RF '22: For mig er det her himlen
Anmelder stortuder til rockkoncert, som hendes anmelderkolleger ikke forstår. Heldigvis var der en del i publikum, der helt forstod.
Sidste gang Jimmy Eat World gæstede Roskilde Festival var det som en åbenlys “industry plant” på den alt for store Orange Scene og alt for tidligt på dagen. Bandet, som altså i 2005 trak fulde stadions i USA, var i Danmark knapt kendt, og hvis nogen kendte dem, var det udelukkende for sangen ‘Sweetness’, der var blevet brugt i ”American Pie”-filmene. Bandet blev derfor også kendt som en del af pop punk og ”Warped Tour”-segmentet, selvom de adskilte sig gevaldigt fra de mere ”American Pie”-konforme Blink-182. Selvom albummet ‘Bleed American’ er en fortræffelig pop punk-plade, er bandets udgivelser både før og efter betydeligt anderledes.
Bandet har formået at genopfinde sig selv flere gange, for eksempel på fan-favoritten ‘Futures’, det er en humørsyg rockplade eller den væsentligt mere opløftende ‘Chase This Light’. Bandet har dog kæmpet med at bibeholde et publikum, der har gidet de mange genreskift, især da deres albums begyndte at være flere missede chancer end fuldtræffere. Det er nu, at jeg må indrømme, at jeg er Jimmy Eat World-pige. Min første Roskilde Festival var i 2005, hvor bandet spillede lige efter at have udgivet deres bedste (fuldlængde-) album nogensinde, nemlig ‘Futures’.
Det her band betyder rigtig meget for en stor gruppe af mine venner, og de er da også med mig allerede inden koncerten starter. Publikum fylder langsomt scenen op, og sammensætningen er simpelthen den særeste, jeg har set længe. Foran står et gråhåret par og snaver. Lidt længere fremme står young guns i bøllehat i en kæmpe hvidvinsbrandert. Det er dog en væsentlig mere intim oplevelse på Avalon, end det var i 2005 på Orange, hvor man tydeligt lige skulle tjekke, om ”American Pie”-generationen også kunne findes i Europa (det kunne den ikke).
Det går også allerede bedre end i 2005, da Jim Adkins og co. lægger an med to af de bedste numre fra ‘Futures’, nemlig titelnummeret og ‘Pain’. Det er ikke alle der synger med. Men jeg står begravet i en menneskeflok der kan hvert et ord. Det går dog lidt op og ned med at kunne synge med på et par af de nyere numre som ‘Sure and Certain’. Men så sker der noget fantastisk, for bandet spiller det elendigste nummer, de har skrevet kaldet ‘555’, men som PhD i setlist.fm kan man dermed deducere, at det er den udvidede sætliste vi får i dag.
Konsekvenserne rammer først denne nu 33-årige kvinde, da Jim Adkins ønsker en 24-årig fyr i crowden tillykke med fødselsdagen og river nummeret ‘23’ op af hatten. Den smukke guitarintro tænder mine øjne som et vandingsanlæg og en fremmed kvinde ved siden af mig, der ligeledes kan alle sangene udenad, tilbyder sin hånd til mig og siger “jeg kan godt holde dig i hånden, hvis du har brug for det”. Bagfra kommer mine veninder med en kæmpe-knuser, for de kan se, jeg er hårdt ramt. Jeg forstår godt, hvordan Jimmy Eat World kan virke for de uindviede, men for os lige nu og her er de den største og bedstbevarede hemmelighed på Roskilde festival. Tænk hvis flere normies var dukket op, så havde jeg aldrig stået ved siden af en kvinde, der vidste præcis hvordan ‘23’ påvirker folk.
Bandet er desuden også så fucking dygtige, at det er til at brække sig over. Jim Adkins stemme er lys, som var han stadig i starttyverne, han danser stadig til numrene så vildt, at hans skjorter bliver helt gennemblødt. Tom Linton, der sang en del mere på de gamle albums tager hele ‘Blister’, der sammen med ‘Lucky Denver Mint’ tager røven fuldstændigt på publikum (fordi det er virkelig gamle sange), og flere gange under koncerten kan man se på Lintons ansigt, at han er overrasket over, hvor mange der også synger med på hans del af sangene, oftest i en slags “call-and-response”-funktion. En ting, der glæder mig er, at bandet spiller en del sange fra ‘Chase This Light’ fra 2007, der altid var mit “gas op”-album, når jeg skulle til eksaminer: ‘Let it Happen’ og ‘Big Casino’ er simpelthen de mest positive “self-help”-sange lige på kanten til at krænge over i fløde.
Selv den nye single ‘Something Loud’ rammer rimelig fint crowden, hvoraf nogen af os har været en del af scenen i 10, 15 eller endnu flere år. Teksten går “[…] growing up, we added too much complexity. Friends at the show in ‘95, miss everyone of them. But there’s a moment you die or you move on to live. Everyone of us did. Do you still feel part of something loud?”. Det, Jimmy Eat World har formået er, at beskrive en generations følelser. Vi mødtes i den vilde ‘Bleed American’-tid, hvor vi først stiftede bekendtskab med at være teenager på tværs. Bevægede os videre til de deprimerende følelsesmæssige tømmermænd af at blive voksen på ‘Futures’. Vi gled lidt fra hinanden fordi vi allesammen blev voksne på de senere plader. Men her er vi i dag. Stadig en del af “something loud”. Det bliver sidste del af koncerten også med ‘The Middle’ og ‘Sweetness’ som jo skal spilles, men de behøver ikke slå mere. Vi er allerede færdige. Helt gennemtæskede af en af verdens bedste hemmeligheder: Et af verdens bedste bands Jimmy Eat World. En personlig 666’er.