Ilter ‘21: En spændt fjeder
Eyes’ koncert på Ilter føltes som forløsningen på et års indestængt energi. Pitten eksploderede endelig efter nogle tilløb, og ingen havde fortjent det mere denne dag.
Man ved både, at man ikke er 20 længere, og at man altid vil være 20, når det første, man gør dagen efter en Eyes-koncert, er at ringe til skadestuen for at få at vide, hvordan man skal forholde sig til den der fod, der gør vanvittig ondt, når man støtter på den, og vanvittigere ondere, når man løfter den for at aflaste den.
Det er jo fantastisk, at det igen er kommet dertil, hvor sådan noget kan være en ting: Det var ikke mere end fire dage, før Ilter gik i gang, det blev meldt ud, at nej, det ville ikke blive en siddende koncert, for det stod der ikke længere noget i retningslinjerne om, at det skulle være, og ja, der ville blive moshpit, hvis nogen ville lave en moshpit.
Det vil Victor Kaas. Slæbende sætter Eyes i gang med ‘Verge’, først det helt vildt Kurt Ballou’sk bendede riff fra Rasmus Furbo og Søren Bomand, der trækker sangen op som en fjeder, så trommerne og bassen, der banker blod ud i dens system og giver sangen krop, indtil den rejser sig, svajende, hujende, triumferende, og vælter hen over sig selv og alt, der står i dens vej. Imens stolper sangeren rundt på scenen og pisker en stemning op med arrige råb mod publikum.
Det er nu, det skal være. Vi har været forundrede over, at vi kunne stå op, som om vi rigtig var til koncert igen. Det er gået op for os, at det var det, vi var: Til rigtig koncert. Med publikumsbegrænsninger, jovist, rigeligt med plads omkring os, men stadigvæk: Vi er nogenlunde frie til at gøre, hvad vi vil, der er håndsprit ved udgangen, gå amok.
Det er bare, som om vi lige har glemt, hvordan det er, vi gør det. Eller også mangler vi bare det sidste skub: Smertegrænsens Toldere fik lidt gang i folk, men det blev ikke rigtig til noget. Der skal tungere skyts til: Der skal chugga-chugga og fuld æde til, og det giver Eyes.
Og hvor er det dog vanvittig fedt. Det hjælper jo på det, at der er substans bag: At Eyes har både sangene og konceptet for, hvad de skal med dem. Det er en fuld pakke, man får med Eyes, og så kan det godt være, at man ikke skænker dikotomien mellem kaotisk hardcore og et visuelt image taget ud af et boligmagasin mange tanker, mens man værger for sig for at undgå og imødekomme vildfarne kroppe, der smadrer mod én. Men man har alligevel bedre smag i munden dagen efter, fordi man opførte sig dumt til noget klogt.
Eyes sendte deres debut ud, mens alt var lukket ned, og det har lukket en del af luften ud af ‘Underperformer’. Det er en skam, for det er en dansk hardcore-plade, der kan tåle at blive spillet igen og igen. Nu har de så lejligheden til at vise et publikum, hvad sangene kan bruges til live. De har spillet til Alice Archives’ streamingfestival, de har spillet for et siddende publikum i Byhaven, hvor de måtte smide en fulderik ud, der var ved at gøre sit til, at ikke engang dét var muligt længere.
Nu kan de spille rigtigt, og al den energi, de har opbygget over et år, slippes løs i aften. Og i publikum tager vi imod den og sender den lige tilbage til bandet. Det er sådan her, det skal være. Så må vi tage telefonkonsulationen med en tålmodig skadehuslæge, når vi engang står op igen.