Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Guldbelagt eksperimentering

Updated
turkish-psych-rock-quintet-tuhaf-releases-debut-album-mere-guld-1383154

Psych-pop orkestret Tuhaf's debutplade "Mere Guld" skinner på overfladen, men mangler et par iterationer førend det er 18 karat. 

Kunstner
Titel
Mere Guld
Karakter
3

Tuhaf er et spændende nyt dansk navn, der kombinerer psych-pop med hvad jeg, som absolut lægmand, kun kan beskrive som tyrkisk folkemusik. Pladen “Mere Guld” bruger især sanger Berrin Baş’ meget smukke og arabesque-fraserende stemme til at levere et produkt, der er meget anderledes fra, hvad vi ellers anmelder her på Devilution. Sprogbilledet på albummet er ligesom orkestret dansk-tyrkisk, hvilket danner rammen for et tekstunivers, der både rammer ned i tendensen i den danske psych-scene til at synge på dansk, men det er dog særligt når Baş synger på tyrkisk, at lydbilledet går op i en højere enhed.

Danske ord på tyrkiske versefødder
Den meget specifikke trækken på ordene over fraseringer og stærkt melankolske stemning egner sig simpelthen bedre til det tyrkiske sprog (skriver jeg med det in mente, at jeg ikke forstår et eneste tyrkisk ord). Det er dog spændende at se nogen lege med den sproglige kandance, vi er vant til på dansk, hvor ordene oftest udtales stakkato, kort og luftløst, sat på arabesque versefødder, der typisk er luftige, langtrukne, fraserende og følelsesladede. Det bedst fungerende eksempel på dette er “Jeg Ser Dig”. Eksemplet på, at det tyrkiske sprog dog stadig egner sig bedre til stilen ses på “Unutma”, som kombineret med næsten techno-agtige synths er helt sublim, uden at være hevet i tusind stykker af de kraftige kontraster. 

Gentagelse, gentagelse, gentagelse
Men når roserne er givet, skal vi desværre også snakke lidt om de ting, der ikke helt virker for bandet - eller måske i hvert fald bare ikke for mig som lytter. Jeg er nok lidt i virkeligheden en skabs-psych-lytter. Ude af skabet var jeg helt, da jeg engang dækkede Copenhagen Psych Fest. Her gik det op for mig, at en af mine primære anker imod de af bandsene, jeg havde mindre fidus til, var bands der dronede ud, uden at have en plan eller strategi for at drone.

Gentagelse af melodiske elementer kan, når gjort med ynde, nærmest få lytteren til at gå i en slags følelsesmæssig, evig-eskalerende trance. Når det er godt. Når det er dårligt, kan det i stedet føles lidt som en insisterende prikken på et punkt, hvor der allerede har dannet sig et blåt mærke. Her hælder jeg altså desværre lidt til den sidstnævnte side, når jeg lytter til Tuhaf. 

... og nu' det slut 
Dette kunne nok også være afhjulpet med en bedre planlægning af albummets numre. Et godt eksempel på en planlægning, som jeg ikke synes virker, er overgangen fra “Jeg Ser Dig”, til “Lille Liv” til “Mere Guld”. Vi kender vel nærmest alle til den mærkværdige slutning på Harry Potter bøgerne og filmene. Slutningen var til stor diskussion blandt fans, fordi mange mente, den var overflødig. Mange instruktører lader til at have samme problem. Her kan også nævnes Marvels “Avengers: Endgame”, der skulle lukke så mange sidehistorier ned, at den vel nærmest kom op på 10 slutninger i rap.

Det er også følelsen jeg sidder tilbage med, efter at først at høre “Jeg Ser Dig”, som jeg desuden mener er en af pladens bedste sange lyrisk, ende i en jazzet, kaotisk outro. Jeg kigger ned på min afspiller og stik imod min forventning, ser jeg at albummet fortsætter. Herefter kommer “Lille Liv” med adskillige outro-gentagelser af den samme linje. Så tænker jeg “okay det var en slags reprise, og nu er albummet slut”. Til min store forbavselse ankommer vi herefter til “Mere Guld” der er et langt mere rytmisk og “vågent” nummer, der også ender i flere minutters droneri. Samtidigt er der ikke bundet knuder imellem de tre sange, der virker afskåret fra hinanden, sådan energi-mæssigt. Man ender med at føle sig lidt over-konkluderet på. 

Blå blæsere til blå toner
Jeg har dog gemt et par roser til slutningen, for at vi ikke skal drukne helt i de valg, jeg måske ikke er enig i. En af de største glæder på albummet er noget så interessant som blå blæser-instrumentering. Det er generelt kun en ting, jeg kan anbefale til orkestre, der har et forholdsvist massivt lydbillede, fordi det vækker lytteren uden at falde helt udenfor skiven lydmæssigt. Hvis orkestret altså spiller melankolsk musik. Andre gode eksempler på dette er danske Kollapse og norske Spidergawd i vidt forskellige genrer. Jeg kan simpelthen ikke understrege nok, hvor gerne jeg så mere brug af blæsere i musik. Kombinationen af det tyrkisk-inspirerede lydbillede, moderne jazzy trompet og psych-droneri - det er simpelthen fantastisk. 

Her på Devilution har vi spurgt efter nogen, der vil noget mere. Det vil Tuhaf. At gøre noget anderledes leder ikke nødvendigvis til fuldstjernede albums i første forsøg, men det bør oftest lede til et tak, for dog at forsøge. Tuhaf kommer uskadt fra forsøget. Albummet er uden tvivl lytteværdigt, spændende og udfordrende. Der mangler dog et par finjusteringer førend det er ren magi. Det er der dog potentiale til, for sjældent skaber man ren magi uden et grundlag af eksperimentering.