Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nostalgitrip

Populær
Updated
Nostalgitrip
Nostalgitrip
Nostalgitrip
Nostalgitrip
Nostalgitrip
Nostalgitrip
Nostalgitrip

Underoaths genfødselskoncert var nostalgi-fest på godt og ondt.

Kunstner
Titel
+ MeWithoutYou
Spillested
Dato
16-05-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
4

I Januar 2013 spillede den amerikanske post-hardcore-gruppe Underoath deres sidste koncert. I juli 2015 blomstrede bandets sociale kontaktpunkter igen. I sand kristen tro blev budskabet ”Rebirth is coming” teaset mens omkvædet til ’It's Dangerous Business Walking out Your Front Door’ fra amerikanernes 2004-udgivelse ‘They're Only Chasing Safety’ blev spillet baglæns. Kort efter spillede bandet deres første genfødsels-koncert. Vel at mærke med det originale medlem Aaron Gillespie tilbage bag trommerne.

I forbindelse med bandets såkaldte genfødsel og Gillespies genforening med det band, han var med til at starte i 1997, var en større tour uungåelig. Til de flestes positive overraskelse blev det annonceret, at Underoath ville spille hele ’They're Only Chasing Safety’ og ’Define the Great Line’ (2006) – og intet andet. At bands vælger kun at spille specifikke album er efterhånden blevet hverdag. At Underoath gør det, og i den sammenhæng, overraskede heller ikke. Det er bandets absolutte bedste udgivelser og en sikker måde at sikre succes og fremmøde på. Nostalgi-gæster, der mindes de glade Myspace-dage, og nytilkomne fans, der næppe havde forventet at høre bandet live nogensinde.

Hysterisk indierock
Selvom der ikke herskede tvivl om, hvilket af aftenens bands der var hovednavn, var Pumpehuset allerede godt fyldt, da MeWithoutYou gik på scenen. Det amerikanske band har eksisteret siden 2000 og har spillet flere gange i Danmark tidligere, hvilket muligvis var en delvis årsag til det stærke fremmøde. Bandets kombination af post-hardcore og indierockede elementer giver en unik lyd, der også var tydelig i de små 35 minutter, forsanger Aaron Weiss og resten af ensemblet prydede Pumpehusets store scene.

Specielt Weiss’ og trommeslager Rickie Mazzotta leverede et energisk og særdeles excentrisk sceneshow, der generelt bar koncerten. Især gennem de mere indierockede passager og numre. Kombinationen af det smukke, indadvendte og den hårdere vildskab skabte nogle fine øjeblikke, men med hovednavnet taget i betragtning fungerede indierocken lidt ofte som en bremse for festlighederne. Numre som ‘D-Minor’, ‘Mexican War Streets’ og ‘Red Cow’ fungerede perfekt som opvarmning, mens amerikanernes sidste nummer, den ellers smukke ‘In A Sweater Poorly Knit’, fremstod underligt ude af kontekst.

De, der kender til MeWithoutYou, vil næppe finde kombinationen besynderlig. Under normale omstændigheder er det også en af bandets forcer og en charme. Som opvarmning til Underoath havde det sikkert gavnet, hvis sætlisten havde indeholdt færre af bandets indierockede numre.

Nostalgifest for de indviede
‘Young and Aspiring’. Første nummer, der buldrede ud af de knap så gode højttalere tilbage i 2004. Forgængeren ‘The Changing in Time’ varslede, som titlen også antyder det, et skifte for Underoath. Ikke mindst pladsen helt i front. Spencer Chamberlain overtog mikrofonen i 2003. I februar året efter gik bandet i studiet og indspillede albummet, der sandsynligvis stadig står som et af symbolerne på en svunden sen-teenage-tid. Det lod i hvert fald til at være tilfældet i Pumpehuset. Aldersgennemsnittet vidnede om et publikum, der havde disse år, da Myspace var stedet, hvor man trak vod for det nye og spændende. En tid, hvor mænd helst havde hår til lidt over skuldrene og minimum et øje dækket. Chamberlain viste en meget længere hårpragt frem, da han og resten af bandet satte koncerten i gang med netop førnævnte nummer.

I det hele taget var det ikke andre end Gillespie, der havde beholdt datidens populære frisure. Trommeslageren, der på mange måder er stjernen i Underoath. Den imponerende rene vokal, der på plade såvel som under aftenens koncert står rent og melodisk i sekstettens kompositioner. Publikum eksploderede enten i en koncertrus eller gav sig hen til minderne, da ‘A Boy Brushed Red Living in Black and White’ blev leveret sikkert og intenst som aftenens andet nummer.

Lyden stod glimrende. Bandets forskellige elementer fremgik tydeligt. Så tydeligt, at det for alvor virkede komisk, når Christopher Dudlet gang på gang skulle pille ved computeren ved siden af sit keyboard. Så mange samples og keyboard er der simpelthen ikke på ‘They're Only Chasing Safety’. Men energisk så det da ud. Hele bandet udstrålede energi og spillelyst. Det forplantede sig til publikum, der gennem store dele af pladens numre hoppede rundt, sang med og fandt sammen i fælles hyldest til de gamle helte.

Aftenens anden halvdel var naturligt hengivet til ‘Define the Great Line’. Den stærke efterfølger, der for alvor fremviste bandets talent for sangskrivning. Kompositionsmæssigt er det sandsynligvis bandets bedste album, selvom det ikke indeholder lige så tydelige hits som lillebroderen. ‘In Regards to Myself’ bød publikum velkommen til aftenens andet indslag. Et indslag der grundlæggende var langt mere interessant end første halvdel. I hvert fald på papiret.

Publikum skrumpede betydeligt ind. Langsomt, men sikkert. ‘Define the Great Line’ er albummet, hvor Underoath for alvor vokser. Ud af Myspace-årene som teenageemo-inspireret post-hardcoreband og for alvor træder ind i de voksnes rækker. Et nummer som den eminente ‘Casting Such A Thin Shadow’ er bevis på amerikanernes trancendens mod og inspiration fra den mere klassiske post-hardcore-lyd. Helt klassisk bliver det aldrig. Heldigvis. ‘Define the Great Line’s charme er netop, at bandet formåede at bygge bro. Fastholde deres egen unikke lyd og kombinere den. Et faktum, der gør, at amerikanernes 5. album er langt mere langtidsholdbar end tidligere udgivelser. Det beviste aftenens sidste halvdel.

At publikum svandt ind, stoppede heldigvis ikke Underoath. Amerikanerne holdt et højt niveau og spillede en flot koncert med mange højdepunkter. At der blev færre mennesker i Pumpehuset, bremsede heller ikke festen blandt den forreste del af publikum. Men det blev sært længere bagud. Som om fortidens nostalgi-spøgelse havde forladt rummet efter fremførelsen af ‘They're Only Chasing Safety’. De, der ikke forsvandt lige så hurtigt som interessen for Myspace, stod tilbage. Kernen, der skal føre Underoath videre efter deres genopstandelses-tour, blev. Så mange disciple var der heller ikke.