Imponerende stemningsfuldt
Populær
Det mørke og smukke fletter sig fornemt sammen med det obskure og dystre på det nyeste udspil fra danske Woebegone Obscured.
Bag brugen af romertallene i aarhusianske Woebegone Obscureds seneste udspil, 'Deathscape MMXIV', ligger en information om, at nummeret 'Deatscape' fra bandets 2007-debut her kommer i en opdateret version. De fem numre, der er på albummet, er rigeligt lange til samlet at udgøre en ny fuldlængde, og antallet af numre er da heller ikke anderledes end på bandets to foregående album. Men denne gang er der altså både tale om en genindspilning og genfortolkning af et eget værk, men også covernumre af hhv. Bathory og Dead Can Dance og derfor kun to nye numre.
Lyden er opdateret og står væsentlig mere klart frem, end den gjorde på debuten 'Deathstination', hvorfra 'Deathscape' kommer fra. Det trækker musikken mere over mod (døds)doom end funeral doom, som bandet tidligere har benyttet som genrebetegnelse. Det genindspillede/nyfortolkede nummer er endvidere blevet krydret med Hamferd-forsanger, Jón Aldarás mildt sagt formidable og unikke røst. Det passer perfekt til den mørke stemning i nummeret.
Gæstevokalisten intensiverer interessen for musikken en stund, men det er bestemt ikke, fordi medlemmerne i Woebegone Obscured ikke kan selv. 'Catharsis of the Vessel', der følger efter, forener alt, hvad bandet gør godt. Fra det smukke til det aparte, det brutale tl det forløsende og det skæve til det ligefremme. Og med vokal fra højtidelig ren sang over dødsmetalgrowl til hæs black-vokal gør de glimrende riffs og stemningsopbygninger sig bare endnu bedre.
'While Dreaming in the Ethereal Garden' er som et gensyn med Ulvers 'Kveldssanger', dvs. en stemningsmættet akustisk sag med ren vokal. Det bliver et lækkert lille pusterum, før brutaliteten igen tager over med Bathory-coveret 'Call from the Grave', hvor guitarerne støjer med skinger feedback og tunge, simple akkord-riffs.
At bandet vælger at lave et cover af Bathory er måske ikke noget større chok, og sådan som det er sat ned i tempo, falder det godt i hak med resten af udgivelsen. Valget af Dead Can Dance som det andet og sidste cover, kan måske overraske mere, selvom det bestemt er et band, der nævnes som inspiration for flere metalmusikere. Woebegone Obscure gør det godt med deres version, og det er således et lækkert doomy, stykke musik, som får lov at runde den interessante skive af.