Stadig hul igennem årerne
Carcass er tilbage med en plade, der minder om forgængeren og alligevel introducerer nye elementer til en lyd, der ikke fås andre steder.
2. Dance of Ixtab (Psychopomp & Circumstance March No. 1 in B) ADM
3. Eleanor Rigor Mortis
4. Under the Scalpel Blade
5. The Devil Rides Out
6. Flesh Ripping Sonic Torment Limited
7. Kelly's Meat Emporium
8. In God We Trust
9. Wake Up and Smell the Carcass - Caveat Emptor
10. The Schythe's Remorseless Swing
Når man sætter 'Torn Arteries' med Carcass på anlægget, er man ikke et sekund i tvivl. Det her er Carcass. Den lyd, de fik skabt på gennembruddet 'Heartwork' i 1993 er stadig intakt, og her i 2021 udvider de repertoiret med eksperimenter på en plade, der dog i sidste ende er så klassisk Carcass, at det næsten ikke er til at bære.
For Carcass er en institution i sig selv. Bandet fra Liverpool var med til at gøre genrerne grindcore og melodisk dødsmetal populære i halvfemserne, hvorefter de gik i opløsning i 1996. 10 år senere blev de dog gendannet og efter at have turneret på gammelt materiale i nogle år, udgav de i 2013 pladen 'Surgical Steel'. Den var vi egentlig tilfreds med, men noget mesterværk var den ikke. Så her otte år senere er det spændende at høre, om der er sket en udvikling siden da.
'Torn Arteries' hedder pladen og såvel albummets navn som sangtitlerne indikerer med al tydelighed, at Carcass ikke har vendt deres historie ryggen. Det er stadig tør, britisk humor – bemærk blot titlen og coveret, samt tekster og titler draperet med latinske betegnelser for sygdomme og legemsdele. Måske lige med undtagelse af 'The Devil Rides Out', hvor der faktisk er lidt religionskritiske tekster. En sang, hvor guitaren også er mellemøstligt inspireret.
Guitaren er vi også nødt til at nævne specifikt. Bill Steers snerrende guitarlyd er umiskendelig Carcass. Med 'Heartwork' var Carcass med til at skabe genren melodisk dødsmetal og det gjorde de sammen med en stribe af svenske bands. Så hvor holder man sin stil i hævd? I Stockholm, hvor svenske David Castillo er producer. Castillo gik i Studio Gröndahl sammen med Carcass og fik indspillet 'Torn Arteries', hvor det ikke kun er Bill Steers unikke lyd, der er videreførst. Også Jeff Walkers raspede vokal, der ligeledes er et varemærke for bandet, er videreført i en udmærket version. Det er ikke til at høre, at makkerparret Steer og Walker er ved at være et par modne herrer. Der pumpes stadig masser af friskt blod og liv rundt i årerne i bandet. Måske fordi de begge er vegetarer, som coveret måske også er en knap så diskret henvisning til?
De har også god hjælp fra deres relativt nye makkere, Tom Draper på guitar og Daniel Wilding på trommer. For Draper er det hans første plade med Carcass, mens det for Wilding er anden omgang. Wilding udfylder nogle store sko fra den oprindelige trommeslager, Ken Owen, der fik en hjerneblødning i 1999 og måtte indstille karrieren som metalmusiker. Titlen 'Torn Arteries' er en cadeau til Owen, der i tidernes morgen lavede et demobånd med den titel.
Det er dog ikke kun nostalgiske tilbageblik, der er på 'Torn Arteries'. Carcass prøver også kræfter med en knap 10 minutter lang sang i 'Flesh Ripping Sonic Torment Limited', der er Carcass' bud på et epos, hvor der er lidt af det hele og Steer får afløb for det melodiske. Der er akustisk intro og på alle måder et forsøg på at være storladen.
Carcass er dog bedst på sange som den afsluttende 'The Scythe's Remorseless Swing', hvor Steers melodiske guitar vræler sørgmodigt, mens rytmesektionen fra Walker, Draper og Wilding tordner af sted i det midtempo dødsmetal, som Carcass er nogle af de bedste til. Så vil vi ikke dvæle for meget ved de eksperimenter, der måske ikke er nær så vellykkede som den akustiske intro på førnævnte. Der klappes for eksempel på 'In God We Trust'. Det behøver de ikke gøre til en vane.
Heldigvis er det ikke heller ikke historien om 'Torn Arteries'. Pladen har været otte år undervejs, og selvom den har ligget klar i over et år, mens band og pladeselskab ventede på at pandemien skulle aftage, så er lyden af Carcass ikke fordærvet i mellemtiden. Veteranerne kan stadig og 'Torn Arteries' vil afgjort gøre fans glade, mens nye vil kunne sætte en plade fra 2021 på og erfare, at det ikke kun er Carcass' musik fra halvfemserne, der er værd at lytte til. Fra titelsangen, der åbner pladen og til det sidste nummer fyrer Carcass på alle cylindre.