Copenhell '22: Frontalangreb på stemmebåndene

Min introduktion til Bad Religion har været lidt anderledes, da jeg først startede sent på at høre de gamle punkbands. Jeg sprang på under MySpace/American Pie-eraen og lyttede med til Warped Tour bands. Jeg vidste at Randis eksisterede fordi Tim Armstrong sang med på et Boxcar Racer nummer, og jeg vidste, at Bad Religion var et band fordi folk tit havde deres t-shirts på til de koncerter, jeg gik til. Men det var først da jeg kom ind i en ny vennekreds for cirka 7-8 år siden, at jeg opdagede ‘Sorrow’ under en fællessang, og siden da har Bad Religion kun vokset på mig. Det er en ny tradition for mig at lytte til deres julesange hver ja… jul. Jeg havde altid troet de var et gammelt mølædt 3-2-1 provo-punkband, men i stedet fandt jeg et orkester af bedstefædre, der synger i flerstemmige harmonier. 

 

Det er lidt skuffende at bandet skal spille klokken 14, men jeg er sikker på, at det har været en logistisk nødvendighed. I det mindste er transporten til Refshaleøen meget mere overskuelig, end den har været tidligere. Koncerten starter med lidt børnesygdomme: Greg Graffin er mixet rimelig lavt og det står endnu værre til med Jay Bentleys mikrofon. Det ødelægger desværre lidt energien på ‘New Dark Ages’, hvor Bentleys stykke af verset næsten ikke kan høres. Til gengæld kan man høre publikum på ‘Fuck You’. Moshpittet sender bølger af støv op i vejret, som havde bandet startet en røgkanon. Det lader også til at lydmanden har fået sin morgenkaffe nu, og får mixet den smukke ‘Los Angeles Is Burning’, hvor de smukke vokalharmonier virkelig får skinnet om kap med solen over Helviti.

 

Generelt skal der skrives om de harmonier, og sangskrivningen bagved. Det er svært ikke at blive imponeret over for eksempel den næsten salmeagtige stemning på ‘Epiphany’ og ‘Struck A Nerve’, hvilket står i en sjov og stærk kontrast til bandets navn. Det er en af de formildende omstændigheder generelt omkring bandet, nemlig det åbenlyse kendskab som sangskriver og vokalist, Greg Graffin, har for de emner han behandler. For eksempel, kan man finde flere kontrapunktiske former i mange af Bad Religions sange, som man finder hos gejstelige sangskrivere, såvel som mainstream kunstnere som Johann Sebastian Bach. 

 

Nåh men nu er vi til punkshow og ikke musikteoretisk forelæsning. Og ligeledes bevæger bandet sig lige så stille fra mere rolige sange og lidt deep cuts, videre til festdelen med for eksempel ‘Dept. Of False Hope’, ‘This Is Just A Punk Rock Song’ og ‘Infected’, hvor der er udbredt fællessang i pittet. Man fornemmer også ligesom hvordan bandet har spillet sig varme, og opdaget at selvom klokken er to, så er vi altså stadig en flot portion af mennesker, der er kommet for at se dem. Jay Bentley hopper rundt på scenen med sin bas, imens Brian Baker og Mike Dimkich lirer den ene guitarsolo af efter den anden. Jeg ved ikke om vi har overrasket dem med vores energi, men det er i hvert fald det bedste humør, jeg har set bandet i indtil videre. 

 

Settet slutter med overlagt mord på publikums stemmebånd, der har fået for mange øl og kassevis af støv, men alligevel synger med på afslutningsmordet i form af ‘I Want To Conquer The World’, ‘21st Century Digital Boy’, den førnævnte og sublime ‘Sorrow’, ‘You’ og slutteligt ‘American Jesus’. Hvis man har været luret, og studeret setlist.fm kan man være lidt trist over at misse ‘Suffer’, ‘Atomic Garden’ eller ‘Kerosine’. Men generelt får bandet liret et decideret gennemført set af, med både lidt til den ene og den anden side, på de knapt 60 minutter de kunne få lov at spille (eller havde tid til at spille). De resterende sange må vi glæde os til, når bandet spiller i Malmø i efteråret.