Årsliste 2017 – Sebastian Taylor Bach

2017 var præget af umanerligt mange middelmådige og decideret ligegyldige udgivelser. Nationalt såvel som internationalt. Det kan kun blive bedre i 2018.

Årets danske album:

1. Kellermensch: 'Goliath' – Kellermensch er beviset på, at der er en fremtid for dansk rockmusik. ’Goliath’ fik tildelt fem firkanter af vores anmelder, og det er fortjent. Pladen er drevet af gode ideer og har rød tråd i en grad, som ses alt for sjældent herhjemme. Det driver af melankoli og mørke i et musikalsk univers, der samtidig er fantastisk smukt og gribende. ’Goliath’ har været ventetiden værd og bør være fast inventar i alle musikelskeres pladesamling.



2. Death Rides a Horse: 'More GOD Than Man' – Debutalbummet fra Death Rides a Horse har efterhånden været længe undervejs. Bandet demo-debuterede i 2009, men vi måtte vente helt frem til i år for at få en fuldlængde-debut. Men det er til gengæld også en mere end godkendt debut. ’More GOD Than Man’ er en plade, der trækker på et utal af genrer, bundet sammen af en solid heavy metal-sound, der bør please de fleste old school heavy-fans. Hertil passer Ida Marcussens stærke vokal noget nær glimrende ind i musikken. Det her er en plade, de fleste kan lytte til og finde værdi i. Det er gode kompositioner i et spændende univers.

&t=45s

3. The Interbeing: 'Among the Amorphous' – Det tog The Interbeing alt, alt for lang tid at udgive deres andet album. Historien om bandet, der udgav deres debutalbum på det helt rigtige tidspunkt, men aldrig formåede at udnytte medgangen, er efterhånden typisk dansk – og også en historie, der gør sig gældende for The Interbeing. Heldigvis er bandets andet album, ’Among the Amorphous’, på højde med tidligere udgivet materiale, hvis ikke bedre. Bandet har udviklet sig og samtidig holdt fast i de kerneværdier, der kendertegner The Interbeing. ’Among the Amorphous’ har en international lyd, hvor den industrielle kant har fået mere plads. Det var en af de mest ventede danske udgivelser for undertegnedes vedkommende, og den skuffede heldigvis ikke.



4. Billy Boy in Poison: 'Invoker' – Der er fuld tryk på Billy BoyiIn Poisons anden plade. Til trods for at københavnernes debut, ’Watchers’ (2013), er en udmærket dødsmetal-udgivelse, er det først på årets opfølger, at bandet for alvor spiller med musklerne. ’Invoker’ er grundlæggende en god plade på grund af godt håndværk og bandets succes med at skabe en musikalsk rød tråd. Der er ikke så meget pis med Billy Boy in Poison, bare solid, groovy dødsmetal.



5. Ghost Iris: 'Blind World' – Ghost Iris er et af de bedste metalcore-bands i Danmark. Hertil er den københavnske kvintet særdeles hårdtarbejdende, hvilket også kan høres af bandets andet album, ’Blind World’. Det er en flot og velskrevet plade, der på mange områder matcher, hvis ikke ligefrem overgår bandets 2015-debut. Albummet har en insisterende og international lyd, men det lader også til, at københavnerne efterhånden spiller oftere i udlandet end herhjemme. ’Blind World’ er en moderne metalcore-plade med et solidt hint af prog og djent. Et must listen for alle med hang til den kategori.



Årets internationale album:

1. Body Count: 'Bloodlust' – Med ‘Bloodlust’ beviser Body Count, at politisk rap metal har sin berettigede eksistens. Ice-T og resten af bandet har fomået at gøre, hvad Prophets of Rage mislykkedes pladask med: at skrive en plade fyldt med politiske budskaber, der aldrig lyder som en gentagelse af Body Count anno 1992. I stedet fremstår 'Bloodlust' dugfrisk, rebelsk og provokerende. Hvad hverken B-Real eller Chuck D er for Prophets of Rage, er Ice-T for Body Count: hidsig, intimiderende, skidesur og en fandens stærk lyriker. ’Bloodlust’ er en brutal knytnæve rettet mod alskens uretfærdighed.



2. While She Sleeps: 'You Are We' – Ultimativt (nærmest objektivt) årets bedste metalcore-plade, og selvom det ikke nødvendigvis er en prangende titel, konkurrencen taget i betragtning, hersker der ingen tvivl om, at ‘You Are We’ er en vanvittigt god plade. Der er ingen andre metalcore-bands, der i 2018 har kunnet skrive en plade, der nærmer sig. Nærmeste konkurrent er sandsynligvis August Burns Red. Deres ’Phantom Anthem’ har flere mindeværdige numre, men er stadig langt fra samme niveau som While She Sleeps’ tredje fuldlængdeudgivelse. Det er testosteron-pumpende riff, solide breakdowns, catchy omkvæd og generelt velkomponeret musik.



3. Code Orange: 'Forever' – Hvis man gerne vil have en plade, der emmer af sindssyge, klaustrofobi, ubehag og vemod, så er ’Forever’ et godt bud. Pladen udkom i starten af januar og når derfor lige at komme med på dette års liste – heldigvis. Code Orange har skabt en bastant plade, der er så skramlet og brutal, at det halve kunne være nok. Kvintetten fra Pittsburg viser for alvor iderigdom og sans for at skrive solide kompositioner i et forbandet dystert lydbillede. Det er aldrig nemt at lytte til ’Forever’, men det er altid en fornøjelse.



4. He is Legend: 'few' – Dette er årets overraskelse. Sandsynligvis fordi He Is Legend ikke rigtig har gjort væsen af sig de senere år. Trods flere habile udgivelser er det aldrig rigtig lykkedes bandet at slå fuldstændig igennem, men det kan man kun håbe på ændrer sig nu. ’few’ er en rockplade med et utal af fede skæringer. Mens Schuylar Croom har udviklet sig til en ganske habil hard rock-forsanger, er bandet som helhed blevet særdeles gode til at skrive velklingende sange, der ikke sparer på spøjse og opfindsomme indslag.



5. Uneven Structure: 'La Partition' – Den franske sekstets opfølger til 2011-debuten 'Februus' har vist sig at være langt mere holdbar end debuten. Trods produktionsmæssige mangler er pladen fyldt med moderne progressiv metal, der langsomt åbenbarer sig for lytteren ved flere gennemlytninger. Det bliver aldrig kedeligt, og ’La Partition’ er en plade, der konstant udfordre, og som har en varieret lyd og kompleks sangskrivning. Skal man pege på et fransk album blandt årets bedste, er ’La Partition’ et godt bud.



Årets internationale hit:

Linkin Park: 'Talking to Myself' – Der er i årets løb blevet udgivet rigtig mange gode numre med hitpotentiale. Årets hit for undertegnede er muligvis ikke et af de naturlige valg. Først og fremmest er Linkin Parks ’One More Light’ ikke meget mere end en gennemsnitlig udgivelse, ydermere er det langt fra en rock- og slet ikke en metalplade. Men ’Talking to Myself’ er et forbandet velskrevet pop/rock-nummer, med en fandens catchy melodi, der på mange måder erc hvad der kendetegner Linkin Park. I bagklogskabens klare lys er Chester Benningtons lyrik på ’Talking to Myself’ (og generelt på store dele af ’One More Light’) et tydeligt råb om hjælp og en fremstilling af de dæmoner, han nu engang kæmpede mod. Ved første lyt lyder 'Talking to Myself' som et typisk nummer om kærlighed mellem to personer, og problemerne forbundet med dét, afspejlet i hovedpersonens forsøg på kommunikation med en ligeglad modpart. Men man skal ikke have den store doktorgrad for at læse mellem linjerne og høre, at teksten reelt kun handler om en person og den persons indre kamp – Chester Bennington.



Årets danske hit:

Unseen Faith: 'Dystopia' – Unseen Faiths debut album, ’Waver’ var desværre ikke det danske deathcore-brag, man kunne have håbet på. Men det ændrer ikke ved, at der var flere gode numre på pladen. Det bedste og et af de fedeste danske numre i år er ’Dystopia’. Velkomponeret og fandens catchy af et deathcore-nummer at være.



Årets genfundne klassiker:

Prong: 'Cleansing' – En klassiker er måske så meget sagt, men lyden på 'Cleansing', er til gengæld noget nær fantastisk. Det er en plade, der har været sat på flere gange i år. Tommy Victor er i sit es på den plade, der generelt er præget af en rusten, mudret lyd, der på mange måder er definitionen af heavy metal i 90'erne. 'Whose Fist Is This Anyway?', 'Broken Peace', 'Out of This Misery' og naturligvis 'Snap Your Fingers, Snap Your Neck' med den insisterende basgang. 'Cleansing' er et nostalgi-album, men et af de bedre af typen. 

Årets fysiske udgivelse:

Metallica: 'Master of Puppets (Remastered Deluxe Boxset)' – Som de to foregående udgivelser (’Kill ’Em All’ og ’Ride the Lightning’) er genudgivelsen af ’Master of Puppets’ en mastodontudgivelse. En samling af materiale, hvor der sandsynligvis også er nyt at finde for de mest hardcore fans. 10 cd’er, 2 dvd’er, 3 lp’er og et kassettebånd (et fucking kassettebånd!?) – og så alt det andet lir, man kan sidde og nørde med i mange timer. Når klassiske album genudgives, kan man godt frygte, at det er for pengenes skyld, og at det nye materiale, man loves, enten er minimalt eller knap så nyt. Metallica går vanen tro ikke på kompromis med deres genudgivelser.

Årets koncerter:

1. Papa Roach: Amager Bio, 22-10-2017 – Papa Roach har stort set været en fornøjelse at opleve live, hver gang de har gæstet Danmark de sidste mange år. Hvad de ikke har leveret på plade, har de leveret på scenen i form af eminent performance og højt energiniveau. Da Jacoby Shaddix og ensemblet gæstede Amager Bio i Oktober, var det som del af deres ’Crooked Teeth’-tour. Den første rigtig gode Papa Roach-udgivelse i mange år. Kombinationen af et godt album og vanligt højt live-niveau var fremragende.

2. Anthrax: Arena/Roskilde Festival, 01-07-2017 – Hvis der er nogen, der kan spille tømmermænd væk, så er det Anthrax. Det var præcis, hvad de gjorde, da de lagde Arena ned med en sublim koncert, hvor kun akustikken i det grønne helvedestelt haltede. Alt andet var en ren fornøjelse, med ikonisk skæg og højt humør.

3. Underoath: Pumpehuset, 16-05-2017 – Aaron Gillespie var tilbage bag trommerne, og Underoath fremførte hele ’They're Only Chasing Safety’ (2004) og ’Define the Great Line’ (2006). Kombinationen af genfødselskoncert og nostalgishow var med få undtagelser en bragende succes. Underoath spillede en flot koncert i Pumpehuset og var både engagerede og interesserede i at være tilbage og fremføre fortidens guldkorn.

4. Periphery: Pumpehuset, 09-05-2017 – Selvom Spencer Sotelo var småsyg, leverede Periphery endnu en indlevende og energisk koncert på dansk grund. Som bandet efterhånden har for vane, når de headliner. Destrage og The Contortionist leverede opvarmningen, og det gjorde de stort set lige så godt som hovednavnet. Alt i alt en god aften i Pumpehuset.

5. Neurosis: Avalon/Roskilde Festival, 01-07-2017 – Mens størstedelen af festivaldeltagerne på dette års Roskilde Festival stod og råbte med på Ice Cubes mere eller mindre grinagtige lyrik og kampråb på Orange Scene, spillede Neurosis en flot koncert på Avalon. Otte numre blev det til, der blev leveret skarpt, støjende og præcist, som man forventer det fra Neurosis. Det var ikke helt så godt, som da Neurosis gæstede samme festival i 2009, men det var stadig en rigtig god koncert og en af årets bedste oplevelser på Roskilde Festival.

Årets danske navn/solist:

Ghost Iris – Ghost Iris har været et lys i det kolossale mørke af forsigtighed, dansk musikindustri efterhånden har udviklet sig til. Et band, der tør og ikke nøjes. Et band, der bruger mere tid på at spille i udlandet fremfor den danske højborg af sikkerhed. I december 2016 signede kvintetten med Long Branch Records som det første af flere fra Prime Collective. Siden da har bandet haft travlt. Ikke mindst med udgivelsen af ’Blind World’, koncert på Copenhell, UK Tech-Fest, Euroblast samt tour i England, Italien, Kina og Japan. Stor cadeau til et dansk band, der ved, at det udenlandske marked er vejen frem, ikke lader sig slå ud af tyveri af udstyr og generelt giver zero fucks, når det kommer til den danske jantelov.

Årets nye danske navn:

Everything Is Terrible – Det danske metalcore-band har godt nok eksisteret i længere tid, men deres debut udkom i år. En stilsikker debut, der mixer den typiske metalcore med atmosfærisk djent og prog-elementer, ikke ulig tidlig Tesseract og lignende bands. Debutpladen ’Intensely Distressed and on the Verge of Mental Collapse’ levner plads til udvikling og forbedring, men grundlæggende er Everything Is Terrible et band med potentiale, som det bliver interessant at følge i fremtiden.

Årets comeback:

Sikth – Reelt set havde det britiske progressive metalband comback i 2014, da de spillede på Download Festival. I 2015 udgav de endda ep'en ’Opacities’, men det var først i år, vi fik fuldlængde-combacket – og hvilket comeback! Tiden er muligvis løbet lidt fra den britiske sekstet, der ikke længere er toneangivende inden for genren, men det ændrer ikke ved, at ’The Future in Whose Eyes?’ er en bundsolid moderne progressiv metalplade. Også selvom lyrikken til tider er lidt … alternativ.

Årets optur:

Det har været et forholdsvis magert år, hvad angår exceptionelle oplevelser. En enkelt Copenhell-relateret oplevelse topper dog alt andet (og alt andet på dette års ganske miserable udgave af Copenhell). At møde og få muligheden for at interviewe Tom Morello (Prophets of Rage, Rage Against the Machine). At stå ansigt til ansigt med en af de mænd, der for alvor påvirkede undertegnede i de yngre år, var en fornøjelse, der sent overgås. Samtidigt var han ekstremt behagelig at snakke med og gav et godt interview. Det var uden tvivl årets optur. Hertil er det stadig en kæmpe optur, at så mange er interesserede i og har lyst til at deltage i Devilutions rock- & metalquiz.

Årets største skuffelse:

Dem er der en del af. Samlet set er Copenhell desværre fællesnævner for flere af dem. Det er skønt, at en dansk rock- & metalfestival har nået det niveau, vi så i 2017. Stor applaus til bookerne, der hvert år skaffer et bredt udbud af genrer og sørger for en mangfoldig festival. Men Copenhell er efterhånden vokset til at være et tredages cirkus med flere forlystelser end i Tivoli og dertilhørende mangel på fokus på det helt essentielle: musikken. Hertil er det under al kritik, at Copenhell stadig ikke kan finde ud af at håndtere regn. Årets koncert med Architects kunne potentielt have været et brag af en koncert, men endte som en uacceptabel afspejling af festivalens tekniske inkompetence og manglende forberedelse på regn. Et vejrfænomen, der er fuldstændigt uundgåeligt i Danmark.

Metallicas første koncert i Royal Arena var en enorm skuffelse. Ikke kun musikalsk, men primært fordi bandet, gud forbyde det, valgte at gennemføre koncerten, selvom James Hetfield var alt for syg til at kunne optræde. Hertil Cult of Luna på Roskilde Festival, der aldrig blev den oplevelse, det kunne have været.

Største ønske for 2018:

Lad os nu bare få den Tool-plade!

Derudover vil det være rart, hvis udgivelses-niveauet bliver en del højere i 2018. Det har været alt for få rigtig gode udgivelser i 2017. Både i Danmark og i udlandet.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Parkway Drive og danske Cabal varsler nyt materiale i 2018. Det bliver forhåbentlig skiver, der begge indgår på min 2018-liste over stærke album – og så spiller Parkway Drive jo på Copenhell. På et eller andet tidspunkt indser alle andre vel, at det australske band er årets reelle hovednavn.