At fortælle menneskene
Dan "Soupy" Campbell fra The Wonder Years har endnu engang skrevet tekster, der får vores anmelder til at græde.
I 1989 skrev min yndlingsforfatter Svend Åge Madsen bogen “At fortælle menneskene”. Bogen handler om, hvordan menneskets identitet dannes. Bogen fortæller om mere end 100 mennesker. Historierne skal fortælles videre til en kvinde, der lever en afskærmet tilværelse, og kun kender mørket og ensomheden. Gennem de mange, og nogle gange trivielle, historier bliver hun i stand til at fortælle sine egne historier og går fra at være et objekt til at være menneske. Budskabet er, at vi først bliver mennesker, når vi hører andres historier og kan fortælle vores egne historier på den baggrund.
Hvor de fleste sangskrivere fortæller om sig selv, så kan det amerikanske band The Wonder Years fra Philadelphia, opkaldt efter en sitcom, meget mere end det. Deres album præsenterer portrætter af udvalgte mennesker og deres relation til forsanger og primær sangskriver, Dan “Soupy” Campbell. På tidligere plader har vi for eksempel mødt hans ven “Hannah”, der på ‘Thanks For the Ride’ kørte galt og endte i koma med dødelig udgang. På både ‘Cardinals’ og ‘Cigarettes & Saints’ fortæller Campbel om Mike, der døde af en overdosis. Han fortæller om sine forældre på ‘Teenage Parents’. Hans bedstefars hjerteanfald er beskrevet i ‘Dismantling Summer’. Med andre ord, så “fortæller bandet menneskene” og du som lytter får muligheden for at spejle dig i langt mere, end andre bands giver mulighed for.
De fleste værker handler om romantisk, heteroseksuel og monogam kærlighed. Eller som ofte i metal-udgivelser om stiliseringer af døden, eller livet, eller drager. Alle de ting er fine og kan gøres med stor succes (måske undtagen den med dragerne, host), men jeg finder det befriende at høre om andet og mere på The Wonder Years' plader og derfor glæder jeg mig altid til en ny udgivelse.
Dermed en introduktion og vejledning til at forstå bandets syvende udgivelse med titlen ‘The Hum Goes on Forever’. Ligesom i Svend Åge Madsens forfatterskab gentager motiver og karakterer sig på albummerne. En af de første karakterer vi på dette album siger farvel til, er Madelyn, der optrådte på The Wonder Years' anden, tredje, fjerde og femte udgivelse og som dannede en fortælling primært om Campbells indre mørke, og hvordan han kæmpede med at føle sig alene og håbløs. Vi møder Madelyn på albummet ‘The Greatest Generation’ hvor hun repræsenterer en løsning som Campbell vælger fra: Madelyn bekæmper nemlig sine indre følelser af håbløshed med alkohol. Ved at spejle sig i Madelyn bliver det klart for Campbell, at selvom de er ens i den forstand, at de kæmper med de samme problemer, så er at løsningen for ham en anden. På dette album, næsten ti år senere, driver Madelyn igen ind i Campbells liv på sangen “Oldest Daughter”, og her ser vi liv der startede parallelt, men er endt forskellige steder. Madellyn bruger en bibliotekscomputer til at komme i kontakt, hun sover på bordet og får at vide, at hun skræmmer børnene. Campbell er blevet far. Han har ikke løst sin håbløshed helt, men han er kommet videre, imens Madelyns liv har stået stille. I verset synger han farvel til Madelyn (og dermed indforstået til sit tidligere selv) med ordene “Madelyn, I don’t think that I’ll see you again. Madelyn, I love you but we both know how this ends. Madelyn, I heard the tide is coming in. You’re lost in the gray, with two broken legs, trying to swim”.
Musikalsk bruger bandet selvfølgelig Campbells stemme en del. Hans udtryk er karakteristisk, hæst og glider til tider af i blå toner. Noget andet de dog også bruger, er kontrasten i opstemte omkvædskompositioner med triste tekster. Sangene på ‘The Hum Goes on Forever’ er i højere grad opstemte end de var på de sidste to albums, der vel alle tre tilsammen nu danner hvad man kan kalde “Cardinals-æraen” og som i mine øjne er bandets stærkeste. Fokus er flyttet længere fra Campbell, til i højere grad på menneskene omkring ham og på amerikanske skæbner generelt.
Det er svært at vælge en genrebetegnelse for bandet, for selvom deres tidligere udgivelser nok er tættere på pop-punk, så ligger det stemningsmæssigt måske tættere på Midwest emo. For Midwest emo løfter fokus sig aldrig særligt højt fra navlen og forbliver i et smukt, stærkt emotionelt, men indadskuende univers. Der vil jeg argumentere for, at bands som The Menzingers og The Wonder Years har skåret deres egen lille, mere melodiske revival-søstergenre, hvor de i højere grad tager inspiration fra Bruce Springsteen, end de gør fra American Football. Jeg har valgt selv at kalde den “Rustbelt emo”.
Cardinals-æraen for The Wonder Years handler også om vreden imod systemet, særligt medicinal-industrien, der tager folk fra os hver dag ("These vultures in their suits and ties, saying kid, you can trust me"). På albummet ‘No Closer to Heaven’ har sangen ‘Cardinals’ et skarpt refræn i form af linjerne ‘We’re no saviors, if we can’t save our brothers’. Sangen er skrevet fra Campbells synspunkt, om hvordan han af forskellige årsager ikke kan redde sin bror – vennen Mike – og vender det imod USA, et land der ellers gerne vil fremstå som verdens supermand, men ikke kan redde sine egne.
Det er på det nye album og den åbenlyst navngivne ‘Cardinals II’, at denne samme karakter og hans død beskrives igen. Campbell synger “Bruised and paper cut, I built a thousand paper cranes for good luck”. Det, som Campbell beskriver er den japanske myte om, at en mand foldede 1000 origami-traner og fik et ønske opfyldt af guderne. Det, eller zenbazuru, som ritualet at folde 1000 traner kaldes, gives ofte i gave til folk, der er syge, med ønsket til guderne om, at personen vil blive rask igen.
Men på trods af de blå mærker og sår fra papiret, så ved Campbell godt, at man kan ønske alt man vil, men guderne er tavse. På min hylde herhjemme står også en enlig papirtrane, i minde om min ven, Thomas, hvis traner heller ikke stoppede guderne fra at lade kræften tage ham. Det er befriende at høre en så dygtig kunstner beskrive magtesløsheden vi mennesker står med når vi konfronteres med døden. Et vers går igen i slutningen af sangen, hvor Campbell beskriver et mareridt, hvor broderen er fanget i et biluheld, uden at han selv kan ikke nå ham.
Jeg vil ikke gennemgå alle sangene på albummet eller deres sammenfletninger med tidligere fortællinger, for i sidste ende er de ikke nødvendige for at forstå essensen. Så snart de er udgivet, er historierne ikke længere kun Campbells. Som i Svend Åge Madsens bog, kan historier gives et nyt liv i en anden persons hovede. På den måde handler ‘Cardinals II’ både om min ven Thomas, der døde af kræft, imens den også handler om Campbells “bror”.
Madelyn er os på en dårlig dag, når livet er for meget at sluge, og vi føler at vi er på vej til at gå i hundene. Det er hende vi kunne have været, hvis vi ikke havde fundet bedre løsninger for os selv. På ‘Doors Painted Shut’ kan man høre, hvordan depressionen kan mærkes som en trækvind igennem døre man har lukket og malet over. ‘Songs About Death’ er en væsentligt tungere sang end bandet normalt komponerer. Den handler om, at hvordan Campbell oplever, hvor mange i hans publikum der desværre kan synge med på hans sange om døden. Albummet ender i ‘You’re the Reason I Don’t Want to Die Anymore’, hvor Campbell benytter en sjældent brugt, fin og sårbar falset. Det er et album, der er sat sammen både musikalsk og fortællemæssigt enormt godt.
Om du kan lide albummet vil i sidste ende nok afhænge af, om du kan spejle dig i fortællingerne – og ikke mindst, om det er noget musik skal gøre for dig. Hvor ‘No Closer to Heaven’ var vred, var den efterfølgende ‘Sister Cities’ dyster. Så er der en del mere håb at finde på ‘The Hum Goes on Forever’. Som et bevis på det vil jeg henlede til en sidste karakter, nemlig Wyatt, som vi møder på ‘Wyatt’s Song’. Det er Campbells søn. Campbell selv har beskrevet, at konceptet for hele albummet er spørgsmålet om, hvordan man kan passe på nogen andre, når man ikke kan passe på sig selv. Der er ikke et definitivt svar at finde på pladen.