Tilbagelænet intensitet

Tilbagelænet intensitet

Efter det vanvittige eventyr om rumvæsenet Ziltoid har geniet bevæget sig i en anden men lige så succesfuld retning.

Titel
Ki
Dato
19-06-2009
Distributør
Trackliste
1. "A Monday" – 1:43
2. "Coast" – 4:36
3. "Disruptr" – 5:49
4. "Gato" – 5:23
5. "Terminal" (Townsend, Young) – 6:58
6. "Heaven Send"[25] – 8:54
7. "Ain't Never Gonna Win"[26] – 3:17
8. "Winter" – 4:48
9. "Trainfire" – 5:59
10. "Lady Helen" – 6:05
11. "Ki" – 7:21
12. "Quiet Riot" – 3:02
13. "Demon League" – 2:55
Forfatter
Karakter
666

For en del år siden opløste Devin Townsend sit bizart brutale band Strapping Young, men det har kun betydet, at han har fundet mere tid til andre sære projekter og udgivelser. Heldigvis.

KI er seneste indspilning, som er første album ud af en slags føljeton i fire dele, og denne gang har Devin allieret sig med helt nye musikere, blandt andet den 62årige trommeslager, Duris Maxwell, som har spillet med Heart, Jefferson Airplane og endog jammet med en vis Hendrix.

Da hverken Duris Maxwell, eller de to andre musikere, som hjælper Devin gennem pladen, har fremført heavy før (bassisten har fortrinsvist spillet på krydstogtskibe), er det lykkedes at få et andet ud af riffs og passager, som i en anden sammenhæng var blevet til rendyrket metal.

Det er blevet til en skive, lige præcis så klassisk Devin Townsend, som noget kan være. Det vil sige totalt uforudseligt, usandsynligt velspillet og velkomponeret og helt igennem særegent. Og så minder det alligevel ikke om noget andet, man har hørt fra den canadiske mesters hånd.

Måske fordi det er uden vanvid, som er erstattet af en ganske overraskende afdæmpet eftertænksomhed. Det har selvfølgelig altid været en del af mandens repertoire, men ikke før i et så dominerende omfang.

Det intense kendetegn er gemt længere væk, og handler ikke så meget som tidligere om bulder og brag. I stedet viser det sig i en tålmodighed i opbygning, der giver plads til at stykker kan udvikle sig fra enkle guitarstykker og til kompakte meget tætte arrangementer, hvor instrumenter slås om at komme til.

Vigtigst af alt er at Devin på ingen måde begrænser sig. Han spiller guitar på sit irriterende høje niveau, hvor de fleste amatørmusikere må se misundeligt til, og så synger, growler, råber, skriger og ytrer sig på samtlige mulige måder med sin stemme, med en røst der er i sublim særklasse. Uanset hvordan så har han både varmen og aggressivitet med og bruger det med et melodisk mål. Det er perfekt Devin Townsend og fortjener kun ros.