ACW '23: Lørdag
Lørdag blev til A Colossal Weekends sidstedag. Programmet var særdeles varieret, med både positive og negative udfald. Eyes smadrede vores ører, nakker og fordomme om et hardcoreband på en metalfestival.
Solen skinner og tømmermændene har stille lagt sig, da vi møder ind i Basements lille udeområde lørdag morgen. Man glæder sig nærmest til at forlade solskinnet og træde ned i spillestedets mørke, for både lyd og lys har været sublim hele weekenden. Onde tunger vil ellers have det, at lyden på Basement aldrig er god – men her må vi simpelthen mane rygtet i jorden. Der er desuden blevet lavet en bedre afskærmning, så bandsene ikke på samme måde skal opspille det faktisk rimeligt store rum og publikum kan nu bag et sort lydisolerende garden gå i baren, stå i baren eller sætte sig i barområdet, der nu har fået borde og bænke. Alt i alt var det også på Basement, at man fik de billigste øl og den bedste betjening.
Tears of Fire er dagens første band og de rammer os forholdsvist nådigt. Jeg skal ikke bilde mig selv ind, at jeg ved særligt meget om ”funeral doom”, men det er da vellydende. Det er særligt spændende, hvordan de forskellige vokalister formår at væve deres cleans og skrig mere sammen, end jeg har hørt før. Til gengæld var vi blevet lovet persisk indflydelse, da bandet er delvist iransk. Det var der desværre ikke meget af.
Dagens næste band er ligeledes i mørket på Basement. Den første øl er begyndt at virke, og hele vejen fra Frankrig kom Where Mermaids Drown. Det er hypnotiserende, det er atmosfærisk, det er vellydende, men det er godt nok også kedeligt. Jeg kan sagtens forestille mig en verden, hvor vi ikke stod med tredjedagstømmermænd og faktisk nød det her, men undertegnede må op for luft i Basements lille gård, hvor der dog er ved at være mange fine mennesker at hilse på. 
Den mest forfærdelige og dermed sjoveste koncert leveres på Ideal Bar, hvor Intechnicolor spiller så generisk og kedelig 90’er-rock at fælleschatten bliver brandvarm med skældsord som ”Wish-udgaven af Incubus” eller ”Peasants of the Stone Age” (okay, indrømmet, jeg har selv fundet på dem her). Men dommen var et enslydende: Hvad fanden laver de her og er det snart slut? 
Turen gik hurtigt forbi Lille Vega for at se norske Astrosaur, der havde masser af energi, men ikke særlig meget retning. Det blev tid til en falafel på Pasha i stedet for undertegnede.
Så var det tid til Ravenna Hunt-Hendrix på Lille Vega – en koncert, der nok delte vandene en del. Ikke desto mindre blev undertegnede blæst væk af den sanselige og insisterende oplevelse det var at se en transkvinde indtage en scene og insistere på at optage plads. I mellem vokalloops og guitardronen fandt jeg mig selv i en trance, hvor det eneste, der fyldte var at hengive mig til øjeblikket og Hunt-Hendrix’ tilstedeværelse. Det var mindre musik og mere manifestation. Jeg endte med faktisk at blive helt berørt og det samme gjaldt dem, som blev for at snakke med Hunt-Hendrix. Man kan ikke sige, at repræsentation ikke betyder noget efter den oplevelse. 
Der var derefter mødepligt til japanske Boris – et band man aldrig rigtig ved hvilken ”æra” er i fokus hos. Desværre blev det deres mere rock and rollede-æra der var i fokus i aften. Selvom jeg virkelig havde glædet mig, og publikum faktisk var enormt begejstrede, så var det ikke lige det jeg havde håbet på og derfor nok lidt en skuffelse. 
Jeg prøvede mig med Wyatt E., men det var simpelthen også for kedeligt til mig.
Hvad der til gengæld ikke var kedeligt var Eyes, der indtog Lille Vega med den efterhånden forventede energi. Eyes udgav for nyligt deres tredje plade ’Congratulations’ og undertegnede har derfor hørt de numre en del live. Så det var et forfriskende pust at se et mere blandet sæt, med sange fra hele bandets repetoire. Det betyder også, at Eyes lød mere som et metallisk hardcoreband, end det eksperimenterende hardcoreband, jeg har lært dem at kende som. Men det var et overlagt valg og et meget klogt valg. Folk er ellevilde og pitten er vildere og dummere end jeg har set den til Colossal indtil videre. Et veltrængt pust af energi efter et par meget langsomme oplevelser sidst på aftenen. 
Langsomt gik det ikke for sig til Polymath, som jeg da lige når en tur forbi med min ny forstuvede nakke. Math-metal? Tjoh. Men så er det heller ikke sjovere. Jeg kan mærke min seng kalde på mig og jeg vælger at lystre. Tak for en fantastisk Colossal!