Eventyrfrit år, tak!

Kompetent musikalitet, men hvor er innovationslysten på power metal scenen scenen? Disse to album fortjener af flere grunde at blive anmeldt sammen. Ikke nok med at Higland Glory og Dawnrider udkommer på samme selskab og har samme distributør, begge udgivelser sværmer omkring riddere, troldmænd og onde dæmoner. Sangene er ligeledes på begge albums opbygget omkring piskende (og fantasiløse) dobbeltstortrommer med tilhørende pumpende guitar og med en skrigende, næsten falsetsyngende, forsanger (Læs: Michael Kiske fra Helloween-klon). Og for at det ikke skal være løgn så har de endda valgt samme dramatiske skrifttype til bandnavnene!

Men værst af alt: begge udgivelser er dybt uinteressante og fuldstændigt ligegyldige. Netop fordi ingen af dem kommer med noget nyskabende og udelukkende lukrerer på sangskrivningsformler som bands som italienske Rhapsody og svenske Hammerfall på alle måder mestrer bedre og gør langt mere interessant. Og hvis idéerne ikke er der, så hjælper det altså intet at begge albums bliver fremført at ganske ferme instrumentalister.

Afslutningsvis må det lige indskydes at pladerne efterlader undertegnede med et ønske om at der snart bliver indført "Eventyrfrit år" for powermetalbands, således at man kunne blive fri for pompøse keyboards og for endeløse beretninger om tapre mænd på hest og med sværd. Et helt år hvor man forbød bands at læse og blive inspireret af "Ringenes Herre", "Harry Potter", "Narnia" og lignende.