Lyden af rendestenen
Energisk og støvet post-punk, der lyder af København i 80’erne fra danske Salver
2. Lad mig bare
3. Ildhegn
4. Knus
5. Jeg ved ikke hvor jeg skal hen
For et par måneder siden dukkede profilen “@salverdig” op på instagram ud af det blå, og begyndte at tease for et kommende album. Som de musikalske sporhunde vi er, var vi på med det samme og har derfor haft glæden af at lytte til ‘Jeg ved ikke hvor jeg skal hen’.
På samme måde som de lige så nye SYL, tapper Salver ned i en neonostalgisk post-punk vibe, vi ikke vidste, vi havde savnet, men som vi nu føler os næsten afhængige af. Det er lyden af et København midt i fattigfirsernes forfald set gennem en romantisk linse, der får os til at tænke på FP Jac og Michael Strunge. Men vel at mærke mest på det smukke i det grimme – det, der fik dem til at skrive det, de gjorde og ikke den del, der alkoholiserede FP Jac i en så overvældende grad, at han blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling eller den del, der gjorde, at Strunge ikke så anden udvej end fjerdesalsvinduet på Webersgade.
Det er i den grad nedslående musik al den stund, at det handler om at være vildfaren i den ensomme storbyjungle, der udgør så strålende et billede på det moderne menneskes mentale til- eller stilstand.
‘1 vej’ kunne lige så godt være dedikeret til den store digter, der som få andre formåede at beskrive sin egen placering uden for samfundet, men dog i så høj grad forbundet til det. Når Aske Severin Frederiksen af rå hals skriger om den “ene vej” og andre, der skal fortsætte uden ham, kan man dårligt andet end at se den plagede mand for sig og forestille sig, hvor tæt på grænsen hans kunst må have bragt ham. Samtidig skaber kontrasten mellem den ekstremt lodne produktion og de skærebrænderskarpe melodiske guitarpassager en genial stemning, der absolut må kunne indfange alle tidligere goth- og emokids, der gennem tiden har haft den tykke, sortryggede ‘Samlede Strunge’ på bogreolen i al dens gravitas og som fysisk manifestation af egen indre utilstrækkelighed, når man måtte indrømme, hvor lidt man egentlig fik læst i den, kontra hvor meget man gerne ville være typen, der havde læst den.
I direkte forlængelse af ‘1 vej’s fantastiske guitarpassage inden c-stykket, følger ‘Lad mig bare’ med et absolut fantastisk lead, der fortsætter som den røde tråd gennem en EP, der gradvist bliver mere og mere febrilsk, særligt i Frederiksens vokal, der allerede her slår over i frustrerede skrig sine steder.
Tungest bliver det i midten, på ‘Ildhegn’ og ‘Knus’ – på sidstnævnte bliver vokalfremføringen nærmest Thomas Burøsk. (Burø var i øvrigt forsanger i bandet Lack i gamle dage, ligesom Strunge skrev under pseudonymet “Simon Lack”. Undertegnede aner ikke, om der er nogen forbindelse overhovedet mellem disse tre elementer, men sjovt er det, red.)
Det er tungt og dissonant og ‘Knus’ knækker nærmest over i noise rock eller doom, hvilket tjener EP’en godt i sin komposition, inden titelnummeret tager over med en kæmpestor melodi som konklusion.
Det poppede islæt i denne vidner om fantastisk sangskrivningstalent der peger i retning af The Clash og The Cure, og som understreger hvorfor det er værd at bruge så meget tid og energi på et ganske ubeskrevet blad som Salver. Trommerne alene siger så meget, samtidig med, at de gør deres job næsten ubemærket diskret.
‘Jeg ved ikke hvor jeg skal hen’ er, både som EP og som sang, absolut fremragende i sin storbymelankoli, der konstant bærer tyngden af isolation og fremmedgørelse på skuldrene, samtidig med, at blikket i sin mørkrosa lidelsesromantik er taknemmelig for denne.