Den modige toer
Episk er kodeordet for IOTUNN-opfølgeren ‘Kinship’ – en plade, hvor vingefanget spredes ud og viser, at de danske proghelte kan og vil mere, end debuten gav os forsmagen på.
Mistland
Twilight
I Feel the Night
The Coming End
Iridescent Way
Earth to Sky
The Anguished Ethereal
2021 føles på mange måder som uendelig lang tid siden. En tid, hvor mundbind og sid-ned koncerter var det nye sort, og som var svære betingelser for musikbranchen til at komme ud og sælge varen fra scenekanten.
Dét til trods, så kom ordet alligevel bredt ud samme år om det her nye danske band IOTUNN. Sågar endda et par gode venner fra Australien anbefalede mig at tjekke dem ud, uvidende om, at bandet kommer fra mit nok så lille hjemland, hvorfor de naturligvis ikke var gået mig næsen forbi. ‘Access All Worlds’ er bestemt en imponerende debut, hvor blackede og atmosfæriske elementer blev kogt ned til et sci-fi progget sammensurium, der samnmen med Jon Aldaras operatiske fraseringer gav dem et unikt, musikalsk særkende lige fra første færd sammen.
Her tre år, en masse erfaring i ind- og udland og et par singleforløbere rigere kan vi så endelig dykke ned i ‘Kinship’. En opfølger, der så absolut arbejder videre ud fra samme ambitiøse målestok. Bandet, bestående af Gräs-brødrene (guitar), Aldara, Eskil Rask (bas) og Bjørn Wind Andersen (trommer), er 100 % intakt, og manges ører er forståeligt nok rettet mod ‘Kinship’, der da også allerede her nogle dage forinden har høstet en god del hæder, bl.a. fra Metal Hammer, der har fremhævet den som månedens metaludgivelse her i oktober. Selvom jeg personligt mener, at Blood Incantation ville være så godt som umulig at overgå til den hæder, så lad os nu hellere tilsidesætte konkurrenceelementet og dykke dybere ned i, hvad der i sig selv gør ‘Kinship’ til så særlig en udgivelse.
Pladen er endnu en +60 minutter lang affære, der derfor afkræver tålmodighed af sine lyttere, og den åbner da også med deres længste nummer til dato – og hvilken introduktion!
Efter en blød indføring med Aldaras indfølte patos i fokus åbnes lydbilledet to minutter inde og bevæger sig gennem et utal af kontraster, fra blackens drive og mere proggy takter til et luftigt åndehul 8-9 minutter inde og noget af det bedste leadarbejde, jeg endnu har hørt fra Gräs-brødrene, hen mod ‘Kinship Elegiac’s afrundende faser. En imponerende åbner, der for så vidt stadig trækker tydelige tråde til debuten, uden blot at gengive den 1:1, forfriskende og virkelig velskrevet, som vi allerede nu naturligt forventer fra de kanter.
De efterfølgende ‘Mistland’ og ‘Twilight’ vil nok allerede være velkendte for de fleste af jer som et par af pladens singleforløbere. Førstnævnte med et gennemgående episk drive i koblingen mellem vers og omkvæd, der dog bliver lige lovligt slikket i denne lytters ører – men til gengæld hæves op af lækre twinleads på halvvejen, for ej at glemme Andersens utrættelige energiniveau bag trommerne hele nummeret igennem.
‘Twilight’ bygger videre med melodien i højsædet, i kontrast til Aldaras dybe growls, før det grandiose omkvæd vender tilbage, og opfylder i bund og grund alt, hvad man forventer fra IOTUNN, uden dog rigtig at gøre større væsen af sig, før “Twilight, hope flies free”-refrænet drager os ind i det afrundende klimaks.
Det tjener os måske allerede her vel at præcisere, at tendenserne ud i det lidt for letfordøjelige er på vippen til at tabe mig pladen igennem. ‘Kinship’ er, ikke ulig debuten, tung på melodiske og metikuløst konstruerede kompositioner, og hvor jeg fornemmer, at andre nærer en større kærlighed for IOTUNNs episk schwungende kvaliteter, som står endnu klarere i denne ombæring, så er det dog netop her, hvor det for mig indimellem går lidt ind ad det ene øre og ud af det andet. ‘The Coming End’ drøner fx lettere ubemærkelsesværdigt igennem otte minutters nok så velopbyggede sekvenser, men selv efter at have givet pladen omkring 10 spin gør den stadig ikke væsen af sig som andet end en filler.
‘Earth to Sky’ har til gengæld langt mere bid over sig, ikke ulig oplagte forbilleder som Borknagar og Enslaved. En fyrig black-sag med et af pladens mest mindeværdige omkvæd og en luftig bro med mere lækkert leadarbejde på halvvejen til at samle kræfter til det afrundende stormløb. Derefter runder ‘The Anguished Ethereal’ pladen majestætisk af, som en mere dyster pendant til ‘Kinship Elegiac’ en time forinden, og således kommer vi godt omkring i IOTUNNs værktøjskasse.
Derindimellem får vi også en modig detour i form af den akustisk virtuose ‘Iridescent Way’, hvor vi for en stund kan drømme os helt væk, ind i en blødere, mere skrøbelig side af bandet. Fascinerende som en afveksling undervejs, men forfriskende som den er, må jeg dog atter konstatere, at det bliver for kandiseret uden rigtig i sig selv at bidrage til helheden som andet end et alternativt pusterum.
Inderst inde ville jeg ønske, at jeg følte pladen mere, end jeg gør. Virkelig. Så glad som jeg stadig er for ‘Access All Worlds’, og så meget jeg generelt foretrækker kunstnere, der udvikler sig fremfor at spille den sikkert, så smager ‘Kinship’ i mine ører mere af at være en transitionel plade for bandet, på vej til et nyt ståsted. Momenterne er der, og viljen er der, men den stryger også én meget med hårene. Samtidig med at den folder vingefanget ud, er ‘Kinship’ meget pleaservenlig for ørerne, og jeg savner lidt af den kant, der gjorde ‘Access All Worlds’ til så fabelagtig en udgivelse.
Når det er sagt, så er ‘Kinship’ fremragende, når sangskrivningen står skarpest, og dynamikken er absolut deres største force. Det er de tydeligvis heller ikke i tvivl om, men lad nu ikke det kompromittere nerven, fokuset og alle de andre kvaliteter, der gør IOTUNN til den force, vi ikke betvivler dem i at være.
‘Kinship’ er modig og sine steder også fantastisk – men jeg er ikke i tvivl om, at der kan være noget bedre forude.