Et skridt frem i metalcore-hierakiet
Populær
Amerikanerne fejler sjældent på ’Phantom Anthem’, og når de gør, er det ironisk nok, fordi de spiller helt almindelig metalcore.
Hero of Half the Truth
The Frost
Lifeline
Invisible Enemy
Quake
Coordinates
Generations
Float
Dangerous
Carbon Copy
Til trods for flere gode udgivelser, senest den kritiker-roste ’Found in Far Away Places’, er det aldrig lykkedes for August Burns Red at opnå samme kommercielle gennembrud som kollegaerne fra Killswitch Engage eller Parkway Drive. Sandsynligvis fordi amerikanernes kompositioner hyppigt er langt mere komplekse/mindre skarpt skåret end for eksempel nutidig Parkway Drive.
’Phantom Anthem’ er kvintettens 7. udgivelse siden debuten ’Thrill Seeker’ fra 2005. En kompetent udgivelse, der oftest fremviser bandet fra en positiv side. Det er samtidig en plade, der kræver flere gennemlytninger. Med en gennemsnitlig spilletid på små fem minutter, er pladens 11 numre både en del længere end den normal metalcore-standard, og hvad vi har vænnet os til fra August Burns Red.
Den ekstra spilletid bruges primært til at skabe bedre dynamik og variere numrene. ’Hero of the Half Truth” indeholder halvvejs i nummeret et flot instrumentalt og melodisk stykke, meget lig mellemstykket på ’Separating the Seas’ (’Found in Far Away Places’), mens ’Lifeline’ centreres omkring en lang, smuk guitar-solo, der står i stærk kontrast til den aggressive metalcore-lyd, der ellers præger nummeret. Begge er gode eksempler på, hvordan August Burns Red giver deres kompositioner en ekstra kant. Det giver numrene liv og skaber en diversitet, hvilket er en af ’Phantom Anthem’s helt store forcer.
En anden af pladens og bandets forcer er viljen og lysten til at udforske og skubbe til grænserne for den type metalcore, kvintetten spiller. Teknisk dygtig og velkomponeret metalcore, der trækker på inspiration fra den progressive og tekniske dødsmetal. Den eminente førstesingle ’Invisible Enemy’ er et kompakt nummer, hvor Matt Geriners trommespil og de maskinelle riffs sender associationer til tidlig Gojira. Tilsvarende er ’Quake’ såvel som ’Dangerous’ lige så insisterende numre, hvor John Benjamin Brubaker og Brent Rambler riffer løs på smuk vis, som var det Between the Buried and Me.
Generelt er samspillet mellem Brubakker og Rambler af høj kvalitet – det samme er størstedelen af amerikanernes sange. Åbningsnummeret ’King of Sorrow’ er en forhammer af tung metalcore. Kompetent leveret og med Jake Luhrs vokal trukket helt frem, som en tordnende tilføjelse, der giver numrene dybde og vanlig bombastisk lyd. Modsat åbningsnummeret er kvintettens anden single, ’The Frost’, mere melodisk; en smuk vinternat, der forstyrres af hvirvelvinde af frost. En vinterstorm, hvor lytteren hviler i stormens øje.
’Phantom Anthem’ er generelt en plade af højt niveau, selvom bandet snildt kunne have skåret et par numre fra. ’Float’, ’Generations’ og den afsluttende ’Carbon Copy’ er langt fra dårlige, det er bare gennemsnitligt metalcore. Stadig af en vis kvalitet, men knap så spændende som når amerikanerne for alvor formår at krydre metalcoren med andre genre-input.
Udviklingsmæssigt tager bandet små skridt, men de skridt, de tager, er vellykkede. Den tekniske udvikling, der har præget August Burns Reds seneste udgivelser, høres tydeligt på ’Phantom Anthem’. Der er ingen nemme løsninger. Kompositionerne er gennemtænkte og fyldt med iderige tiltag. At bandet samtidigt har søgt et bredere lydbillede, med flere genreinput, giver grobund for at August Burns Red endelig kan blande sig blandt de helt store navne inden for genren.
’Phantom Anthem’ er en kærkommen metalcore-plade fra et af genrens p.t. mest interessante bands. Forventer man generisk metalcore, vil pladen sandsynligvis skuffe. Er man derimod parat til at blive udfordret, er August Burns Red det rigtige valg.