Man kan også købe kunst i IKEA
Der var ikke skyggen af farlighed eller oprør i luften, da Dimmu Borgir, Behemoth og Dark Funeral indtog K.B. Hallen fredag aften.
Dimmu Borgir, Behemoth og Dark Funeral er på hver deres måde mastodonter i black metallen og alle et produkt af den anden bølge af black metal, der skyllede ind over de nordlige kyster i starten af 1990’erne. Meget vand er i sandhed løbet igennem åen siden nordmændene, polakkerne og svenskerne tog de første livtag med ekstremmetallen.
Som så mange andre i “miljøet” har jeg on-off og for år tilbage haft plader fra både Dimmu Borgir og Behemoth i fast rotation i perioder, nogle gange i meget lange perioder, og jeg havde derfor også set vældigt meget frem til aftenens program, trods det paradoksale i at sætte en genre, der dybest set bør forblive nede blandt græsrødderne i et evigt oprør mod det etablerede, og op på en scene som KB Hallen, mens forhallen bugner af merch til eksorbitante priser.
Dark Funeral havde fået den ære at åbne ballet, hvilket tidspunktet for koncertstart taget i betragtning, var en lidt tvivlsom ære. Det er ikke mange i midten af livet, der kan finde tid til at indfinde sig i KB Hallen allerede kl. 19, hvor koncerten gik i gang. At de kun havde fået en skaldet halv time til deres rådighed gjorde heller ikke svenskerne nogen tjenester, særligt ikke hvad angik lyden, der måske kunne have endt helt hæderligt med et lidt længere sæt.
K.B. Hallen kan være meget hit or miss, hvad lydforholdene angår. Men om det handlede om lydteknikeren eller bygningens generelle indretning, så var der ikke meget der gik i svenskernes retning. At det for mange af os samtidig var aftenens "ægte" hovednavn, gjorde kun skuffelsen større. Vi snakker er et veritabelt lydbad, hvor alle nuancer – ikke mindst guitar-sektionen – blev helt udvaskede, og hvor alt bevægede sig i midrange med bassen som det mest gennemtrængende. Sanger Heljamadr kæmpede unødigt meget med at trænge igennem lydvandfaldet, og med et så hidsigt udtryk, som Dark Funeral har, trak det desværre gevaldigt ned i oplevelsen.
Så kan sætlisten på papiret være nok så stærk med blandt andet ‘Unchain My Soul’ og ‘Where Shadows Forever Reign’ fra svenskernes 20216-album af samme navn, samt naturligvis titelnummeret fra den fænomenale debut, ‘The Secrets of the Black Arts’, men fordi lyden er som den er det reelt ‘Let the Devil fra deres seneste album ‘We Are the Apocalypse’, der stod stærkest, alene fordi tempoet var knapts så intenst, og den derfor gav lidt tiltrængt luft i alt lydplaskeriet.
Det kunne have været en så god koncert. Sætlisten var der. Dark Funeral virkede tændte med ånden fra fordums storhed i behold. Men mod dårlig lyd, alt for tidlig koncertstart og ikke mindst en latterligt kort spilletid kæmpede selv Dark Funeral forgæves.
Næste levende billede på plakaten var Behemoth. Den lidt spøjse placering som support for Dimmu Borgir skyldtes et co-headliner arrangement, og denne aften var det så Dimmu Borgirs tur til at headline.
Behemoth var stærke. Som cykelryttere, der kun bliver stærkere efterhånden som Tour de France skrider frem, så er Behemoth typisk også mest i hopla i slutningen af en tour. Der var ikke et hår eller en finger, der sad forkert. Lyden var ok, sætlisten var godt sammensat, der var rekvisitter i passende mængder, og der var lidt til alle, uanset hvornår de stod på eller af diskografien.
Efter en lettere selvfed intro, der naturligvis talte med i de 60 minutter der var sat af til koncerten, lagde Nergal og co. fra land med 'Daimonos' fra deres 2009-album ‘Evangelion’ – et nummer som ikke har været at finde på sætlisterne siden engang i 2023. 'Ora Pro Nubis Lucifer' var andet nummer og var, udover at være et virkelig godt nummer, også et godt placeret nummer til en koncert, der ikke var udsolgt, og hvor der heller ikke nødvendigvis var helt så meget gang i den, som man kunne have håbet. Og her kan et af de større hits fra polakkernes Magnus Opus, 'The Satanist', godt hjælpe festen lidt igang.
Behemoth er ved at være et band for de lidt ældre, og selvom de tre albums, de har udgivet siden ‘The Satanist’, ikke som sådan er dårlige, er de bare heller ikke ret spændende udover måske lige en lidt midtempo-lækker ‘The Shit Ov God’, der lå godt til højrebenet.
Og sådan kunne vi blive ved. Sætlisten var god. Koncerten var fremført med millimeterpræcision og var trods mindre udskiftninger +/- en fuldkommen kopi af de sidste 10 års koncerter med Behemoth. Det var underholdende, men det var også det mindst farlige nogensinde. Den barista-lækre servering med et lille hjerte i mælkeskummet kvalte alle ansatser til bitre noter, til noget med kant. Og alligevel blev Behemoth aftenens bedste koncert.
Det er ved at være lidt siden, at Dimmu Borgir for alvor var noget ved musikken. Det prægede også på sin vis sætlisten, der havde numre med cirka alt i bagkataloget. En sært ufokuseret sætliste, der kun gik efter at spille hits for fans, der var unge, da Dimmu Borgir selv var unge. Og det er ved at være nogen år siden.
Koncerten fik ikke den bedste start med den meget rolige ‘Ulvgjeld & Blodsodel’ fra deres seneste album ‘Grand Serpent Rising’. Det i forvejen sløve publikum blev endnu sløvere, og snakken gik lystigt nede i den bagerste halvdel af salen. Den forstummede i nogen grad, da Dimmu Borgir gjorde Behemoth kunsten efter og satte alt på sort med 'Mourning Palace' som den skarpe toer på sætlisten. Men til forskel fra Behemoth, så er Dimmu Borgirs gamle materiale ikke ældedes ret godt. 'Mourning Palace' er et pisse fedt nummer. Et hit. En eksplosion for sin tid. Men i 2026 fremstår den sært naiv og lidt tyndbenet, både hvad angår den kompositionsmæssige dybde og riff-arbejdet. Jeg elsker nummeret, men det holder sig altså ikke ret godt og bør måske forblive i mindeskuffen om en mere uskyldig tid.
Lyden var slet ikke med bandet, og i lighed med Dark Funeral vaskedes nuancerne ud i de ret massive lydflader, som nordmændene begår i sig. De mange optagede elementer var vel der, hvor lyden var bedst, men det stillede skarpt på det forhold, at numre, hvor der engang var nogen, der sang kor live, f.eks på megahittet 'The Serpentine Offering', så er det nu optaget. Det virker ganske enkelt dovent, og det var på mange måder medvirkende til at give os det indtryk, at det her bare var en koncert, der skulle overstås, så bandet kunne komme hjem til sutskoene og den varme kakao.
Dimmu Borgir fremstod så tandløse, at man fik lyst til at tilbyde dem en stressless-stol, og i modsætning til Behemoth, så ligger nordmændenes store triumfer længere tilbage og har hængt knapt så godt ved. Det blev derfor Behemoth, der løb af med sejren til en aften, der havde stor underholdningsværdi, men hvor den kunstneriske værdi var stort set fraværende.
Med Dark Funeral som mulig undtagelse var det et show, der gjorde præcist det, det var sat i verden for at gøre.
At underholde gamle fans med gamle hits, uden at det gik ud over nogens sjæl eller sengetid for den sags skyld. Det værste var dog, at ingen gad at forsøge på at lade som om, at det var noget andet end det var: en kopi af en kopi af noget, der engang var helt fantastisk.
Men så igen: man kan jo også godt købe sin kunst i IKEA.