Årsliste 2017 – Hanna Ella Sandvik

Årsliste 2017 – Hanna Ella Sandvik

Der var ualmindelig langt mellem snapsene i 2017. I et allerede formørket år forpassede de allerfleste bands chancen for at lyse op. Men med muligheden for udelukkende at plukke det bedste, danner der sig en liste med punk, indie og metalcore, der går mere end an for denne nye Devilution-anmelder.

Årets danske album:

1. Kellermensch: 'Goliath' – Noget tyder på at Dostoyevsky var en rimelig trist gut, og af samme årsag havde han næppe haft noget imod delvist at lægge navn til Danmarks eksistentialistiske superstars fra Esbjerg – heller ikke efter den seneste udgivelse. Det er mørkt. Det er rytmisk. Det er … sexet? I hvert fald til tider. Kellermensch præsterer for en gangs skyld at levere en opfølgning, som vi har ventet på, siden bandet forsvandt uden et ord i 2012. 'Goliath' giver mig på mange måder et håb for, at vi stadig kan se stor kunst og ikke bare ligegyldig reproduktion på den danske musikscene. 



2. Ghost Iris 'Blind World' – Når nu bands som Northlane ikke formår at binde deres egne snørebånd i år, så er det en glæde at se et dansk ‘core-band slå bolden ud af boldparken. Faktisk helt til Japan og Kina. En aldeles velfortjent sejrsrunde ovenpå et album, der har blikket fast rettet mod de mod en international førsteplads. Det er befriende. 



3. Wayl: 'In Bed' – Danske Wayl leverer punkrock med nik til både NOFX, Bad Religion og Blink-182. Der er altså på mange måder lagt an til en californisk omgang, men emnerne er fra velkendte himmelstrøg: Åbningstracket “Dear Union” viser fint, hvordan den mere politiske punk let kan oversættes til f.eks. EU-kritik. Lyduniverset er dejlig simpelt og råt, med et hint af muggen kælder. Med andre ord punkrock i sin essens-



BOBLERE: Der kom også i år flotte EP’er fra både Forever Unclean og Hearteater. Det er dog nok mere på smagsprøve-niveau.

Årets internationale album:

1. The Smith Street Band: 'More Scared Of You Than You Are Of Me' – Når jeg bliver stor, vil jeg være Wil Wagner, der er sanger og tekstforfatter i det australske rock-/punkband The Smith Street Band. Selvom den nye plade ikke vippede 2014-udgivelsen 'Throw Me In The River' af pinden på førstepladsen over bandets bedste albums, så landede den på præcis samme uforglemmelige niveau: Altså står vi nu med en delt førsteplads. Og der er nok i sidste ende plads til endnu flere albums fra de øldrikkende, selvudslettende og reflektive australiere på taburetten. At Danmark er blevet overset på bandets seneste to Europa-tours er nærmest et brud på menneskerettighederne. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt denne beskrivelse er en overdrivelse, så sæt 'Suffer' fra pladen på eller 'Run Into The World' eller 'Shine' eller 'It Kills Me to Have to Be Alive' eller 'Birthdays' eller 'Death to the Lads'. Bare sæt hele albummet på. Det kan bedst beskrives som en blanding af The Smiths og Bruce Springsteen: Det er beskrivelsen af en hvileløs generation, der er ved at være voksne, troede, at de skulle ændre verden, men er endt med at fucke deres forhold/liv op i stedet. Det konkluderes så smukt i 'Young Once', at vi allesammen bare er “[...] a building of a person that's scheduled for demolition”.



2. The Menzingers: 'After The Party' – Singlen ‘Lookers’ gav ellers ikke meget håb for Pennsylvanias finestes femte udgivelse. Alligevel var vi alle solgt til stanglakrids, da guitarriffet fra ‘Tellin’ Lies’ åbnede pladen ved første lyt, og hvis man ikke fik ståpels af det, så sørgede omkvædet “Oh oh where are we gonna go now that our twenties are over?” da lige for resten. Ligegyldigt hvor dybt du graver i Menzingers bagkatalog eller i det nye album, så er skønhedsfejlene få og selv den middelmådige single ‘Lookers’ vokser sig til en absolut force. Personligt var det det fængende (irsk) folk-inspirerede guitar refræn på ‘House On Fire’, der halvvejs igennem pladen fortalte mig, at det her album ville jeg høre i mange branderter for at skråle med på. Og hvem har ikke lyst til at skråle med på “Waiting for your life to start then you die wooh oh oh”? Jeg har. 



3. Iron Chic: 'You Cant Stay Here' – Pladeselskabet SideOneDummy har i både 2016 og 2017 signet og udgivet nogen af de bedste plader indenfor pop-punk, punk rock, indie og alt derimellem. Iron Chics nye plade er ingen undtagelse. Der følger op på 2013s ‘The Constant One’ og er indspillet efter det tidligere bandmedlem Rob McAllisters død i 2016, så den bærer præg af Jason Lubranos tab af både en kollega, men også en nær ven. Pladen er en delvis rørende, delvist meget energisk og helt igennem en klassisk Iron Chic oplevelse.



4.  Can’t Swim: ‘Fail You Again’  Intet når EP’en ‘Death Deserves A Name’ fra 2016 til sokkeholderne. Men det skal ikke have lov til at skygge for, at Can’t Swim altså har leveret et rigtig fint album i form af ‘Fail You Again’ i marts i år. Vokalist Chris LoPorto har en af de stemmer, man ikke kan forveksle med andre à la Garreth Dale fra Red City Radio, og selvom han ikke leger lige så meget med udtrykket som på EP’en, så er jeg i hvert fald ikke blevet træt af det endnu.



5. Brand New: 'Science Fiction' – Jeg havde afsindigt svært ved at bestemme, om jeg syntes, det var okay at have Brand New med på listen, efter forsanger/lyriker Jesse Lacey i efteråret 2017 blev anklaget for seksuel udnyttelse af mindreårige. Jeg har dog besluttet, at jeg synes, at man er uskyldig, til man er dømt, og at jeg tager stilling til mit mangeårige forhold med Brand New, når/hvis der falder dom. Hvad angår ‘Science Fiction’, så er det et afskedsalbum fra et band, der fangede mange teen-hjerter på MySpace – og faktisk med rette. Brand New er på albummet endnu mere dystert og gåsehuds-provokerende end nogensinde før. Det virker endnu en gang.



Årets internationale hit:

The Menzingers: 'Tellin' Lies' – 'Fredagspunk'-gruppen på Facebook svømmede over med sange fra pladen 'After The Party' i år. Særligt var kærligheden stor for titeltracket, 'House on Fire', 'Lookers' og 'Thick As Thieves' – men 'Tellin' Lies' skal have lov til at få "hit"-stemplingen. 



Årets danske hit:

Kellermensch: 'Bad Sign' – Jeg fatter faktisk ikke, at dette nummer ikke fik flere rotationer på P3 eller lignende populærmusiks-bastioner, for det er satme catchy. Og sexet. 



Årets genfundne klassiker:

Havok: 'Give Me Liberty ... Or Give Me Death' – Fuld smadder. Lækkert hår. Libertariansk thrash. Jeg giver lige 'Unnatural Selection' en omgang mere i 2018.



Årets fysiske udgivelse:

Chris Farren: 'Can't Die Cassette' – Den tidligere forsanger i Fake Problems gik solo med et decideret sødt og nuttet album i 2016. I 2017 fulgte han lige op med en limited edition lyserød kassette-udgivelse. Der er 250 af dem. Og til din store overraskelse er de endnu ikke udsolgte.

Årets koncerter:

1. Jeff Rosenstock: Underwerket, 04-05-2017 – Der kan læses en længere historie om denne koncert under "Årets Optur", men Jeff Rosenstock er 100 % energi og sved. Det udsolgte show i en klam kælder i Valby efterlod undertegnede i en decideret endorfin-OD. Det er svært at beskrive Rosenstocks lyd som andet end punk på syre med en manio-depressiv fremførsel. Der var ska, der var HC, der var japansk power-synth. 

2. Neck Deep: Pumpehuset, 21-10-2017 – Muligvis under påvirkning af pizza og pilsner havde jeg en fantastisk fest til Neck Deep, hvor både anmeldere fra Dude Manor og Blastbeast for første (og muligvis sidste) gang kunne observeres i vild dans, snarere end moshing. Det var nok i sidste ende ligeså meget til publikums ære, at bandet sprængte taget af det gamle Bombehus. Yeah dude! 

3. Underoath: Pumpehuset, 16-05-2017 – Underoath besøgte København i veloplagt tilstand for at spille 'They're Only Chasing Safety' og 'Define The Great Line' fra 00'erne i deres helhed. Det var fantastisk at se sine ungdomshelte stadig kunne smadre fuldstændig igennem, endda med et utroligt imponerende lysshow med i posen. 

4. Bad Religion: Amager Bio/Dirty Days of Summer, 07-08-2017 – Er der andet at sige, end at 'Sorrow' altid bør høres tilsat spildt øl og 100+ skrålende familiefædre på udflugt fra en mere mondæn hverdag? Nej.

5. Kellermensch: Roskilde Festival, 01-07-2017 – Der er allerede en del Kellermensch-spam på denne liste, så jeg vil holde det kort: Var albummet værd at vente på? Ja. Var det også værd at høre live? Ja. Skulle de have spillet 'Narcissus' for at ramme lidt højere på listen? Ja.

BOBLERE: Jeg skal hilse og sige, at Cold Night For Alligator også gav en fantastisk (men alt for kort) koncert til Prime Is Coming, Så var der også endnu udemærket præstation fra Against Me!Roskilde Festivalen, der dog aldrig fik hele publikum med. 

Årets nye internationale navn:

Sorority Noise – Bandet har godt nok lavet musik siden 2014, men med en blanding af elementer fra både moderne pop-punk som Knuckle Puck og The Front Bottoms, gamle emo-elementer som set hos Promise Ring, samt en god dose af velskreven lyrik tog Sorority Noise i år skridtet ind i den voksne liga med albummet 'You're Not As ____ As You Think'.



Årets nye danske navn:

Everything Is Terrible – Spændende ny konstellation med blandt andet Cornelius Qvist, der i mange år har leveret musikvideoer til danske bands som Ghost Iris og Cold Night For Alligators. Hvor godtfolk er, kommer god musik til.



Årets comeback:

The Lillingtons – Elleve år fra 'The Too Late Show' i 2006 til den hypede 'Stella Sapiente', der udkom i år som opfølgning på overraskelses-EP'en 'Project 313', der også udkom i år. Inspireret af de tidlige DC-punks lyder The Lillingtons som noget vi kender – bare i en opdateret pakke. Der er heller ikke tvivl om, at der deles lydbillede med bands som Teenage Bottlerocket – som bandet desuden også deler medlemmer og hjemstat med. Det er bare væsentlig mere voksent.

Det overså jeg i 2016:

Bayside – "Overså" er måske lige stærkt nok – men Baysides 'Vacancy' fra 2016 druknede lidt i andre udgivelser. Nu hvor der har været lidt færre fantastiske udgivelser i år, fik jeg endelig tid til at dykke ned i pop-punkernes syvende album –- og der er faktisk indtil flere rigtig gode skæringer på det. 



Årets optur:

Jeff Rosenstock fra Bomb! The Music Industry udgav i 2016 det suveræne album 'Worry', og da det kom til, at hans Europa-turné skulle planlægges, stod der et stort fedt spørgsmålstegn ved “Copenhagen”. Internt i punk-miljøet skrev adskillige mennesker til både ham og hans crew, men et par måneder inden var der stadig ikke noget svar. Det tog undertegnede og Mikkel Neubert, der skriver for et andet dansk magasin, ikke som et definitivt nej. Så vi iværksatte en meget begrænset Twitter-kampagne med hashtagget #jefftocopenhagen og fik kontakt til Jeff selv i New York. Og herfra var resten en historie, jeg skal fortælle mine børnebørn. For gennem Kraftwerkets bookinggruppe DIYMCA lykkedes det den gode Mikkel (der ærligt talt gjorde det meste af arbejdet) at få sat et show op, som vi udover det fik udsolgt. Vi viste bandet rundt på Christiania, Jeff takkede os fra scenen og spillede min yndlingssang fra det nye album. Det var en kæmpe optur at få Mikkel til at gøre alt arbejdet og ikke mindst få Jeff til landet. 

Årets største skuffelse:

Selvom Neck Deeps koncert var én af årets absolutte højdepunkter, så var albummet 'The Peace and the Panic' simpelthen en kæmpe skuffelse. Kedeligere metervare skal man lede længe efter. Lige så smagsfuldt som at stikke tungen ud af vinduet. Under et interview med Fil Thorpe-Evans gik det op for mig, at det, jeg godt havde kunnet lide ved bandet, nok i virkeligheden kunne tilskrives produceren på albummet 'Life’s Not Out To Get You', hvilket jo i sig selv er deprimerende for en musikskribent at finde ud af så lang tid efter. Så fra nu af indtager jeg kun min Neck Deep sammen med øl, for i den tilstand kan de forbandede hooks stadig noget. Skål!

Største ønske for 2018:

Hvis ham Donald Trump ærligt talt skal være præsident de næste tre år, så håber jeg i det mindste, at vi får en opblomstring i den politiske punk, som Bush bevirkede det i start-nullerne. NOFX er nok stadig for clean til en ny 'War On Errorism', og Bad Religion er blevet til Bald Religion (det høres dog på vandrørene at der kommer album i 2018), så jeg håber, at nogle af de nye drenge i klassen gider at melde sig frivilligt til at overtage stafetten.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Cold Night For Alligators rumsterer rundt med nogle nye sange, og man kunne jo håbe, at det udmøntede sig i en udgivelse, der var værd at lytte til. Der kommer desuden også en ny plade fra Tiny Moving Parts i januar. CABAL truer også med at nedstemme endnu mere i 2018. Pop-punkerne fra Fall Out Boy kunne også overraske med en plade, der går tilbage til punkrødderne med 'Mania' (jeg tvivler nu). Desuden sladres der om en Bad Religion/The Offspring-tour for at støtte nye udgivelser fra begge bands – og det kunne jeg nok godt overtales til at danse foran spejlet til. Jeg håber, at de er særdeles sure på de nye plader.