bare anderledes og unik, og så er der måske en større fokus på folkemusikken, end hvad der er mest almindeligt i folk metal.
Bandet havde fået en hel time, men formåede faktisk at holde publikums interesse gennem hele koncerten. Man kan måske undre sig over, at en battle fokuserer så meget på de bands, der ikke dyster. Klokken 21.20 var de dystende bands færdige, og herefter var der altså næsten to timers live-musik med bands, som godt nok også er direkte beslægtede med konkurrencen, som de har vundet i hhv. 2011 og 2013, men som altså ikke duellerede denne aften.
Men det virkede jo! Havde der derimod været gabende tomt i salen kl. 18.30, da første band gik på, så ville det have været mere kritisk med denne prioritering. I stedet blev det en slags mini-festival for de fremmødte, og festen løb sikkert fra start til slut, hvor vinderbandet blev annonceret: det blev Heidra!
Karakterer:
Prevail: 2½
Heidra: 4
Phoebus Cartel: 3
Abscission: 4
Aphyxion: 4
Huldre: 4