Vi prøver at overgå os selv

Devilution interviewer Josh Elmore fra Cattle Decapitation, der fortæller, hvordan han kom med i bandet og begyndte at skrive musik, og hvilke bands han selv er inspireret af.

I forbindelse med koncerten på Tobakken d. 21. marts 2016 fik vi et interview med guitarist Josh Elmore fra Cattle Decapitation om at være på turné i Europa, hvordan han kom med i bandet, og hvordan han i det hele taget gik fra at spille saxofon til guitar.

Baggrunden var, at Devilution i 2015 kårede Cattle Decapitations 'The Anthropocene Extinction' som årets internationale album (delt sejr med Tribulation), og vi måtte lige have nogle ord direkte fra kvægets egen afhuggede mule.

Hvor længe har I været på turne nu?

- Den første dato var den 2. marts, så vi er i gang med den tredje uge. Vi har kun tre koncerter tilbage efter denne. Vi slutter af på Inferno Festival i Oslo.

Hvordan har det været indtil videre?

- Vidunderligt. Som i aften, hvor vi er på et dejligt spillested og maden er fantastisk. Vores koncerter har været velbesøgte. Så vi er godt tilfredse.

I udgav 'The Anthropocene Extinction' for ikke så længe siden, og den blev jo rost af alle kritikere. Vi havde den som årets plade sidste år i kategorien 'Internationale Udgivelser'. Hvordan er det at få den brede anerkendelse?

- Vi prøver altid at overgå det, vi tidligere har lavet. Sådan vil de fleste bands det jo. Men det var ikke det, vi forventede. Vi var tilfredse med det, vi havde lavet. Men vi gik ikke efter at få anerkendelse. Vi følte bare, vi havde gjort det bedste og gjort det bedre inden for vores stil. Det var dog rart at få den anerkendelse og blive bekræftet i, at det, vi lavede, ikke var helt forkert.

Hvem skriver musikken i Cattle Decapitation?

- Det er bogstavelig talt Dave McGrav, Derek Engemann og undertegnede, der skriver det i lokalet og kæmper som indædte for hver vores. For vi skriver hver på vores måde og har vores egen stil og smag.

Det er den gnist internt i et band, hvor magien skabes, ikke?

- Afgjort. Den spænding, der er mellem os tre, er vigtig for os. Er det kun én person, så bliver stilen måske lidt ensformig.

Hvem skriver teksterne?

- Det er alt sammen skrevet af Travis Ryan.

Teksterne er jo meget vinklet på miljøet, og hvordan vi som mennesker passer på miljøet. Deler du og resten af bandet den holdning, som Travis Ryan formidler i teksterne?

- For så vidt angår pointerne, er vi med på vognen. Men internt i bandet er der jo forskellige fortolkninger af emnet, og der er også varierende grader af passion og seriøsitet angående de emner, der bliver berørt i teksterne. Men det passer med både pladecover og det budskab, vi gerne vil sende.

Det er jo heller ikke noget, I er begyndt med på denne plade. I har jo gradvist udviklet jeres politiske dagsorden fra plade til plade.

- Afgjort. Det er lidt en løbende kommentar til den måde, vi mennesker behandler jorden på.

Er du så optimistisk eller pessimistisk på menneskeartens vegne, som udviklingen er lige nu?

- Mennesker er rigtig gode til at se tilbage og analysere det, der er sket. Vi er gode til at reagere på en tragedie, analysere den, og alligevel fortsætter vi fremad i samme spor. Vi er måske ikke nær så gode til at reagere på de omstændigheder, der ledte til en tragedie. Jeg håber bare ikke, vi når så langt, at folk blive desperate og gøre drastiske ting. For jeg kan da også se en udvikling i USA, hvor det måske ikke er så godt. Overbefolkning er blandt andet noget, vi tænker på.

Er det så det, I prøver at udtrykke gennem musikken?

- Jeg ved ikke, hvor synligt det er for samfundet, når vores genre jo er meget fokuseret på vrede og frustrationer. Vi håber, det er interessant musikalsk og engagerer dem, der kan lide det. Vores håb er, at hvis de kan lide vores musik og instrumenter, så kan det jo også være, at de gider læse vores tekster.

Nu er jeres tekster og det grafiske også lidt anderledes end det typiske tema, som ofte er religion eller splatter. Så det er blevet gjort mange gange, og jeres indgangsvinkel er bare anderledes.

- Travis kan godt lide Carcass og er inspireret af dem, så der er da også lidt splatter i teksterne. Men ja, vores udtryk er anderledes.

Hvor mange bands udover jer selv ser I, der kommenterer den politiske dagsorden?

- Der er egentlig ikke så mange. Vi vil hellere smide et spejl op foran folk. Det synes vi er meget mere uhyggeligt end en eller anden skræmmefigur som Jesus, Satan eller andet, man kan skrive om. Jeg er selv vild med Behemoth, Deicide osv., men vi vil hellere fokusere på det virkelige, der sker omkring os. Så kan det godt være, at nogen siger, at det måske er en overdrivelse, men bare fordi det ikke lige sker i ens egen baggård, så sker det altså andre steder på kloden. Det er måske ikke lige nogen, man kender, der føler effekten af det, men det kan være andre, der føler det.

Nu siger du, at Travis Ryan er inspireret af Carcass. Hvad er du selv inspireret af?

- Jeg hørte hård rock i radioen i starten af firserne. Van Halen for eksempel. Jeg var helt vild med Eddie Van Halens guitarspil, havde alle plakaterne osv. Derfra var det bare med at kommer videre til noget tungere. I USA har vi et firma, der hedder K-Tel, der lavede nogle opsamlingsplader med musiktemaer. Der var én, der hed 'Masters of Metal' eller noget i den dur. Der var Black Sabbath osv. Så kom der en anden, der hed 'White Hot Masters of Metal', hvor der var Scorpions, Y&T, Rush og Twisted Sister. Derefter videre til Metallica og Megadeth, og en eller anden dag kom en kammerat med et kassettebånd, som hans far havde fundet på et hotelværelse, da han var pedel på hotellet. Han mente, vi kunne lide det, og den ene var side var 'Scream Bloody Gore' med Death, og den anden side var 'Dealing With It' med D.R.I. Og så gik det bare stærkt med punk, hardcore, dødsmetal og jeg kom med på hele bølgen med Deicide, Cannibal Corpse, Morbid Angel osv. Så kom Earache-fasen med Carcass osv.

Hvor gammel er du?

- 40 år.

Så du er 75'er eller 76'er?

- 75'er.

Ja, for jeg kan høre, at det lyder utrolig bekendt med den musikalske udvikling.

- Vores tidslinjer er nok meget ens.

Hvordan valgte du så at gribe fat i en guitar og spille på den?

- Jeg spillede saxofon fra femte klasse og til ottende klasse. Omkring syvende klasse ville jeg gerne prøve guitar. Mine forældre mente ikke, det var nødvendigt, når jeg allerede havde et instrument i saxofonen, så hvad skulle jeg da bruge en guitar til? Men de bar over med mig og tog med mig ned i den lokale musikforretning, hvor jeg fik en guitar og forstærker til omkring $ 125. Så fik jeg en bog, og måske kunne jeg få nogle lektioner. Det endte med, at jeg fik nogle lektioner af ham, der var i musikforretningen. Han var meget til glam metal i firserne med zebrastribet guitar. Han var faktisk en rigtig god guitarist. Det sjove er, at han havde et band. Min lektion var lørdag formiddag, og han spillede ofte koncerter fredag aften, så sommetider dukkede han bare ikke op. Så mine forældre blev lidt irriterede. De gad ikke at køre i 35 minutter for noget, der ikke blev til noget. Derfor fik jeg lektioner af en universitetsstuderende i et stykke tid. Men egentlig gad jeg ikke rigtig blive undervist. Jeg ville bare være i et band, og da jeg havde lært nogle akkorder, gik jeg egentlig bare i gang. Jeg fandt én på et opslag, hvor man hiver telefonnummeret af. Han var omkring 25 år gammel, og jeg var kun 16 år eller sådan noget. Han var en dygtig bassist og tolererede mig, selvom jeg var ung. Og så udviklede det sig bare. Da jeg så flyttede til San Diego i 2000, var der nogle bands, der gik i opløsning, og lige pludselig var jeg med i Cattle Decapitation.

Så det var sådan, du kom med i bandet? Du flyttede til San Diego?

- Ja.

Hvornår begyndte du så at bidrage med musik til bandet?

- De skrev faktisk kontrakt med Metal Blade, lige efter jeg kom med i bandet, og da havde de næsten hele pladen ('To Serve Man', red.) klar. Jeg skrev måske bare et par riff eller tre derpå. Gabe Serbian forlod Cattle Decapitation for at koncentrere sig om sit band The Locust, og han og bassisten (Troy Oftedel) havde skrevet det meste. Men allerede efter 'Humanure' skete der noget. For 'Karma.Bloody.Karma' var mere eller mindre mig og bassisten. Og selvom vi så skiftede bassist i mellemtiden, så har det været sådan lige siden, hvor vi skriver musikken.

Afsluttende. Hvordan har maden været på denne turné?

- Helt vild. Helt fantastisk. Jeg sagde faktisk til vores opvarmningsbands tidligere, at de ikke måtte vænne sig til det her, for sådan er det normalt slet ikke. Tag bare stedet her i Esbjerg, hvor kokken kom ind og forklarede, hvilke ingredienser der var i maden. Vi er ikke vant til 90 sekunders introduktion til vores måltid. Altså bare gennemsnittet på denne turne i Europa er adskillige niveauer over, hvad vi er vant til i USA. Der er det bare "Her er jeres madbudget", og så får man bare $ 10, og så må man selv ud og finde noget mad.

Så man kan roligt sige, at I er glade for at være på turné lige nu?

- Helt sikkert. Vi har kendt Suffocation i mange år og været på turné med dem før. Inspirerende band. Vi er glade.