Årsliste 2020 - Hanna Ella Sandvik

Mærkeligt år, hva’? Men i tilbageblikkets rosarøde linse kan man dog finde en del lysglimt. Dette gælder særligt for albums, der ligger lige på kanten for, hvad man kan byde en Devilution-læser. Men for de modige, der tør læse med, kan man imellem metalcore- og punk-udgivelserne på mit års liste finde nogle albums, der er så gode, at de altså ikke kan udelades. Er Taylor Swift med? Læs med og find ud af det.

Årets Danske Albums:
I denne kategori kommer jeg stort set altid til kort. Der er meget få metalcore- og solskinspunkbands i Danmark, der udgiver lige den slags musik, undertegnede lytter til. Af de genrer, hvor jeg normalt ellers ikke lytter, kan det nævnes at Konvent er fucking tunge. Det samme gælder Cabal, der fik lidt mere univers på lyden. Tvivler og Eyes danner en duo af bands, jeg har tænkt mig at holde øje med næste år.

Årets internationale plader:
The Smith Street Band: 'Don’t Waste Your Anger'
Er The Smith Street Band stadig punk? Nej, det er de nok egentlig ikke. Men det laver nu ikke om på, at deres seneste album er et mesterværk. Ovenpå et opsigtsvækkende og virkelig offentligt break up med en anden australsk musiker, har Wil Wagner skrevet en musikalsk kvartlivskrise. ”Nobody cares about you and your pain. That becomes freedom if you look at it that way” og adskillige andre sætninger er som dolke i det her nogen-og-30-årige hjerte. Lee Hartneys guitar bliver kun bedre med årene, og tilføjelsen af Lucy Wilson og Jess Locke har givet bandet en lyd, der er større end den skramlede start på ’No One Gets Lost Anymore’. Men hvis du ligesom jeg mener, at musik først og fremmest handler om at fortælle historier, så tror jeg du vil rokke med til ’Don’t Waste Your Anger’.



Palm Reader:  'Sleepless'
Og så til noget helt andet:  jeg har sovet i timen og aldrig hørt Palm Reader før, og det er en kæmpe fejl. ’Sleepless’ er et af de albums, der gør at det stadig giver mening at høre hele albummet og ikke bare et par singler. Hver sang er et nyt piskesmæld af temposkift og stemning. Der kan stadig anes en smule af bandets ophav som hardcore-band, men der er bidder for både prog-hoveder, metalcore-nørder og endda post-hardcore-fans. Både guitar- og vokalarbejdet er særdeles alsidigt.

 

Jeff Rosenstock: 'No Dream'
Det er alligevel fantastisk, at Jeff Rosenstock kan levere i den fart, han gør det, og stadig levere fuldstændigt velrundede albums. ’No Dream’ er et skridt tættere på Rosenstocks originale DNA: starten i ska punk-bandet The Arrogant Sons of Bitches og punk-bandet Bomb! The Music Industry. Det er endda mere larmende end udgivelsen ’Post-’ fra 2018! Særligt sangen ’Scram!’ vil jeg se aldeles meget frem til at skråle højt med til i en kælder, når vaccinen er landet, og vi endelig kan invitere Rosenstock tilbage til landet.



The Beths: 'Jump Rope Gazers'
The Beths er ikke et Devilution-band, så hvis du bare ikke er til pop-musik, kan du bare gå videre til næste punkt. Ikke at The Beths kun er pop-musik, men det når bare højst til indie-rock på rock-hårdhedsskalaen. Men det laver ikke om på, at ’Jump Rope Gazers’ har været én af grundende til, at jeg kunne holde humøret oppe i 2020. Det newzealandske band har nogle af de dygtigste vokalister i nutidige rock-orkestre og benytter dem fuldt ud med falsetter, vokalharmonier og ordtunge vers. Men jeg må simpelthen advare: det her album kan muligvis gøre dig sådan ... lidt glad indeni.

">

Phoebe Bridgers: 'Punisher'
Ja, det lyder måske som et lidt hårdere album end det tidligere beskrevede, men jeg kan love dig, at det faktisk er endnu mindre hårdt. Phoebe Bridgers er nok lige nu den mest hypede singer-songwriter i verden, og skal jeg være helt ærlig, så tager det ikke mange lyt til ’Punisher’ at forstå hvorfor.

 

Polaris: 'The Death of Me'
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er meget til Architects seneste singler – men så er det godt at Polaris kan leverede præcis det mørke, triste metalcore jeg havde brug for i 2020. Der er fuld smadder på ’The Death of Me’ med djentede riffs til højre og venstre, men også noget af den samme stemning som på selvsamme Architects ’Holy Hell’. Og de gør det ... tør jeg sige det? Næsten bedre?

 

Biffy Clyro: 'A Celebration of Endings'
Ruster gammel kærlighed? Ikke hvis det er lavet af rustfrit stål eller Biffy Clyro. ’A Celebration of Endings’ er et musikalsk kludetæppe, som vi snart forventer det af bandet. Med arbejdstitlen ’Opus 8’ er der altså også skruet op for symfonien, dog ikke uden de sære rytmeskift og masser af guitar.



Spanish Love Songs: 'Brave Faces, Everyone'
Jeg er modigere end Tobias og tør godt at komme det her album på min liste. Jeg er virkelig skuffet over mig selv, for da jeg – inden virussens indtog – kunne have taget til Hamborg og se Spanish Love Songs, sagde jeg nej, fordi jeg stadig levede i en verden, hvor man kunne vælge imellem koncerter. Jeg havde i en periode et lidt anstrengt forhold til, at forsanger Dylan Slocum lyder så meget som Dan ’Soupy’ Campbell fra Philadelphia-bandet The Wonder Years (som jeg har en langvarig romance med). Men jeg har endelig fået taget mig sammen til faktisk at lytte til Spanish Love Songs i år, og, jo, det er jo helt fantastisk, følelsesladet emopunk.

 

Dance Gavin Dance: 'Afterburner'
Denne gamle kærlighed har ikke altid været helt rustfri, men ’Afterburner’ formår at ramme noget af det, jeg først blev forelsket i hos Dance Gavin Dance: det overkomplicerede rifferi blandet med en sær hypermelodisk vokal.

 

Soccer Mommy: 'Color Theory'
Jeg er bange for, at denne hér heller ikke holder til at blive tryktestet imod ”hård rock”-barometeret, men denne liste ville ikke være fair uden ’Color Theory’ på den. Der er noget gammelt Weezer over sangskrivningen, men produktionen er sjov og skæv. Jeg har virkelig nydt at rocke ud på altanen til den.

 

Boblere:
Den nye skive fra Touché Amore var da også rimelig trist, hva? Og Taylor Swifts ’Exile’ er bomben og hendes album 'Folklore' er altså et okay album. Jeg nød også Sundresseds andet album ’Home Remedy’, fordi den passede fint til året tema. Movements ’No Good Left to Give’ var også lækker-trist. Red City Radio lander også her i opløbet, men giv ’100,000 Candles’ et lyt, fordi omkvædet har glædet mig hver gang Mette Frederiksen har trådt frem på skærmen.

Årets internationale hit
Corpse er blevet en af verdens største streamere på rekordtid, da hele internettet begyndte at spille ’Among Us!’. Hans karakteristiske stemme har han da også benyttet til at lave musik, og jeg må ærlig indrømme, at der er noget ved hans megadybe stemme og mærkelige industrial-rap om e-girls. ’E-girls Are Ruining My Life’ har helt ærligt været et af mine mest afspillede numre i 2020. Hvis du er til anime-referencer og sadomasochisme, så tag en tur med på vognen. Advarsel: alting.

">

Årets genfundne klassiker:
Agent Frescos ’A Long Time Listening’ har fået en ordentlig røvfuld omgange herhjemme. Jeg har altid hørt albummet mere i bidder, fordi det er virkelig langt, og jeg er nok mest til ”bangerne” (’Anemoi’, ’Eyes of a Cloud Catcher’, ’Tiger Veil’, ’A Long Time Listening’ etc.). Men jeg vil altså lære at elske hele albummet. Om jeg så skal høre de 1:06:22 365 gange i 2021.

 

Årets internationale navn:
Klart Limp Bizkit. Bøgeskoven har aldrig set mere tiltrækkende ud!

 

Årets fysiske udgivelse/bog/film:
’The Umbrella Academy’ sæson 2:
Var den ekstraordinær som en seriesæson? Mjah. Men som sædvanligt holdt soundtracket 120% med Gerard Way bag roret. Blandt andet var der Sam Cooke, Kiss, Sam & Dave, Backstreet Boys og originalsange fra Way selv. Det er altså faktisk lidt utroligt, at serier ikke bruger musik bedre – eller i hvert fald så godt som Umbrella Academy.

‘Nobody Will Tell You This But Me’ af Bess Kalb
Bess Kalb skrev en tweet om en eller anden exec-klammert, der havde taget hende på hendes gravide mave og kaldt den en ”karrierestopper”. Bess Kalb er både Emmy-nomineret og bestseller. Men ja, jeg besluttede mig i ren og skær harme at læse hendes bog, der er baseret på minder og telefonsvarerbeskeder fra hendes bedstemor. Det er en smuk beskrivelse af, hvordan generationer både har broer og kløfter imellem dem.

'Neonskilt' af The Wonder Years
Fysisk udgivelse? Gælder det også merch? For eksempel neonskilte? For jeg har i år købt det dyreste stykke merchandise, jeg nogensinde kommer til at købe, og jeg vil bare gerne snakke lidt mere om det. Det er et neonskilt fra føromtalte The Wonder Years med linjen ”Came Out Swinging” fra sangen af samme navn fra pladen ’Suburbia I Have Given You All and Now I’m Nothing’, der udkom i 2011. Det er ikke ankommet endnu, og jeg glæder mig ikke til toldafgiften.