Stærkt tredje album fra kadaveret
Populær
Tyske Kadavar har lagt flere lag på i forvejen udmærket sangskrivning på deres nye hyldest til den tyske hovedstad. Det er endnu engang et spacy og proto-metallisk album af international klasse.
02. Last Living Dinosaur
03. Thousand Miles Away From Home
04. Filthy Illusion
05. Pale Blue Eyes
06. Stolen Dreams
07. The Old Man
08. Spanish Wild Rose
09. See The World With Your Own Eyes
10. Circles In My Mind
11. Into The Night
BONUS TRACK
12. Reich der Träume (Nico cover)
Det mest kendetegnende ved 'Berlin' er, at Kadavar helt tydeligt har haft behov for en musikalsk fornyelse; der bliver afprøvet nye sangstrukturer, dynamikker og melodier.
Selvom de opererer inden for 60'er- og 70'er-æstetikken, og trods den tydelige inspiration fra bands som Black Sabbath, har der i kombinationen af bandets lyd, melodiforståelse og sangsammensætning altid været noget, der skilte dem ud fra resten af retrobølgen – noget, der var umiskendeligt deres – og 'Berlin' er ingen undtagelse.
Der bliver ikke lagt mange fingre imellem, for allerede fra åbningsnummeret får vi leveret en ny yndling i form af den svært catchy ‘Lord of The Sky’ og straks efter ‘Last Living Dinosaur’, der flot væver groovy boppende riff, licks og soli ind og ud imellem hinanden. Dertil kommer første single ‘The Old Man’, der ser lidt tilbage på tidligere udgivelser, mens der er godt med tamburin på omkvædet i ‘Filthy Illusion’, og ‘Into the Night’s utroligt ligetil og fængende refræn lægger op til en god gang skrålen med til kommende koncerter. Og jeg kunne blive ved, for der er ikke mange numre på ‘Berlin’, der i det mindste ikke er yderst fornøjelige at gennemlytte. Det er simpelthen svært ikke at nikke i takt, mens "Dragon", "Lupus" og "Tiger" – som medlemmerne hver især kalder sig – leverer space-psychede guitarriff, groovy rytmer og Thin Lizzy-pumpende baslinjer.
Flere bands, der er med på retrobølgen, forsøger sig fra tid til anden med en sang på modersmålet, hvor især de mange svenske bands har gjort det overmåde godt. Sandsynligvis har det bl.a. at gøre med, at der er en overvejende enighed rundt omkring i verden om, at det svenske sprog har en vis grad af melodiøs ynde. Kadavar har forsøgt sig med det samme, men selvom coveret af Warhol-darlingen Nicos ‘Reich der Träume’ er et af pladens absolut flotteste og mest veludførte numre, har det tyske kommando-sprog ikke helt samme charme som det svenske. Til gengæld er Kadavars version af nummeret på grund af forsanger "Lupus" Lindemanns fine præstation drømmende og grandiost og desuden hjulpet godt på vej af flotte synth-landskaber i et melankolsk og dvælende syretrip.
Lindemann lyder pladen igennem i det hele taget langt mere sikker og komfortabel i sin vokal end på tidligere udgivelser. Selvom det giver os nogle gode præstationer, udmønter dette sig desværre også en smule kedeligere end tidligere. Der synes ikke at være samme behov for at være afprøvende, og der er ikke samme grad af skinger skabethed i kampen for at ramme de rigtige toner – en kamp, der virkede charmerende autentisk. Heldigvis har man valgt at beholde nogenlunde samme mængde rumklang som på første og andet album; noget af det mest genkendelige ved Kadavars lyd. En lyd, der, selvom den holder fast i det retro, overordnet kun synes mere og mere klar for hver udgivelse.
Nogle af sangene på ‘Berlin’ har måske ikke samme punch ved første gennemlytning, som man husker, at det første møde med bandet havde. Men giver man sig hen, lyder albummet umiskendeligt som Kadavar, på trods af at den musikalske legeplads er blevet bygget ud på deres seneste udgivelse. Jeg tør endda vove den påstand, at albummet vil åbne sig yderligere, og flere detaljer og lækkerier vil se dagens lys ved flere og flere lyt.