Live fra Ølfængslet i Malmö
De er fandme skøre de svenskere: Man skulle stå i fængsel med sin bajer under NOFXs "Punk in Drublic" på Mölleplatsen i Malmö.
Punk in Drublic er navnet på en af NOFXs mest succesfulde albums og samtidigt også en craft beer/punkfestival afholdt af bandet, oftest i USA, men i aften også i Malmø. Festivalen har kæmpet med adskillige aflysninger og skiftende datoer grundet corona, men i dag er tiden endelig kommet til en tur på Mölleplatsen.
Danskergruppen allerede bagud fra start
Allerede da vi ankommer, er Days N’ Daze begyndt at spille. Før tid endda. Vi er en gruppe blandede bolsjer, der er mødtes på Hovedbanegården og har taget toget sammen. Vores første tog blev aflyst, andet tog skulle have noget fixet på Hyllie. Men vi er her altså alligevel hele ti minutter inden den lovede showstart. Det viser sig dog, at det nok ikke gør så meget. For lyden er helt klart en smule tvivlsom, publikum er der ikke mange af, og bandet har selv sagt, at de har brugt en gruppe vaskebjørne som fokusgruppe for deres seneste album. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er en vaskebjørn. Men humøret er højt i folk/crust-punkgruppen, så jeg smiler imens jeg går imod det aflukkede område, hvor der serveres alkohol.
Er det her virkelig en "craft beer and punk festival"?
For her kan man virkelig mærke, at man er i Sverige. På trods af ordlegen i arrangementets navn, og at det er en “craft beer” festival, så skal al alkohol bestilles og indtages i et trist, aflukket område bagerst til højre for scenen. Der er kun dukket to bryggerier op, der nu sælger nogle meget fine øl til omkring 100 svenske. De er dog forfærdeligt langsomme til at skænke op i forhold til baren ved siden af, hvor de knapper Heineken i glasflasker op hurtigere end lynet. Med andre ord ender vi med at drikke væsentligt flere tynde øl, end vi havde regnet med.
Apropro, så spiller The Bombpops næste koncert, og det er ikke en overvældende præstation. Vinden rusker gennem Mölleplatsen og tager lyden med sig i forskellige retninger. Der sker desuden den fejl, som jeg synes der sker lidt for ofte: Nemlig at lydmænd får mixet lyse stemmer for højt. Det samme skete for Meet me @ the Altar, der varmede op for Green Day. Lyse stemmer har en tendens til at stå meget ud fra lydbilledet og kan bedre klare at få skruet lidt mere op for resten af bandet. Men i stedet ender man med at stemmen står meget frem, og at man især bemærker, når der ikke er helt styr på stemmeføringen. Musikken er ærligt talt også lidt uinspirerende skrevet, og alt i alt skulle jeg nok være gået under den sidste sang for at have fået en plads i ølkøen.
Knækbrød i ølfængslet
Ligesom størstedelen af det granvoksne publikum forsamler sig i ølfængslet, så gør mågerne det samme. Der tilbydes ellers kun forholdsvis kedelige festivalburgere og pølser med knækbrød (??). Toiletterne har man placeret så langt tilbage, at man skulle tro de forventede hele parken fyldt op til bristepunktet. Der er dog faktisk altid plads og toiletpapir. Vi ser polisen smide en enkelt punker ud, fordi personen forsøger at tisse op af hegnet. Generelt fornemmes det, at de ikke-helt-politi-ikke-helt-sikkerhedsvagter, der er mødt op har lige lovligt lidt at lave til at starte med. For eksempel er det ikke tilladt at ryge inde i ølfængslet, der skal man i et andet fængsel endnu længere væk. De prøver også at stoppe crowdsurfing og folk, der ryger under koncerterne. 
Det bliver dog klart under Talco, at polisen får en hård aften, hvis de synes de skal stoppe alle pits og crowdsurfere. For det italienske ska-punk band har, på trods af, at ingen forstår et ord af hvad de siger, publikum i sin hule hånd. Der er en enormt hyggelig stemning i moshpitten, hvor publikum blandt andet laver en lille Wall of Death, fordi solen skinner. Saxofonisten og trompetisten udnytter, at de kun har stykker i sangene periodevist og bruger resten af tiden på at hype publikum op. Saxofonisten bliver faktisk så glad, at han på et tidspunkt begynder at synge med på sangene igennem sin saxofons fastmonterede lille mikrofon. Solen er også kommet helt frem nu, som vejr-appen også havde lovet, men som så lidt vel optimistisk ud på vejen herhen.
Et hårdt job at følge op efter italienerne
Næste band på scenen er H2O… jeg mener Ignite. Det lader til at størstedelen af publikum stadig står i ølkøen, for der er rimelig plettet på plænen til at starte med. Vinden er også tilbage, og generelt har bandet svært ved at følge med efter Talcos sublime show. Der bliver snakket lidt om “positive mental attitude”, og bandet spiller et halvsløjt cover af U2s ‘Sunday Bloody Sunday’, der ellers passer fint ind i zeitgeisten. Bandets egne sange er rimelig kedelige, på trods af de har krydret dem med nogle okay guitarrriffs. Jeg har dog mest lyst til at rykke direkte i ølfængslet, så det gør jeg. Den sløje festivalburger kan heldigvis fås i en vegansk udgave, så jeg pløjer sådan en ned uden den store glæde og er klar til flere dyre øl.
Øl er der nemlig brug for, for næste navn er Satanic Surfers. Bandet har været igennem et par udskiftninger siden de startede i 1989 (samme år jeg blev født) og et enkelt break-up i 2007. Siden bandet slog pjalterne sammen igen i 2014, har de spillet rimelig ofte, især i Sverige, da bandet kommer fra Skåne. Bandet er skelsættende for den svenske bølge af skatepunk, så det er med mere end en hjemmebanefordel af bandet spiller i dag. Det er altid en helt speciel ting at høre et band med vokalisten bag trommerne, som det ses i Satanic Surfers. Jeg synes dog altid, at jeg tager mig selv i lige så stille at miste interessen hver gang jeg ser det her band. Der er et eller andet over tempoet og melodiskrivningen, der lægger op til en god slåskamp i pitten, men ligesom ikke fanger rigtig an hos os casual listeners. Det er jo også fint. Der er god fanservice til dem, der virkelig har glædet sig, og vi andre kan i hvert fald glædes over deres glæde, hvis ikke andet. 
Den danske invasion kan mærkes
Nu kan svenskerne efterhånden godt se, at de har en befolkningssammensætning af 30-50% danskere og at vi altid er innovative når det kommer til køkultur. Vi sender den, der er mindst fan af bandet i køen for at købe en 10-20 bajere for så er de klar til når koncerten er færdig. Så helt uden nogen lovhjemmel påbyder de boderne kun at måtte sælge to genstande per kunde. Hvad tænker du, kære læser, kan det holde danskere tilbage fra at blive fulde? Nej. Urimeligheden i politiets helt absurde magtmisbrug og den generelle irritation over deres massive tilstedeværelse ender med en masse sjove “civile ulydigheder”. Blandt andet må de sætte en meters ingenmandsland op imellem ølfængslet og området udenfor, fordi folk deler bajere hen over hegnet. Jeg ser desuden en fyr, hvis ven er så fuld at han ligger ned, stå og diskutere hvor tæt hans øl må være på hegnet. De var optaget af det i mindst et kvarter. Fordi der ikke er taske eller kropstjek på vejen ud, er det heller ikke ligefrem svært at få smuglet en Heineken eller pærecider med ud.
Det er dog desværre klart, at nogen holder deres brandert bedre end andre (jeg kigger på jer, svenskerpunks) og især under No Fun At All begynder tingene faktisk at gå lidt for vildt for sig. Jeg er for nyligt opereret i min albue, fordi jeg brækkede den og går med en rimelig tydelig slynge om den. Det har folk indtil nu været supergode til at lægge mærke til. Men stemningen er helt skiftet under No Fun At All, hvor publikum laver nogle gedigne bøv-pits, hvor folk kommer til skade, og der bliver kastet med flasker. Der er dog stadig heller ikke særlig mange mennesker til selve koncerten. Folk har fundet ud af, at de kan stå og se det meste fra fængslet, og jeg må også sande efter fem sange, at det nok er mere sikkert for mig også at gå tilbage dertil. Generelt er No Fun At All ligesom Satanic Surfers, bedst at slås til, ikke så meget at stå og lytte til.
En værdig afslutning på en besynderlig dag
Heldigvis er det næste band slet ikke slåsse-musik. Nej, vi er simpelthen så heldige at få lov at nyde verdens bedste punk-coverband (i følge dem selv), nemlig Me First and the Gimme Gimmes. Blandt aftenens covers er blandt andet ‘Jolene’, ‘Me and Julio Down by the School Yard’, ‘Ghost Riders in the Sky’, ‘Over the Rainbow’, ‘Sweet Caroline’ og ‘Mandy’. Det er præcis som man forestiller sig: En kæmpe karaokefest, der ikke lyder særlig godt, men til gengæld er ualmindeligt sjovt. Når jeg kigger tilbage på ølfængslet, så er der nærmest gået dansk bodegastemning i den. Folk danser rundt og synger med. Bare ærgerligt, at hele festen sådan er delt i to.
Aftenens hovednavn er uden tvivl NOFX. Det er som sagt det band, der arrangerer og dem, som folk virkelig er kommet for at se. Det fornemmes endelig også foran scenen, hvor der for første gang er fyldt helt op. Det er virkelig også en hitkavalkade, vi bliver indlagt til, blandt andet med ‘Champs Elysees’, ‘Dinosaurs will Die’, ‘Idiots are Taking Over’ og ikke mindst ‘Linoleum’ som bandet ellers ikke ofte har på setlisten. Nummeret føles næsten som noget, bandet forbeholder for de publikummer, der virkelig fortjener dem. Og vi er heldige nok til at få sangen med i ekstranumrene, der også byder på ‘Kill All the White Men’. En følelse jeg kun kan samstemme i, efter adskillige mennesker kommer løbende (nok fra ølfængslet) og ind i pitten til deres yndlingssang imens de “gir faen” i alle dem, de løber ind i på vejen. Som for eksempel mig, der har en brækket arm. Men udover det, ølfængslet, dumme svenskere og polisen, så ender aftenen jo sådan set rimelig lykkeligt.