Genbrug og tilbagelænet stil

Genbrug og tilbagelænet stil

Arch Enemy får slet ikke udnyttet guitarist Jeff Loomis' kvaliteter og har i stedet lavet en kedelig plade, hvor Michael Amott kører den alt for meget på rutinen.

Kunstner
Titel
Will to Power
Dato
08-09-2017
Trackliste
1. Set Flame to the Night
2. The Race
3. Blood in the Water
4. The World is Yours
5. The Eagle Flies Alone
6. Reason to Believe
7. Murder Scene
8. First Day in Hell
9. Saturnine
10. Dreams of Retribution
11. My Shadow and I
12. A Fight I Must Win
Karakter
1

Arch Enemy er ikke uvant med, at der skal indlemmes en ny musiker i bandet. Der er skiftet ud på snart set samtlige pladser, og det er kun guitarist, sangskriver og bandboss Michael Amott, der er tilbage fra begyndelsen. Samt trommeslager Daniel Erlandsson, der dog har haft korte pauser fra bandet. Ellers er samtlige andre forsangere, bassister og guitarister skiftet mere end én gang.

På forrige plade, 'War Eternal', var der debut til Alissa White-Gluz som forsanger, der skulle løfte arven fra Angela Gossow. Her på 'Will to Power' lyder hun, som hun plejer. En ganske imponerende vokal, der naturligvis er anderledes end både Gossows og Johan Liivas, men med den succes, bandet stadig nyder, har deres fans vænnet sig til den og tager godt imod.

Den chance får Jeff Loomis slet ikke på 'Will to Power'. For da Nick Cordle bogstavelig talt gik af scenen i 2014, blev han erstattet af Christopher Amott, der kortvarligt var tilbage i Arch Enemy og hjalp sin bror på nogle turnéer. Da den egentlige afløser blev bekræftet, var det ingen ringere end Jeff Loomis fra Nevermore. En berømt og dygtig guitarist, der sagtens kan stå på egne ben.

At han holdes i alt for stramme tøjler på 'Will to Power', er en underdrivelse af de større. Godt nok kan man høre ham på pladen, men sangene er så samlebåndsagtigt skrevet, at det er svært at høre, hvor han skulle have haft nogen som helst indflydelse på hverken sangskrivning og/eller guitarsoli. Loomis' parløb med Michael Amott forløber fuldstændig gnidningsfrit, som man kunne forvente af to så dygtige øksesvingere.

Det er dog tydeligt, at 'Will to Power' er lavet af Amott og Erlandsson. Hvad endnu værre er, er teksterne også mestendels skrevet af Amott. Godt nok har forsanger Alissa White-Gluz skrevet med på en håndfuld af sangene, men teksterne er simpelthen tåkrummende pinlige at høre på. Specielt på singlen 'The Eagle Flies Alone', der blot gentager det fortærskede budskab, som Arch Enemy har haft siden første plade. At man skal gøre præcis, hvad man selv har lyst til, og ikke bare følge masserne. Sympatisk budskab, men lige så slidt som forsangerens bukser. Lyt her:



Udover at det minder mistænkelig meget om 'You Will Know My Name' rent opbygningsmæssigt, så er riff og melodi simpelthen blevet for standardiseret hos Arch Enemy. Man kunne med garanti have udløst en del af det potentiale i Jeff Loomis, hvis man havde turdet, men Arch Enemy styres benhårdt og stokkonservativt af Michael Amott og dennes hustru, Angela Gossow, der udover at have været forsanger i bandet i 15 år stadig er bandets manager. Man kunne godt frygte, at hvis ikke den nye forsanger samt deres nye guitarist snart får mere plads i den kreative fase, så skal Amott og co. igen ud og kigge efter nye medlemmer. For både White-Gluz og Loomis har jo tidligere i deres respektive karrierer vist, at de sagtens kan stå på egne ben.

'The Eagle Flies Alone' er desværre symptomatisk for hele pladen. Ingen tvivl om at 'Will to Power' vil give Arch Enemy mulighed for at turnere verden rundt de næste år, og det er sikre penge i banken at være med i bandet. Pladen er bare et tyndt opkog af de tidligere plader, og det ændrer sjæleren 'Reason to Believe' eller den instrumentale 'Saturnine' ikke på. Og da slet ikke den første single 'The World Is Yours', der også minder mistænkelig meget om tidligere syng-med-sange fra Amotts hånd. Den kan høres her:



'Will to Power' er så rendyrket Arch Enemy, som det overhovedet kan være. Er man stor fan af de seneste tre-fire plader, så vil pladen ikke afskrække det mindste, men tværtimod føles lige så hjemlig og tryg som ens favoritstrømper. De passer bare helt perfekt. Ingen udfordringer. Intet nyt. Ingen skarpe kanter, der kan irritere. Bare rart og bekvemmeligt, for Amott har stadig et virkelig godt øre for klassiske melodier. Men også rasende kedeligt.