Den manglende mand

Det rumænske band viser, at ligestillingsproblematikken i metal ikke nødvendigvis er noget man bør løse lige foreløbig. Metal har traditionelt været en af de mest mandsdominerede genrer overhovedet, men det billede har ændret sig de sidste 10 år, hvor kvinderne er begyndt at gøre deres indtog, som oftest på forsangerposten.

Denne forandring gør det nogle gange er svært at bedømme, om man ikke kan lide et band, fordi det har en kvindelig forsanger, og man som lytter forventer en dybere mandlig røst, eller om man ikke føler det fungerer, fordi sangeren ikke passer ind.

Sådan forholder det sig også med rumænske Magica. der i front har, den selvfølgelig klassisk uddannede, Ana Mladinovici.

Hun kan synge, det er der ingen tvivl om.
Men hun kan slet ikke bidrage til sekstettens hårde men symfoniske power metal.

Det er ellers rigtigt mange gode momenter i Magicas musik, blandt andet de mange elementer fra to guitarister, der ikke er bange for at supplere det storslåede udtryk med grimme og rå riffs og med en aggressivitet, som gør det mere vedkommende og viljestærkt. Og det er uden, at de slækker på deres ambitioner om at skrive stort melodiøst metal, hvor opbygning til klimaks og dramatiske højder spiller en fremtrædende rolle.

Men selv med til tider rigtigt interessante og anderledes melodistemmer, er det alligevel ikke lykkedes for dem at bruge Ana Mladinovicis lyse vokal godt. Det er skingert, anstrengende at lytte og først og fremmest fuldstændigt malplaceret – faktisk er det som om, band er en ting, og vokal noget helt andet, og at de hver for sig kunne have lavet en bedre plade.

Hun hører simpelthen ikke hjemme på den plade, og man har kraftigt på fornemmelsen, at der simpelthen mangler en ru mandestemme i front.