Copenhell 2018: Exo-souza-sa og pitten var igang
Det kan godt være, at det stadig kun var morgen for en del af publikum, sådan en tidlig fredag eftermiddag, men gang i pitten kom der nu til Exodus' show på Copenhell
Der blev scoret mange billige point under koncerten med Exodus, men når man samtidig har at gøre med et band, der spiller rendyrket thrash metal, og som fortsat ikke viger meget fra den originale Bay Area-thrash-lyd, så er det faktisk helt på plads. Konferencier Carsten Holm lagde ud med at berette, at bandets frontmand Steve Souza med stor begejstring havde talt om Copenhell-publikummet efter koncerten ved midnatstie på Hades i 2015. Fra frontmanden fik vi også den ofte hørte, at Danmark er fedt, for vi har jo Mercyful Fate.
Men så fik vi ellers også serveret lækker thrash metal, og allerede fra første sang kom der gang i pitten. Det blev i øvrigt en pit, der voksede og voksede, og især fra nummeret 'A Lesson in Violence' stak det og eskalerede under den klassiske 'The Toxic Waltz'.
Frontmand Steve Souza var på fra start, men hans vokal krævede lige et par numre, før den for alvor var varm, og det helt store skyts blev hevet frem med nogle imponerende skrig i 'Blacklist'. Han var en sympatisk og snakkesalig herre, der gerne opfordrede til mere gang i det ellers ganske aktive publikum. Da der blev lagt op til den helt store finale-pit, ønskede han, at den skulle nå helt ud til Christiania. Så langt blev det nu ikke, men det var en ganske hæderligepræstation af de friske personer i pitten.
En lektion af den gamle skole
Fokus i sætlisten var på 'Bonded by Blood' og generelt helt oldschool. Gary Holt, guitaristen og sangskriveren, der har spillet på alle album, men i de senere år er en sjælden gæst grundet sit virke i Slayer, var heller ikke med her, og da et nyt album afventer Slayers farveltour, før der indspilles, så var det måske også helt naturligt, at fokus lå, hvor det lå denne eftermiddag.
Det blev en god koncert fra et veloplagt band, hvor især guitaristerne så ud til at hygge sig og fjollede lidt indimellem. Jack Gibson virkede lidt mere tilbageholdende, men var stadig ganske velspillende sammen med bæstet på trommerne, Tom Hunting, der også så taknemmelig ud for det danske publikum og gav sig god tid til efter sidste nummer at dele sætlister ud og kaste med stikker ud til de mest begejstrede folk foran scenen.