Deathcoren lever

Deathcoren lever

Med ‘Waver’ beviser århusianske Unseen Faith at dansk deathcore skal tages seriøst og har en plads blandt genrens helt store navne.

Kunstner
Titel
Waver
Trackliste
Lost World
Friend og the Devil
Dystopia
The Sceptic
Intermission
(Don't) Fear
S.O.S.
Tree
Interlude
Anchor Me
Karakter
3

I slutningen af 2015 udgave bandet deres første ep, ‘Yokebreaker’. En tung, kompetent og brutal udgivelse af international kvalitet. En udgivelse, der placerede bandet blandet de absolut bedste deathcore bands herhjemme. Ikke at feltet er specielt stort, men desto mere imponerende er det, hvor gennemført bandets lyd og kompositioner var på ‘Yokebreaker’.

Halvandet år senere er kvintetten parat med deres fuldlængdedebut. En debut, der tager tråden op fra ‘Yokebreaker’, dog uden at nå helt samme niveau. De to foreløbende singler ‘Dystopia’ og ‘Lost World’ er begge eminente numre, der fremviser bandet fra absolut bedste side. Kompositionerne er skåret ind til benet, der bydes på mindeværdige riffs, og begge skæringer emmer af den aggressivitet og brutalitet, der forventes af deathcore. Velskrevne sange, der ikke bare understreger århusianernes sans for god melodi, men også fremviser en tydelig udvikling i sangskrivning siden debut-ep’en.

Generelt har Unseen Faith umådeligt mange gode ideer. De står nærmest i kø, nummer for nummer. For eksempelvis det stærke og fængende riff og c-stykke på ‘Dystopia’, skiftet mellem de dystre og Vildhjarta-inspirerede riffs til bounce-core på ‘(Don’t) Fear’ eller det eminent tænkte keyboard-stykke på sidste del af ‘Friend of the Devil’, der vækker assosiationer til Sergio Leones uforglemmelige ‘Watch Chimes’. ‘Waver’ er en plade, der byder på mange mindeværdige elementer, og man keder sig sjældent.

Hertil er de fem medlemmer blevet betragteligt dygtigere på deres respektive instrumenter og formår at blande den klassiske deathcore med andre genre-input. Sammen med de mange gode ideer og mindeværdige elementer, skaber det en varieret plade, der også er mere interessant at lytte til end ‘Yorkbreaker’

Så hvorfor er ‘Waver’ ikke en lige så knusende stærk plade som ‘Yokebreaker’? Først og fremmest på grund af mixet. Det ville især have klædt, om Alexander Eriksens vokal var blevet trukket længere frem i lydbilledet. Den brutale og svulstige vokal mister for ofte intensitet og pondus, hvorved et nummer som ‘Tree’ eller ‘The Sceptic’ aldrig helt opfylder det potentiale, numrene absolut har.

Skal man gå i små sko, kan man undre sig over, at et nummer som ‘Intermission’ ikke har vokal. Af titlen fremgår det naturligvis tydeligt, at der er tale om en pause på pladen eller et mellemspil. Men det er ikke et mellemspil. Det er et regulært nummer på 3:25 minutter, så hvorfor ikke tilføje vokal på nummeret? Med yderligere et mellemspil i form af ‘Interlude’ består pladen reelt set kun af 8 fulde numre. Selvom det er numre, der generelt er flot komponeret og byder på masser af gode ideer, virker det lidt utilfredsstillende. Når der skæres ind til benet, løber de 8 numre op i lidt under en halv times spilletid. En tendens, der lidt for hyppigt gør sig gældende for kunstnere, der er tilknyttet Prime Collective. I sidste ende handler det naturligvis om kvalitet frem for kvantitet, men det havde alligevel klædt pladen, hvis ‘Intermission’ var med vokal, eller hvis bandet havde skrevet to reelle numre og droppet alt det ligegyldige mellem-gøgl, for hvilken funktion er det, de numre har?

Internationalt har deathcoren været på tilbagegang de seneste år. Whitechapel har med succes udviklet deres deathcore-lyd mod en mere heavy metal-klingende lyd, mens Suicide Silence fejlede miserabelt ved at forsøge sig med nu-metallen. Thy Art Is Murder holder stadig fanen højt, men der bør være plads til Danmarks stærkeste deathcoreband på den internationale scene. Til trods for ‘Wavers’ mangler, bør de mange kvaliteter, albummet ligeledes indeholder, være nok til at skabe en plads blandt de store. Forhåbentlig er Unseen Faith parat til at søge og tage den plads.