Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Hanna Ella Sandvik

Populær
Updated
Hanna og Turnstile

På trods af en brækket albue lykkedes det alligevel at få “svunget basarmen”, som min ergoterapeut anbefalede.

På ergoterapeutens anvisning og noget af tiden med armen i slynge lykkedes det endelig at have et fuldt koncertår. I mellemtiden smed jeg min kærlighed efter nye ting som Tvivler, Syl og Salver. Jeg fik faktisk endda hørt en lille smule black metal og forstår flere af de andre skribenters jokes bedre for hvert år der går. Metal-novicen og Devilutions punk-princess er tilbage med hot takes nær dig.

Årets danske album:

1. Tvivler – ‘Kilogram’

Jeg har nok egentlig en kedelig tendens til, at have svært ved at abstrahere fra tekster, der er skrevet på mit modersmål. Det kommer på én eller anden måde for tæt på for mig. Man skulle ellers tro, at det var en god ting, at distancen blev mindre, men for mig føles det ofte som at skulle stå der, midt på scenen, i stedet for ude på tilskuerpladserne. Jeg kender “typerne”. Det er ikke længere romantiserbare arketyper, der kan formes af min fortolkning, men virkelige mennesker. Det føles som om, at de har brudt ind i mit hoved, og forlanger min empati. Det er måske forståeligt nok, at jeg ikke vil invitere alle så tæt på. Men lige for Tvivler kunne jeg åbenbart finde plads. Ved første lyt havde jeg lyst til at slå albummet væk: “Det er bare et af de der Strunge-wannabe bands, der lyder på den samme måde alle sammen. Skulle det være stor kunst?” Jeg ville ikke forstå. 

Alligevel hjemsøgte 'Kilogram' mig. Den blev ved at komme op i samtaler. Jeg blev ved med at føle mig draget tilbage. Og pludselig var den der. Hvad der først virkede som kaotisk, lød nu gennemtænkt. Hvad der før lød fortærsket, lød meningsfuldt. Hvad der før bare lød vredt, lød nu desperat. Sætningerne "Måske er det passende nu / At være en smule skuffet / Måske er det passende nu / At være en smule vred" eller "Jeg ved ikke hvem, der boede her før mig eller inde ved siden af" eller "Vi lever i et utopia / Det er bare ikke vores" har for evigt sat sig fast i mit system. Albummet tvinger mig til at sørge på vegne af den enkelte, de andre og os allesammen. Menneskerne er ikke abstrakter. De er folk, jeg har mødt. Folk, jeg elsker. Folk, jeg ikke kan holde ud.

 

2. Brimheim – 'Can't Hate Myself Into a Different Shape' 

Færøerne er jo bare smukke, docile og betagende landskaber, ikke? Det kunne aldrig skade et barn at vokse op i et sådant eventyrland, vel? Men virkeligheden har flere sider end et glansbillede, og faktum er, at Færøerne er et af de mest religiøse samfund i Europa. Den færøsk-danske pop-kunstner Brimheim beskriver på ‘Can’t hate myself into a different shape’ en hjerteknusende historie om at vokse op med problemer, selv Gud ikke kan løse og som ikke bare kan hades væk. Problemer som at elske en kvinde, når man selv er kvinde. Hendes cremede alt-stemme danner basen i et lydunivers, der leger med elementer fra alt fra triphop til grunge. Jeg ville sammenligne værket lidt med Mitskis forrygende ‘Puberty II’, der tog sig nogle af de samme friheder – men med det sagt er Brimheims debutalbum på mange måder faktisk mere inderlig. Hvis man som primært metal- eller punk-lytter skal lytte til en enkelt dansk udgivelse udenfor komfortzonen, så lad det være Brimheim. 

  

3. Forever Unclean – 'Best'

Bandet, der aldrig ville udgive en LP, gjorde det alligevel. Der var pludselig ingen turnéer for bandet at holde sig optaget med, så i stedet endte de med at lave deres første fuldlængde. Bandets tekstunivers er altid skarpt og ironisk: “Shaking all day  / Living the dream / Staying awake / Living the dream / Driving too fast / Living the dream / Dodging eye contact / Living the dream”. Der er masser af dansable riffs og gode gammeldags oh-oh-singalongs. Selvom bandet selv siger, at de aldrig vil udgive en fuldlængde igen, så håber jeg stadig. 

 


4. Syl – 'Alt Godt' 

Er ‘Alt Godt’ faktisk en EP eller en LP? Godt spørgsmål, men det er i hvert fald en meget spændende udgivelse. I mange år var hardcorescenen rimelig lukket for ting, der var lidt for emotionelle. Post-punk var også lidt af et fy-ord. Ikke mindst var melodiske stykker heller ikke helt accepteret. Hvis du har det sådan, jamen så er Syl overhovedet ikke noget for dig. Men har du lyst til at smage på, hvad fremtidens scene kunne have en kant af, så er Syl et rigtig godt bud.


5. Nexø – 'False Flag'

Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at Nexø er vokset en del på mig. Jeg endte egentlig med at komme ind i ‘False Flag’ fordi jeg endte med at se Nexø en del gange live. Til at starte med, tænkte jeg egentlig ikke, at det var noget for mig. Men jo mere jeg lytter til ‘False Flag’, jo bedre kan jeg lide den, fordi det bare ikke er sådan noget, jeg normalt lytter til. Forskellen her er, at bandet er enormt dygtige sangskrivere. Albummet kommer rundt om en masse politiske emner, og balancerer hele tiden på kanten til at være preachy. Men de overskrider aldrig helt grænsen, især fordi bandet også giver en del af sig selv.

Boblere & EP'er: Jeg var mægtigt glad for Salvers EP ‘Jeg Ved Ikke Hvor Jeg Skal Hen’, der udkom i efteråret. Desuden nyder jeg stadig at følge med i Reveal Partys EP-udgivelser, der på et tidspunkt vist skal kunne samles som et puslespil til at udgøre en LP. Og det er også kun retfærdigt at nævne Nordsinds ‘Svanesang’, der desværre satte et punktum for bandets udgivelser.

Årets internationale album:

1. The Wonder Years – 'The Hum Goes on Forever'

Det kommer næppe an på nogen efter min lidt rambly anmeldelse af The Wonder Years' nye album, at det ville ligge rimelig højt på min liste. Der er virkelig få pop-punk bands, der ældes med så meget ynde, som The Wonder Years gør. Albummet handler i høj grad om, at være blevet ældre og forælder, men også om, at angsten aldrig forsvinder helt. Som Pitchfork skrev i deres anmeldelse “Even after our worst fears don’t come through, they take on another shape”. Er du virkelig The Wonder Years-fan, er der også utroligt mange detaljer at dykke ned i. Selvom man skulle tro, jeg havde fået dem allesammen med i min alt for lange anmeldelse, så fandt jeg endnu en, bare imens jeg skrev om albummet igen her (til nørderne: Sammenfaldet i Dan Campbells brug af døre som metaforer i sangen ‘Passing Through a Screen Door’ fra et tidligere album og ‘Doors I Painted Shut’ på det seneste). Albummet bliver bare ved med at vokse og give, jo mere tid du investerer i det. 

 


2. PUP – 'The Unravelling of PUP the Band'

Jeg er egentlig pissetræt af PUP. De udgiver det samme album igen og igen, men alligevel er det stadig godt. Jeg var egentlig så træt af det hele, at jeg sprang ‘Unraveling’ over og faktisk først lyttede til det op til deres koncert i Pumpehuset. Men jeg må krybe til korset. Det er stort set præcis det samme, og det er stort set lige så godt som det altid har været. ‘Waiting’ er en kæmpe banger. ‘Totally Fine’ kunne fint have været skrevet til ‘The Dream is Over’. Enten kan vi sidde og være sure over, at intet fra PUP kommer til at lyde som deres selvbetitlede album fra 2014 (og det er vi stadig lidt), eller også kan vi glæde os over, at PUP på en eller anden måde stadig ikke har slået hinanden ihjel, og at de udgiver albums, der stadig ligger langt over niveau. Som I kan høre, står jeg stadig med et ben i hver lejr. 

 

3. Pool Kids – 'Pool Kids'

Du tror, du måske lytter til Olivia Rodrigo et al lige når du først sætter ‘Pool Kids’ album på, men oh boy, you’re in for a ride. Selvom Christine Goodwyne’s stemme måske kunne minde dig om Soccer Mommy eller Phoebe Bridgers i første omgang, så stop lige og lyt igen. Der er intet galt med singer-songwriting, men det er bare ikke det, Pools Kids er. Der er skøre trommer, mid-west-emo-guitarer, valserytmer, temposkift og hjernedøde sangtekster. Albummet minder på mange måder om Microwaves ‘Stovall’ fra 2014, der ligeledes tog en atypisk tilgang til emo, hardcore og måske endda også en smule post-hardcore. Samtidigt er ‘Pool Kids’ bare også en enorm smooth lytteoplevelse. 



4. Underoath – 'Voyeurist'

Jeg har nærmest ikke hørt Underoath siden ‘They’re Only Chasing Safety’. Jeg ved godt, at folk falder over hinanden for at klassificere ‘Define the Great Line’ eller ‘Ø (Disambiguation)’ som Underoaths GOAT-albums. Men nej. Jeg var kun interesseret, så længe de var scene-materiale, og siden da var der aldrig et album, der fangede mig rigtigt fra bandet. Indtil i år. Næsten 20 år senere. ‘Voyeur’ fanger på mange måder tendenser i tiden, ligesom ‘They’re Only Chasing Safety’ gjorde i 2004. Blandt andet medvirker én af de største navne indenfor den seneste emo-revival, nemlig rapperen Ghostemane på pladen. Albummet formår fra start til slut at indhylle en i sin giftighed og melankoli.

5. Brutus – 'Unison Life'

Du skal være i humør til det, men når du er i humør til Brutus, så kan ‘Unison Life’ virkelig tage dig på en tur igennem hele følelsesregisteret. Som det måske kan fornemmes, så har jeg utrolig meget plads i mit hjerte til bands, der gerne vil udfordre genrer. Og det gør bandet i den grad: Fra shoegaze til hardcore, over post-hardcore til noget nærmest folksy. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt det holder i længden. Men hver gang jeg sætter albummet på, og ‘Miles Away’ strømmer ud gennem højtalerne, så føles det, som om jeg har brug for at komme ud på en bjergtinde og råbe lidt. 

Boblere & EP'er:  Drug Churchs nye album ‘Hygiene’ har været virkelig, virkelig tæt på at snuppe en plads på listen. Klart det stærkeste udspil siden ‘Paul Walker’ fra 2013. Det var også virkelig svært at vælge Future Teens ‘Self Help’ fra, men jeg er stadig lidt sur på mixingen af Dan Campbells (fra The Wonder Years) stemme på pladen og det giver mig lidt catfishing-vibes, for han lyder ikke som sig selv. Birds in Row udgav ‘Gris Klein’ og jeg havde muligvis lyttet lidt mere til den fantastiske post-hardcore-udgivelse, hvis ikke albumkunsten på en eller anden måde trigger nogen salad-fingers-traumer hos mig. My bad. Så var der også Flatliners ventede ‘New Ruin’, men jeg kan stadig ikke helt finde ud af Chris Cresswells meget markante vokalskifte. Sang- og melodiskrivningen holder dog fra start til slut. Det ville også være unfair ikke lige at ramle en tur forbi Marthas ‘Please Don’t Take Me Back’, men den når stadig ikke helt op på siden af ‘Love Keeps Kicking’ fra 2019 for mig. Petrol Girls fik også prøvet nye ting af på ‘Baby’, men jeg må ærligt indrømme, at det er mere end spændende plade, end det er en evergreen. Blandt EP’erne vil jeg blot slå et slag for australske Bad Neighbours ‘If No One Gets To Win’. Crikey mates, kan vi ikke få en LP? Solidt udspil.

Årets danske hit:
Omsorg – 'Bound By Blood'

Tænk sig, at så søde og stille, rolige ligefrem, drenge fra Jylland kan lyde så vrede? Men det kan de sgu. Dejligt. Jeg har godt nok sat den her på mange af mine Instagram stories og/eller hovedtelefoner i år! 

 

Årets internationale hit:
Future Teens – 'BYOB'

Den her sangs omkvæd har siddet fast i min hjerne siden jeg hørte den første gang: "Still rolling out of bed each morning / Feeling best when I feel nothing / Taking wins where I can get them / Feeling bad at least it's something". Midwesty-pling-pling-guitar, call and response, depression og råbekor. Alt, mit hjerte er fuldt af. 



Årets genfundne klassiker:
Fightstar – 'Behind The Devil's Back'

Med coronaen kom et komplet rejsestop for undertegnede, der ellers rejser en del for mit arbejde. I 2022 kom fly-rejser tilbage i stor stil. Nu er jeg ikke overtroisk, men jeg har alligevel fået oparbejdet et fast ritual med at sætte 'Behind the Devil's Back' på, hver gang flight mode-skiltet kommer på i flyveren, og vi ruller ud på landingsbanen. Der er noget med mixet af metalcore og firsersynths, der bare er lavet til skyerne. Albummet passer også perfekt til at vare cirka så lang tid, det tager at komme i cruising speed over skyerne, og flyets internet bliver tændt. 



Årets koncerter:

1. Chewie – Manchester Punk Festival

I år var mit første på Manchester Punk Festival. Og nej, du har ikke misset noget, jeg skrev ikke om turen på Devilution, for jeg havde brug for en arbejdsfri festival med mine venner. Og når man taler om venner, så spurgte jeg min ven Lasse Mikkelsen fra Forever Unclean (der selv har spillet på MPF før og nok har den bedste musiksmag, når det kommer til DIY-indie-punk-scenen) om, hvilke bands jeg skulle checke ud på lineuppet. På hans liste var et band, der hed ‘Chewie’ (tidligere kendt under navnet ‘Chewing On Tinfoil’). Der var kun en seneste udgivelse fra 2013, men jeg hørte den alligevel. Love at first listen. 

Jeg tror jeg hørte albummet ‘Marrowbone Lane’ næsten uafbrudt i to måneder. Min veninde gjorde det samme. Og da tiden endelig kom stod vi side om side på Union Stage og så et band vi havde kendt i få måneder, men følte, vi havde kendt i årevis. Sammen med, hvad man må gå ud fra var bandets originale fans, skrålede vi med på hver eneste sang. Lyden var perfekt. Branderten var peak. Bandet var tight, som var albummet just indspillet, og ikke mindst var de to forsangeres vidunderlige stemmer faktisk endnu bedre med en små ti år på bagen. Intet mindre end en magisk og transcenderende oplevelse. 

2. Turnstile – Roskilde Festival

Forventningerne var nærmest så høje, at de umuligt kunne indfries. Men Turnstile gjorde det. Det krævede blot en samtale på omkring fem sekunder med min redaktør, da vores veje krydsedes under teltets virvar af kroppe, at blive enige om, at vi netop nu overværede en af de sjældne koncerter, der udløser en “666” her på magasinet. 

3. Jimmy Eat World  Roskilde Festival

Jeg snakker en del med mit teenage-jeg for tiden. Det er nok 00-moden, der giver mig flashbacks til, hvad der føles som mit personlige Vietnam. Hun var fandme ikke særlig glad og hun kæmpede virkelig med at finde mennesker som sig selv. Nogle af de mennesker fandt hun på Artos musik-forum, nogen skulle hun først finde meget senere. En konstant ven var Jimmy Eat World. De skuffende albums kom først længere henne. Dengang var Jimmy Eat World perfekte. Siden da har jeg set bandet mere end en håndfuld gange. Man bliver nogle gange lidt for godt vant, og man glemmer, hvor meget ens teenage-jegs øjne ville vokse, hvis hun havde vidst, hun ville ende med at se sit absolutte yndlings-band så mange gange. På den måde vældede følelserne pludselig ind over mig på Roskilde Festival i år, da de første anslag til sangen ‘23’ væltede fra Jim Adkins guitar og ud af højtalerne.

4. Syl – Releasekoncert på Basement

Satme så, om ikke ungdommen fik reddet sig en plads på listen fem minutter i midnat. En fantastisk aften på Basement med lovende Salver, Nexø i topform og Syl, der udgav deres første album. Vild nok energi til at rykke direkte på årslisten.

5. PUP  Pumpehuset

Som allerede tidligere beskrevet er jeg lidt træt af PUP. Men det er simpelthen bare for godt til ikke at komme på listen to gange. For helvede. Stop nu. 

Boblere: Der var godt nok hård konkurrence i år. Gad vide, om det har noget at gøre med, at KONCERTERNE ER TILBAGE! Som anmelder, der helst vil ud at se musikken og ikke rigtig har hjerneceller nok til at koncentrere sig om albums, som nogen af mine medskribenter, så var det altså en glæde at have et "normalt" år. Eller satans tæt på. Xenoblights koncert på Copenhell var en sand glæde for eksempel. Og når vi nu er ved Copenhell, så er der ikke noget bedre end at se Bad Religion med sine venner og en fadøl. Vola leverede ligeledes den bedste koncert jeg har set med bandet.

Havde jeg kunnet nøjes med NOFXs optræden på Punk in Drublic var den nok også røget op i fronten af feltet. På Manchester Punk Festival nød jeg uendeligt at se den gode Jeff Rosenstock igen, dog kun med 2 andre fra bandet, fordi resten havde corona. The Skints og Jaya The Cat var virkelig positive oplevelser, selvom de lå lidt udenfor min normale målskive. The Menstrual Cramps og The Popes of Chili Town tog prisen for to af de shows, jeg har grint mest til i år. Førstnævnte skal simpelthen opleves igen. Sidst men ikke mindst, og nok i virkeligheden tættest på at have nået selve listen var Biffy Clyro, vel at mærke i Den Grå Hal, for koncerten tidligere på året på Roskilde Festival var godt nok en snoozefest. 

Årets danske navn:
Vulvatorious 

Ej men for helvede, hvor er det dog dejligt at se, at gode ting nogle gange sker for gode mennesker. Det er sådan, jeg har det med Vulvatorious, der udkom med de første par numre i 2021, hurtigt blev en Morgendagens Stjerne, så smadrede direkte ind i deres første koncert i foråret og endte med at varme op for Konvent rundt om i landet. Og sikke vi fik lært bandet, og særligt sangskriver Ditte Krøyer, bedre at kende med nogle af de nyere sange som 'Mormors Sang' og 'Farvel. Jeg Går'. Et sjovt sammensurium af vrede, tristhed og enorm glæde. Der er masser tilbage for Vulvatorious at opnå, men jeg vil ligesom Henry Rollins sent glemme 'Cunt War'. Et stort tillykke med den velfortjente succes. 

 


Årets internationale navn:
Turnstile

De udkom, de så, de sejrede. Jeg har endnu ikke hørt om nogen, der havde en dårlig oplevelse, da Turnstile bragte 'Glow On' ud på landevejen. Det er simpelthen et band i sin absolutte topform. Måske en slags band, vi kommer til at fortælle vores børnebørn om, at vi så live. Det virkede som at være en del af det, der skal blive til hardcorehistorie.

Årets nye danske navn:
Omsorg

Er de nye? Ja, vel nye nok. Jeg mødte bandet, dengang de stadig spillede i et pop-punkorkester og var en tur forbi mit elskede Underwerket. Og dem, man møder på 'Undern', dem vil man evigt være 'Bound By Blood' med. Eller sådan cirka. Det viste sig sgu, at de skulle spille post-hardcore eller noget i den dur i stedet for. Og det gør de fortrinligt, så det synes jeg da er et udmærket udgangspunkt for at skrive sig op i kø til albummet, der kommer i januar.

 


Årets nye internationale navn:
Bad Neighbour

Som nævnt tidligere, så dukkede der en EP op i min feed (shout out to my pal from Down Under, Dan Simpson). Nogle af hans venner havde udgivet den EP og den havde et fedt cover, så jeg tænkte: "Den giver vi sgu da lige et lyt". Og det har jeg ikke fortrudt. Særligt nummeret "Guns" smager lidt af bands som Trophy Eyes eller Can't Swim. Jeg fatter slet ikke, at det band ikke er signet, sådan internationalt. 



Årets comeback:
Blink-182

LÅLÅLÅLÅ troede du lige, at jeg kunne komme igennem en hel årsliste uden at afsløre, at jeg er en fucking poser, der lytter til POP-punk? TOM ER TILBAGE. DE HAR UDGIVET EN HALVGOD SINGLE. Jeg blev i to uger overhældt med memes om at være gammel, og stadig høre pop-punk fra cirka samtlige mennesker, jeg kendte, og jeg kan kun sige, at jeg er SÅ KLAR. Hiv de røde solo-kopper frem, find en fyr med Dickies-shorts der kan tage keg stands og fortæl mig lige, hvor gammel jeg er igen. Der bliver akut mangel på barnepiger, når bandet spiller næste år (get your mind out of the gutter, de skal passe mine venners unger). Jeg er så glade for, at de kommer.

 

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:

Jeg kan ikke hjælpe med andre fysiske genstande, end en særlig trøje, nemlig Laksen, som jeg nu er den heldige ejer af. Her kommer historien fortalt af Omsorg

"Jamen altså vi skulle presse nogle nye shirts på 1000fryd efter vores tour. Vi skulle også lige teste et nyt design af for at se om det fungerede på t-shirts. Vi havde hver især været på genbrugsjagt og kom alle med forskellige farver og former. Laksen kom på bordet og vi var enige om at den var sygt fed. Vi valgte at trykke det nye design og det blev en af de rigtig gode! Vi brugte den som en af vores udstillingsmodeller og vi var sikker på at den ville ryge hurtigt. Men ingen bed på. Vi havde den med til et par forskellige shows i forskellige byer men laksen hang ved og ingen bed på. I Hjørring var der en der prøvede den, men valgte den fra på grund af fittet. Vi kunne ikke forstå ingen ville have den. Lige indtil vi kom til storbyen, og du fik øje på den og tog den til dig. Vi håber i lever lykkeligt sammen til jeres dages ende ❤️"

LAKSEN

Laksen

Det overså jeg i 2022:
At snøre mine snørebånd. Allerede i 2021 lagde jeg godt mærke til, at mine Vans havde en tendens til at gå op. Jeg bandt dem bare igen. Men det var aldrig helt nok. Derfor startede jeg nærmest 2022 med at smadre min albue direkte i jorden og brække den, så den krævede syv timers operation. Lad være med at være som mig. Snør dine skide snørebånd eller køb nogen beregnet til børn, som jeg har. 

Årets optur:
Det kan ærligt være lidt ensomt på pinden, når man er magasinets eneste, ærligt, ikke særligt “metal” anmelder. Min cirkel i Venn-diagrammet har meget få overlap med de andre skribenter. Jeg kan være til falds for en atmosfærisk, sad-boi metal eller måske være lidt med på nogen-core udgivelser. Men det er faktisk virkelig sjældent, at en anbefaling fra mit arsenal af lyrik-fokuserede, mere melodiske, yndlingsbands lander hos mine medskribenter. Bortset fra i år, hvor min medskribent (og nu fellow emo-kid) Tobias Holst begyndte at støvsuge min hjerne for anbefalinger. Jeg har selvfølgelig venner, der lytter til det samme som mig – så bevares, jeg har aldrig følt mig alene i min musiksmag. Men at se bandnavne som The Menzingers, The Wonder Years og endda Chewie dukke op i Devilution-chatten er rimelig nyt for mig. Jeg ved godt, at vi er på tålt ophold, når vi går i selvsving over Blink-182. Men bevares, jeg har altid tolereret deres Pantera-jokes, som jeg knapt forstår eller “Dagens Metallica” leveret af Kent. På den anden side har vores nye musikalske mini-fælleskab også ledt til min knusforelskelse i blandt andet Tvivler, Syl og Salver, som Tobias har anbefalet tilbage til mig. 

Årets største skuffelse: 
Det var, som om Ticketmaster kom tilbage efter pandemien med fornyet lyst til at straffe menneskeheden. Som de facto-monopol på særligt det amerikanske marked, har de gentagne gange skabt overskrifter med deres nye, forbandede opfindelse “dynamisk prissætning”. Vi har ikke særlig meget erfaring med dynamisk prissætning endnu i Danmark. Men det er nok kun et spørgsmål om tid. I mellemtiden, så lad mig forklare: Teknologien blev først integreret i stor skala hos services som Uber, hvor en øget mængde brugere på appen automatisk begyndte at hæve prisen. Det er en slags real-time udbud-og-efterspørgsel baseret på interesse og altså ikke “intent to buy”. På den måde kan man med lidt snak om tal forklare sig ud af, at man hæver priserne til eksorbitante niveauer. Der eksempler på billetter til Blink-182 for over 6000 dollars i både USA og Canada. Det kan man mene om, hvad man vil. Den største skuffelse er i virkeligheden, hvor mudret det er for forbrugerne at finde ud af, hvem der besluttede at aktivere den dynamiske prissætning. Blink-182 nægtede, at den beslutning var blevet taget af dem. Samtidig sagde kilder i miljøet, at den slags altid var aftalt med kunstnerne. I sidste ende har Ticketmaster i virkeligheden snart så meget magt på markedet, at hvis de ønskede at presse kunstnere til at sige ja til nogen specielle krav, så er det ikke utænkeligt. Samtidig er brugerne i højere og højere grad irriterede over Ticketmasters generelle services. For store koncerter, der alle går online samtidig (nok også for igen at skabe urgency, dynamisk prissætning på tværs af lokationer og generelt bare stresskøb) rapporterer brugere, at Ticketmasters hjemmesider ikke kan håndtere presset fra de mange brugere. Den største skuffelse er nok i sidste ende, at alle disse vilde summer udelukker rigtig mange fra at deltage i selve begivenheden, fordi de ikke har penge og den anden halvdel, der får billetter, må skære ned på mindre shows for ikke at gå bankerot. 

Største ønske for 2023:
Jeg håber generelt på en opblomstring i bandmerchandise. Det er i sidste ende smørret på brødet for de fleste mindre turnerende bands. I England er kunstnere begyndt på at organisere sig imod spillesteder, der kræver en del af overskuddet fra merchandisesalg. En slags “proppris” for merchsalg, der desværre ses over hele verden. Jeg håber på et 2023, hvor så mange af pengene som overhovedet muligt fra merchsalget ender hos bandet selv. Jeg håber, vi også på sigt kan skabe en kultur omkring merch i bedre kvalitet, så vi ikke bare køber t-shirts der ryger ud efter tredje vask. Jeg håber også på nye og flere produkter: Hvorfor sælger flere bands ikke kjoler? Eller øloplukkere? Eller lightere? Eller sengesæt? Min lejlighed er snart fyldt op med unisex (male fit, let’s be honest) t-shirts med print, der er falmet, hul under armen fordi de ikke er syet til folk med bryster og forbandede canvasnet nok til en livstids Netto-ture. 

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
Koncerter med folk, jeg holder af, og koncerter med bands, jeg holder af. Helst med overlap mellem de to. 

Menu