Tung prog med de ældste
Populær
Onsdag aften i Pumpehuset bød på tre bands. Line-uppet startede gennemsnitligt, men endte i klar amerikansk overlegenhed og publikums imponerede måben.
Velspillende, men letkøbt
Gøteborgske The Order of Israfel spillede tidligere på året på Ungdomshusets Heavy Days in Doom Town-festival og fik i den sammenhæng en noget lunken anmeldelse med fra dette site. Onsdag aften – kun tre måneder senere – var de tilbage i Danmark efter endt europatour som support for ingen ringere end Pentagram.
Med doom-mesteren Tom Sutton (ex-Church of Misery) i front indtager de således scenen i Pumpehusets Sort Sal med både dystre, tunge riffs og højtsvævende, fjernøstligt og spirituelt lydende melodier. Og de fire musikere spiller virkelig godt sammen; de forstår, hvornår soli og instrumentale stykker skal have lov til at strækkes lidt længere end på plade. De kender hver især deres plads, og de ved, præcis hvor de har hinanden. Det hele bliver leveret med stor selvsikkerhed og præcision.
Meget originalitet er der dog ikke over bandets musik... Og det kan for så vidt være meget godt i denne genre, når bare det gøres med en smule charme og personlighed, men i denne omgang virker det hele lidt for letkøbt og gjort før. Der er lidt for mange lidt for simple riffs, der fortsætter i lidt for lang tid i lidt for forudsigelige sangopbygninger. Men når de få rigtig gode riffs og virkelig flotte solo-præstationer så endelig viser sig, bliver man selvfølgelig også det mere overrasket. Og dem er der heldigvis et par stykker af – bedst leveret på ‘On Black Wings, A Demon’ og ‘Wisdom’.
Kan man se bort fra det generelt gennemsnitlige riff-niveau og (trods gode vokalmelodier) Suttons mindre stærke vokalpræstationer – inklusiv nogle temmeligt fejlplacerede overgange til growl i visse tungere passager – spillede The Order of Israfel en ganske fornøjelig og letfordøjelig koncert med masser af fin guitarlir og udmærkede melodier uden at være hverken prangende eller specielt uforglemmelige.
Fra ørkenen og videre ud i rummet
Kender man ikke allerede Mos Generators musik, beskrives det nok bedst som støvet amerikansk heavy/stoner rock; melodisk, velproduceret og, for stoner, utroligt catchy.
Mos Generator tager os med ud på en tur gennem ørkenen og helt ud i rummet; først med – som for at varme os yderligere op – en noget mere end sædvanligt slæbende og sandblæst version af ‘Lonely One Kenobi’. Og hvor aftenens første band leverede lidt for mange anonyme riffs, står den nu på det ene hook efter det andet, leveret med tunge, varmestrålende riffs og en ligeledes varm, soul-fuld og yderst melodisk ren vokal. Det er meget amerikansk og næsten for meget af det gode... Men også kun næsten!
Vi får gennem sættet flere store numre, heriblandt en flot udførelse af ‘Silver Olympus’, ‘Electric Mountain Majesty’, der ender ud i en laaang og lækker guitarsolo, før Mos Generator lukker med ‘This Is The Gift of Nature’. Alle numre leveret med en imponerende kraftpræstation af Jono Garrett på trommerne og utrolige mængder feeling fra bandets meget veloplagte front- og guitarmand, Tony Reed, mødt med lige så store mængder jubelscener, hyl, pift og headbanging fra publikum.
En svævende eventyrverden med fede riffs
Da de unge amerikanere i Elder går på scenen, er min første tanke, at de har noget af en opgave foran sig, hvis de skal kunne leve op til det show, der lige er blevet leveret, men der går ikke lang tid, før de tanker bliver gjort til skamme; bandet leverer deres tunge, progressive doom som en drøm, hvor hvert anslag, hvert fill, hver tone ligger lige der, hvor den skal, og fører publikum på en færd ind i en svævende eventyrverden af fede riffs ledt godt på vej af psykedelisk pulserende visuals projiceret op på lærredet bag bandet.
Deres soli er tydeligvis improviserede og dermed også mere umiddelbare end på plade, men de passer så fint ind i lydbilledet live, at alt synes at falde i hak. Der er generelt mere end almindeligt god harmoni mellem showets forskellige elementer, og det mærkes på publikum, at aftenens koncert har været ventet med stor forventning; en stor del af publikum har i forløsningens glædesrus hænderne i vejret koncerten igennem, nærmest fra start til slut.
Det interessante ved Elder er, at i en vrimmel af bands, der kopierer og bygger videre på arven fra 70’ernes hårde, tunge, psykedeliske og progressive rock, har de formået at udvikle en lyd, der er original, unik og helt deres egen – jeg vil vove at påstå, at ingen lyder som Elder. Og således også i aften.
De har tunge riffs, de har overvældende instrumentale kompositioner, de har episke tekster; det eneste, Elder sådan for alvor mangler, er en mere solid vokalist til at understøtte det massive lydbillede – bandet ville onsdag aften have været uden lige, hvis det var tilfældet! Og det var da også en gennemført fortrinlig præstation, der måske kunne formå at snige sig ind på en top 5 over årets bedste koncerter.
The Order of Israfel: 3/5
Mos Generator: 5/5
Elder: 5/5