Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Alt skal bare dø

Updated
underoath_voyeurist

I skumringen fra tidligere udgivelser og genrernes død, genopstår Underoath igen på deres mest flydende album til dato. 

Kunstner
Titel
Voyeurist
Karakter
5

Som jeg afslørede på min årsliste, har jeg nærmest ikke hørt Underoath siden ‘They’re Only Chasing Safety’. Når man kigger på Spotify, så er det også de sange, der dominerer listen over bandets mest spillede sange. Næsten 20 år senere var vi her på magasinet tæt på at overse bandets udgivelse ’Voyeurist’, der dog ikke fortjener at blive glemt. Mest af alt, fordi det er et smukt og bevægende album. Men også fordi det følger en generel trend indenfor hardcore, post-hardcore og emo-revival: Genrerne er døde. 

Vi er ikke på vej ind i puritanismens årti
Det er sjovt at sige ”Genrerne er døde” i en artikel om et tidligere kristent band, for det er selvfølgelig med reference til Nietzsche, der brugte udtrykket ”Gud er død” til at beskrive hvordan det moderne samfunds teknologiske fremskridt og frisættelsen af menneskets seksualitet har bragt os til en fremtid, hvor alt er flydende. Det samme er sket for Underoath, der som band er formet og genformet igen på mange plader med forskellige leanings imod metal, screamo og nu.. ja hvad nu? Det er metalcore. Men det er meget mere. Det har altid været mere, men særligt på denne plade er det tydeligt, at Underoath slet ikke er færdige med at lege med genrerne.

Hvis man er YouTube-nørd har man kunnet se større meningsdannere som Finn McKenty og Nik Nocturnal i deres outlooks for 2023 erklære genrerne døde og spå puritanerne i metal og hardcore en hård fremtid. De tendenser skinner klokkeklart igennem på ’Voyeurist’, der ikke er et genre-album, men hvad jeg vil definere som et ”vibe”-album. Det er flydende, på den samme måde som Nietzsche beskrev et samfund uden Gud. Ingen regler. Bare vibes.

Gud er død og vi skal alle dø
Gud og hans død for bandet er ligeledes et lyrisk tema for ’Voyeurist’, der for eksempel på ’Cycle’ hvor omkvædet beskrivende tager os ind i mørket efter Gud: ”Carve out my eyes, I can't see anyway / Darker than heaven, empty as God”. Det er også netop på dette nummer, at Underoath tager et ekstra skud på de døende genrer, ved at invitere emo-rapperen Ghostemane med på nummeret. Og selvom jeg ikke personligt er meget til Ghostemanes generelle output, så passer det ind i kaoset, der er 'Voyeurist'. Tilstødende gør bandet brug af atmosfæriske, elektroniske virkemidler, der som tunge tæpper skifter mellem at indhylle lytteren i metervis af melankoli og klaustrofobi. Albummet er delvist inspireret af Tim McTagues oplevelse af håbløshed i forbindelse med tabet af sin far. 

Sangen ’Pneumonia’ er navngivet efter dødsårsagen, der fremgik af faderens dødscertifikat. Det er også på dette, albummets sidste nummer, at opløsningen er total. Trommerne og guitaren træder i baggrunden, og lyder forvrængede  næsten som om de var under vand. Halvvejs inde i sangen gribes man i en knytnæve af Christopher Dudleys vibrerende synths, indtil lydbilledet pludselig bliver lyst, prikkende og teatralsk religiøst. Sangen fortsætter med at skifte form, for til sidst at ende i Spencer Chamberlains nakkehårs-løftende skrig. Måske mere brutalt end jeg nogensinde har hørt Underoath før. 

Konstruer, destruer, konstruer igen
Det lyder måske næsten helt dekonstrueret. Men Underoath viser også på pladen, at de stadig kan skrive omkvæd, der fanger allerede ved første lyt, som for eksempel på ’We’re All Gonna Die’ og den stærkt melodiske ’Thorn’. Den melodiske pulsåre igennem hele albummet giver albummet en nerve og fremdrift, så man ikke får fortabt sig i delelementer.

Samtidigt formår bandet også i allerhøjeste grad at få de mange brudstykker til at hænge sammen på tværs af sangene, i overgangene mellem sangene og i tematikken. Her er det særligt interessant at nævne, at albummet er bandets første med dem selv i producerrollen. Det kan man nærmest ærgre sig over, at det er. Lag af vokaler fra begge vokalister, kor, guitar-refræner og kor holder lydbilledet i konstant bevægelse, men med dale og tinder.
Bevares, det er selvfølgelig stadig metalcore i sin, ja undskyld, kerne. Men det er også et album der føles fuldstændig frisat for dogmer, og ikke mindst den store, magtesløse voyeur i skyen. Det er ærgerligt hvordan tab af de strukturer, man troede eksisterede, fører til så meget modløshed. Men det skaber også utrolig kunst.

Menu