Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde '17: Et galehus!

Populær
Updated
Roskilde '17: Et galehus!
Roskilde '17: Et galehus!
Roskilde '17: Et galehus!
Roskilde '17: Et galehus!
Roskilde '17: Et galehus!
Roskilde '17: Et galehus!
Roskilde '17: Et galehus!
Roskilde '17: Et galehus!

Anthrax leverede en af årets største energi-udladninger, mens Arena leverede en tilsvarende elendig lyd. Heldigvis vandt Anthrax, men det blev ikke den succeskoncert, band såvel som publikum fortjente.

Kunstner
Dato
01-07-2017
Genre
Karakter
4

Anthrax er efterhånden ved at udvikle sig til et dansk national-band. Kvintetten har gæstet Danmark så ofte de seneste år, at det efterhånden er blevet en årligt tilbagevendende begivenhed. Vi skal ikke længere tilbage end marts i år, hvor new yorkerne gæstede Amager Bio til en solid koncert, hvor klassikeren 'Among the Living' blev fremført i fuld længde. Selvom bandet dengang viste fin form og havde fokus på deres  tredje fuldlængde-udgivelse, kan det diskuteres, hvorvidt det var relevant at se bandet på dansk jord igen så kort tid efter seneste besøg.

Relevans eller ej var Anthrax årets thrash-indslag på Roskilde Festival. Et tydeligt ventet indslag. Arena var pænt fyldt, da klokken blev 21:15, og lyden af Otis Redding som vanligt bød publikum velkommen. Ikke overraskende bestod en pæn del af aftenens sætliste af numre fra netop 'Among the Living', hvorfra titelnummeret indledte aftenens thrash-inferno. På godt og ondt.

Den karismatiske guitarist med det ikoniske skæg blev klappet ind på scenen. Stemningen i pitten var allerede på dette tidspunkt elektrisk, og det hele blev skudt i gang, da Joey Belladonna stormede ind, tændt og på. Netop de fire klassiske medlemmers energiniveau var en af koncertens stærkeste trumfer. Der blev ikke sparet på krudtet. Frank Bello var også på toppen. Det samme var Scott Ian og Charlie Benante. Energiniveauet på scenen var afsmittende, og Roskilde Festival fik sammen med Anthrax hurtigt den mosh-pit, begge parter fortjente.

Belladonna gestikulerede. Indbød publikum til at deltage i festlighederne. Stormede frem og tilbage, hen over scenen. Helt ud på scenekanten for at få publikum op i gear. "Can you hear me!? I can't hear you!" skreg forsangeren. Det sidste var sandsynligvis for dynamikkens skyld, det første måtte man svare ærgerligt nej til. Man kunne ikke høre meget andet end den karismatiske forsangers high-pitchede vokal. Ordene og deres betydning druknede. Lyden var elendig.

Et kedeligt faktum, der heldigvis ikke stoppede amerikanerne, ej heller det taknemmelige publikum. Moshen skulle for alvor startes, og hvilket andet nummer kan gøre det bedre end 'Caught In a Mosh'? Med undtagelse af lyden ejer Anthrax allerede fra andet nummer publikum. Koncerten bliver ikke mindre intens, da Belladonna udbryder "Everybody out there good!? Are you sure!? Have you checked the time!?", og første nummer fra 1990-udgivelsen 'Persistence of Time' bliver sat i gang. Bellos let genkendelige basgang er benzin på bålet. 'Got the Time' fungerer trods lyden. Det samme gør ‘Madhouse’. Arena er bogstaveligt talt ved at udvikle sig til et galehus. Pitten koger, og de lydmæssige forhold er endda blevet en smule bedre – men er stadig langt fra perfekte.

Første da kvintetten spiller 'Breathing Lightning' fra sidste års ‘For All Kings’, er der et reelt ophold i koncerten. Det lykkedes Foo Fighters at få publikum til at vinke med fredag aften på Orange Scene, mens Anthrax så på fra sidelinjen. Det lykkes ikke rigtig for Anthrax. Selvom ‘Breathing Lightning’ er et af de bedre numre fra pladen, er der langt op til ‘Medusa’, ‘Be All, End All’ og ‘Indians’. Numrene, der sammen med det klassiske Trust-cover ‘Antisocial’ lukker og slukker amerikanernes indslag på Roskilde Festival.

Det hele kunne have været perfekt. Sætlisten var noget nær en hit-parade. Anthrax selv var uovervindelige på scenen. En hvirvelvind af energi. Publikum ville koncerten, og det hele gik op i en højere enhed. Var det ikke for de elendige lydforhold. Det bragede og rungede i hele Arena, hver gang Benante buldrede løs på de dobbelte stortrommer. Ikke nok med at det generede lydbilledet, det lød også forskudt. Når Benante holdt sig fra tvillingerne, var det næsten til at leve med, men det er fandens svært at spille en thrash-koncert uden brug af stortrommerne.