Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Rock for viderekomne

Updated
Rock for viderekomne
Rock for viderekomne
Rock for viderekomne
Rock for viderekomne
Rock for viderekomne
Rock for viderekomne
Rock for viderekomne
Rock for viderekomne

Japanske Boris er et herligt udisciplineret monster af et band, og på deres 19. studiealbum, ’Noise’, forener de det dystre med det farverige på nærmest suveræn vis.

Kunstner
Titel
Noise
Dato
17-06-2014
Genre
Trackliste
1. Melody (黒猫メロディ)
2. Vanilla
3. Ghost of Romance (あの人たち)
4. Heavy Rain (雨)
5. Taiyo no Baka (太陽のバカ)
6. Angel
7. Quicksilver
8. Siesta (シエスタ)
Karakter
4

18 år efter udgivelsen af bandets tunge statement af en debut, ’Absolutego’ (1996), er de tre medlemmer i Boris klar med sin 19. studieplade. Alene antallet af studieplader, cirka én om året, må give mange musikere forbavselsesrynker i panden. Kigger man desuden på resten af bandets diskografi, der - ud over antallet af fuldlængder - desuden inkluderer omtrent dobbelt så mange ’sekundære’ titler i form af henholdsvis splits, livealbums og ep’er, er anderledesheden til at tage og føle på hos Boris.

Vi fremhævede det også i vores anmeldelse af Boris’ forrige udgivelse, ’Präparat’ fra sidste år, men det skal gerne blive sagt igen: Boris er virkelig ikke som andre bands. I et kalejdoskopisk farvand af en musikkarriere har bølgerne ført dem fra skelsættende drone over regulær heavy metal til shoegazer rock-sensibilitet til j-pop, avantgardistisk guitar-minimalisme og power-ballader. Det ville ikke være helt forkert at kalde Boris for et skizofrent band, men på den anden side synes det heller ikke at være helt korrekt. Til trods for at de på forbløffende naturlig vis har gjort det til sin signatur at være svære, hvis ikke ligefrem umulige, at kategorisere, løber der nemlig en rød tråd igennem størstedelen af bandets bagkatalog. En rød tråd, som bandets nyeste album, ’Noise’, i øvrigt kan ses som en slags opsummering af, eftersom pladen er et detaljerigt patchwork, der væver flere af bandets musikalske stemmer sammen til ét værk.

Allerede fra åbningen af indfrier albummets titel sit løfte: ’Melody’ er en herligt noise-drevet og disco-glad popsang, der dyrker den gode melodi lige så groft, som den dyrker tyngde, feedback og et hårdtslående trommespil, der udmærker sig ved at have en fysisk tilstedeværelse. Det er sangens lette melodi og den lette melodis møde med et divergerende og tungt udtryk, der giver den et usædvanligt dragende kendetegn. Der er kort sagt skrevet ”Boris” ud over det.

Den røde tråd hos Boris træder dog ikke frem kun gennem dette clash af musikalske verdener. Det er denne åbenhed overfor genrer og toner, der gør bandet til noget nær ens favoritband, men Boris’ genkendelighed tydeliggøres i lige så høj grad gennem trioens kunnen og vilje som musikere. Det er egentlig lidt mærkeligt at man altid synes at kunne genkende Boris, også selvom de skifter musikalsk ham, oftere end Elton John skiftede skøre briller i 70’erne. Til tider spiller bandet med en lethed, der kan minde en smule om tidligt Meat Puppets, mens de andre gange spiller med stramme kontraster og eksperimenterende overgange, der er alt andet end lette. Uanset hvad, de spiller, er genkendeligheden dog altid intakt.

En af Boris’ styrker som band er således deres evne til og interesse i at forene det ene enestående udtryk med et andet enestående udtryk. Ligesom det gør sig gældende for de plader, man oftest vender tilbage til, er det til dels lytterens forpligtelse at høre Boris’ udgivelser som hele værker. Lytter man således til blot én sang på ’Noise’, er man kun blevet introduceret til ét ud af de utallige musikalske ansigter, pladen består af.

Tag ikke fejl: ’Noise’ er skam fuld af gode sange, der så at sige også står stærkt på egen hånd. Men noget af det motiverende og virkelig fede ved at lytte til Boris i al almindelighed og altså også til ’Noise’, er den nysgerrige forventningsglæde, der dukker op i én under stilheden i overgangen mellem numre. Den bør man ikke snyde sig selv for. Når man tilbringer tid med Boris, er man kort sagt spændt på at se, hvad der gemmer sig om næste hjørne. Og heldigvis er der formentlig ikke stille særligt længe, før vi hører fra Boris igen. Indtil da har jeg tænkt mig at høre ’Noise’ nærmest på repeat.