Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Drømmen er ikke ovre endnu

Updated
-MG-2314-70-1667913783
-MG-2322-73-1667913783
-MG-2237-100-1667913783
-MG-2223-57-1667913783
-MG-2240-37-1667913783
-MG-2146-66-1667913782
-MG-2134-73-1667913782
-MG-2135-82-1667913782

Toronto-punkerne fra PUP var endnu engang i topform, til deres otteoghalvfemstyvende koncert i år. 

Kunstner
Spillested
Dato
05-11-2022
Genre
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
5

Valget i denne weekend stod for mig mellem PUP og Frank Carter (thi jeg er gammel, og har brug for søvn). To fantastiske live-acts, med hver deres karismatiske front-figur og næsten 100% garanti for en god aften. Når jeg så valgte PUP, så er det fordi jeg, siden jeg først blev fan af bandet, altid har forventet, at deres seneste tour bliver deres sidste. Bandet, der i aften spiller deres koncert nummer 98 i år, er notorisk kendte for deres energiske shows, men også lyrik, der mere eller mindre beskriver bandets ødelæggelse i ”real time”. 

Bandets seneste udgivelse ’The Unraveling of PUP the band’ er derfor ikke overraskende selvdestruktiv og nedslående som altid. To numre fra denne starter aftenens koncert, nemlig den næsten Bright Eyes-agtige ’Four Chords’ og den opløftende/nedtrykkende ’Totally Fine’, hvor publikum synger med på det catchy omkvæd ”Lately I’m starting to feel, like I’m slowly dying./ And if I’m being real, I don’t even mind. / I was holding back ‘cause I just couldn’t decide: / Whether I’m at my worst or I’m totally fine”. Det overrasker lidt, at så mange i Pumpehusets store sal kan synge med på selv de nye numre. 

PUPs popularitet udenfor hjemmebanen (altså, den normale punk-scene), hænger til dels sammen med, at bandet på én eller anden måde har fået overtalt smagsdommerværket på for eksempel Stereogum og Pitchfork om, at de altså er et band, der er værd at lytte til. Det er de så klart også. Men det er stadig sært at se Pumpehuset næsten udsolgt for et band, som på alle måder lige så godt kunne være blevet booket på Underwerket, der har huset mange af de kunstnere, PUP normalt spiller med i udlandet, blandt andre Jeff Rosenstock, men kun har kapacitet til 75 mennesker.

Ikke desto mindre er de ”nytilkomne” velkomne så længe de kan holde takten, og det kan de. Det lader også til, at PUP er opmærksomme på, at alle måske ikke er vandt til en pit, og understreger reglerne for god pit-etikette. De overholdes gennem showet rigtig fint, også gennem en tre-trins-raket af morbide sange: ’My Life is Over and I Couldn’t Be Happier’ fra den episke ’The Dream is Over’-plade, ’Dark Days’ fra debut-albummet ’PUP’ og ’See You at Your Funeral’ fra ’Morbid Stuff’. En tre-trins-raket, der er et godt eksempel på, hvor blandet hele setlisten for showet er. Hertil skal det dog også nævnes, at PUPs sange i høj grad minder om hinanden på tværs af plader, så det hjælper også på sammenhængskraften. 

Nogen af de sange, der måske føles lidt hjemløse i settet, er de mere powerpop-inspirerede ’Robot Writes a Love Song’ og ’Mathilda’, hvor jeg vil gå så langt at sige, at melodierne simpelthen ikke er stærke nok. På de sange savner jeg inderligheden, især når man sammenligner med nogen af de andre klassikere som ’Sleep in the Heat’ med sin ikoniske næsten-valserytme eller den latterligt energiske ’Resevoir’ med perfekte sing-a-long-able omkvæd. Det betyder dog ikke, at PUP ikke formår at være inderlige. Det sker dog senere i settet på blandt andet ’Scorpion Hill’ og ’If This Tour Doesn’t Kill You, I Will’, hvor publikum synes at kende hvert eneste ord til de mere ballade-agtige numre – hvis man kan kalde nogen af PUPs sange det. 

Det er dog stadig med klassikeren ’DVP’ virkelig viser, hvad de kan. Nummeret er med sine (indspillede) 2:27 minutter et præmie-eksempel på PUPs imponerende kombination af skæve rytmer, vers der synges, men også råbes, et bærende ”uh uh uh”-hook og gode kontraster mellem de forskellige dele af sangen. Alt udføres til perfektion. Men det kan heller ikke undre, at bandet er i topform når de siden marts har spillet næsten 100 koncerter. Det er netop også derfor, at jeg frygter for bandets fremtid, for jeg kan ikke engang forestille mig, at bare én af de koncerter ikke var på samme energi-niveau. Hvordan er deres kroppe stadig sammenhængende på det her tidspunkt?

Den irritation, der beskrives i hittet ’If This Tour Doesn’t Kill You, I Will’, er dog svær at få øje på, i hvert fald mens bandet er på scenen. Og deres forudsete død er måske også en smule opreklameret. På trods af, at forsanger Stefan Babcocks læge i 2016 sagde, at han havde skreget sine stemmebånd så meget i stykker, at ”the dream is over”.
Da han ligger på ryggen, båret af et entusiastisk publikum, efter at have stagedivet i slutningen af en sang og blot siger ”Thank you!” imens han stille og roligt flyttes tilbage imod scenen, ligner det nu, at drømmen stadig lever i bedste velgående. At PUP har oplevet så stor interesse fra mainstream-publikummet er ikke udtryk for, at de har solgt ud. Det er snarere et udtryk for, at mange leder efter en ventil for al den vrede, frustration og frygt vi har opbygget i vores kroppe de sidste 2-3 år. Jeg håber, at vi ser jer igen til en masse andre koncerter. For det er tydeligt, at I har brug for at danse lige så meget ind i hinanden, som vi har, imens det føles som om verden er ved at falde fra hinanden.
Velkommen.

Menu