Copenhell '22: Koncert? Ædt.

xenoblight

Det er lige så stille blevet aften på Copenhell, men hvis du synes du mangler en sweater, kan vi i stedet anbefale en Xenoblightkoncert, der er nemlig knald på.

Kunstner
Dato
18-06-2022
Genre
Koncertarrangør
Karakter
4

Settet starter dog lidt uprætentiøst i festivalens blindtarmsscene, Pandæmonium. Bandet ankommer uden deres vanlige anfører og sætter instrumenterne i med lidt pinlig feedback. Der er noget jysk chill over det. De ved godt, at det nok skal komme op i gear. Og det gør det også. Så snart forsanger Marika Hyldmar hopper ind på scenen, ændrer energien sig fuldstændig oppe foran. Lidt længere bagved står Maidenboomerne stadig med armene foldede. Det er der nu ikke nogen grund til, for Hyldmars stemme har vitterligt aldrig lydt så godt før. Faktisk er den mixet lidt højere end den plejer at være, men lige i det her tilfælde er det ikke “en bug, men en feature” som man siger i EDB-kredse.

Som nævnt er Pandæmonium årets blindtarmsscene. Lige akkurat sandwichet ind mellem en af Refshaleøens mange tilfældige blikbygninger og nogle bakker på den anden side. Der er med andre ord ikke plads til overflow andre steder end bagud. Xenoblight har desuden fået spilletid lige efter Mastodon, hvilket fører til en sen ankomst for en del af publikum. Det går fra at være en flot befolket koncert til at være et tilløbsstykke. Det viser sig dog desværre ikke tættere på scenen, hvor publikum står med en del huller og det kombineret med de korslagte arme fra tidligere suger stille lidt af sjælen ud af showet som en slags judgement-dementor. Det er svært at sige, om Hyldmar har bemærket det, eller om det er ren tilfældighed, at det er netop det tidspunkt hun vælger at åbne en kæmpe Wall of Death, der lidt er blevet bandets signatur.

Alle krydsede arme må vige, for Hyldmar har sagt, at der er fest, så det bliver der. Jeg ser selv en mand på krykker fare ind i pittet og senere ser jeg krykkerne flyve rundt i luften. Netop som vi begyndte at kunne mærke de fire dage i de knagende ben, og som aftensolen er på vej i seng, spiller Xenoblight en lille smule sol frem mellem skyerne. Der er stadig lidt uprætentiøs fumlen med tuning og lidt lange pauser mellem de hurtige thrashsange, men når først energien er så højt oppe, som den er nu, så kan det tilgives.

Trommeslager Thomas Halborg smadrer igennem på grydelågene og guitarist Rasmus Clemmensen er et stort smil gennem hele koncerten. Hyldmar drejer hånden rundt og straks er pitten en cirkelpit halvvejs til lydteltet. Det udvider sig med et par meter for hver sang. Det tog ganske vidst et par sange at få skabt kontakten, men så snart den er etableret har Hyldmar dem i sin hule hånd. Man kan næsten ikke andet end at stå og få lidt våde øjne – måske er det bare støvet – over at se hvor langt Hyldmar er kommet som kunstner siden jeg først så hende på… jeg har lyst til at sige The Rock. Og så ved vi, at det er længe siden. Aldrig har hun lydt så godt. Som de unge siger nu til dags: Hun åd den koncert.